SÆRLIG INDSATS FOR UDSATTE MEDLEMMER

FTFa ønsker at gøre en særlig indsats for vores mest udsatte medlemmer. Vi har i 2021 tilføjet fem ekstra årsværk til jobrettet indsats for bl.a. dimittender, opsagte, langtidsledige, ledige over 50 år og selvstændige.

Figur 2.4 - Langtidsledige fordelt på alder

Udsyn og ambitioner

Antal langtidsledige er heldigvis faldet fra et gennemsnit pr. måned på 1.776 i 2020 til 1.381 i 2021. Det er stadig et højt tal sammenlignet med før covid-19, men det går den rigtige vej. Som det fremgår af figur 2.4, har vi forholdsvis flere langtidsledige seniorer end landsgennemsnittet. Vi har et særligt ansvar for disse medlemmer, og sammen med Finansforbundet søgte og fik vi i 2021 puljemidler fra STAR til at igangsætte et særligt forløb for ledige over 50 år. Målgruppen er ledige fra finansområdet, hvor ledigheden er høj, særligt blandt de +50 årige. Forholdene i finansbranchen er usikre, branchen oplever forsat opsigelser, og flere af de klassiske funktioner fjernes i takt med den stigende digitalisering i samfundet. Det er derfor også blevet sværere for ledige fra finanssektoren at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og konklusionen for mange bliver, at et brancheskifte kan være nødvendigt.

En af deltagerne er Jane Christensen på 59 år. Jane har arbejdet som rådgiver og leder i banksektoren i mere end 40 år, inden hun blev afskediget. Da Jane blev inviteret til ”Udsyn og ambitioner”, var hun først i tvivl om hun skulle deltage i forløbet: 

"Det er hårdt at være ledig. Det slider på ens selvtillid og selvværd, og det er svært at skulle navigere i systemet med alle de regler og rammer, siger hun. Hun tog alligevel mod tilbuddet og det har hun ikke fortrudt: ”Det har været meget positivt for mig at være med. Det giver ny energi til at kæmpe videre og få øje på de muligheder, jeg har. I ”Udsyn og ambitioner” finder jeg et frirum, hvor jeg bliver mødt med forståelse og uden fordomme om at være ledig. Jeg har fået et nyt netværk og vi er ”alle i samme båd”. Det giver tryghed, når vi udfordrer os selv og hinanden. Jobrådgiverne har en rummelig og positiv indgangsvinkel, og den smitter."

Projektet løber over de næste to år, hvor vi med en job- og virksomhedsrettet indsats har et mål om, at 60% af 300 ledige kommer i ordinære job eller privat løntilskudsansættelse. Forløbet ”Udsyn og ambitioner”, som vi tilbyder målgruppen, består af individuelle samtaler, workshops, netværk og jobformidling, hvor vi bl.a. samarbejder med to vikar- og rekrutteringsbureauer, og de deltagere, der ønsker det, kan få finansieret kortere eller længerevarende opkvalificeringsforløb finansieret af Finansforbundet. I 2022 ansætter vi selv to af deltagerne i løntilskudsstillinger.

Mellem syg og rask

FTFa ønsker at understøtte vores medlemmer gennem hele deres arbejdsliv. Som en af få a-kasser har vi en socialrådgiverfunktion, der understøtter medlemmer, når det i perioder kan være svært eller umuligt at opretholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. I 2021 behandlede vores socialrådgiver 506 sager, hvilket var 17% flere end i 2020.
 
I 2021 har vi etableret et internt netværk, der udover vores socialrådgiver består af medarbejdere fra forskellige funktioner. De har fokus på at sikre koordination mellem vores interne fagområder, så vi i højere grad ”griber” medlemmer, der fx er blevet raskmeldt af kommunen eller har meldt sig ledige efter en længere sygdomsperiode. Uanset om medlemmer ”mellem syg og rask” kontakter os telefonisk eller sender os en ledighedserklæring, tager den rette medarbejder fra netværket hurtigt kontakt til medlemmet. Via individuelle samtaler hjælpes medlemmet til bl.a. at blive mere bevidst om sin situation. Det gør, at medlemmerne dermed bedre kan træffe den rigtige beslutning om, hvorvidt de i stand til at opfylde de lovmæssige dagpengekrav om at stå til rådighed, eller om de bør forblive sygemeldt, fordi de reelt ikke er klar til at komme tilbage i job.

PIA, DER ER JOBRÅDGIVER PÅ VORES KONTOR I ODENSE, ER GLAD FOR AT VÆRE EN DEL AF NETVÆRKET:

Jeg er især glad for mit job, når jeg kan være med til at hjælpe og gøre en forskel for medlemmer, der står i en særlig sårbar situation. Vi undgår bl.a., at nogle blive raskmeldt for hurtigt, og dermed risikerer at blive sygemeldt igen. Og andre skal tilbage og arbejde på trods af sygdom, dem hjælper vi med at se nye muligheder, der kræver noget andet af dem, end det de arbejdede med, inden de blev sygemeldte”.

PIA, DER ER JOBRÅDGIVER PÅ VORES KONTOR I ODENSE, ER GLAD FOR AT VÆRE EN DEL AF NETVÆRKET:

Indsatspakke for freelancere og selvstændige

I disse år er arbejdsmarkedet under forandring. Flere og flere ansættes som freelancere, honoraraflønnede og projektansatte eller bliver selvstændige. Det gælder også for vores medlemmer. Vi ønsker at understøtte medlemmer, der agerer på det ”atypiske arbejdsmarked”, hvor de ikke længere er arbejdstagere. De skal i højere grad være sælgere, der evner at gøre opmærksomme på sig selv for løbende at sikre tilgang af nye opgaver og projekter.

I 2021 har vi derfor indgået et langsigtet samarbejde med en ekstern parter, der har stor erfaring og ekspertise i at rådgive iværksættere. Sammen er vi i gang med at udvikle en modulopbygget indsatspakke for medlemmer, der allerede er eller ønsker at arbejde som freelancere, selvstændige o. lign. Vores partner vil afholde kurser i vores lokaler for medlemmer, som vi visiterer til indsatsen. Indsatspakken indeholder relevante tilbud, der relaterer til de fire ”selvstændighedsfaser”.

Gennem forløbet samarbejder vi med vores faglige organisationer, og vejleder medlemmerne i, hvordan de kan få støtte og rådgivning fra deres forbund i de forskellige faser af deres arbejdsliv.