FTFa ER EN MILJØBEVIDST VIRKSOMHED
Med vores politik for samfundsansvar har vi forpligtet os til at bekæmpe klimaforandringerne ved at minimere miljømæssige aftryk i vedligeholdelsen og driften af vores kontorer. Vi vil fremme bæredygtigt forbrug og produktionsmetoder ved at indkøbe bæredygtige produkter og drive en bæredygtig kantine.
Klimareduktion – et strategisk mål
FTFa tilslutter os Danmarks ambitioner for klimaet, og vi har et strategisk mål for 2024 om at reducere vores CO2-udledning med 40%-point pr. medarbejder sammenlignet med 2016-niveauet. Vi mener, at en virksomhed af FTFa’s størrelse bør støtte op om Regeringens ambitioner på klimaområdet, og vi vil gerne yde vores bidrag til den nationale målsætning om en 70%-reduktion i 2030.
I 2021 har vi igangsat arbejdet med at identificere de kilder til CO2-udledning, som vil indgå i vores reduktionsmål og har påbegyndt indsamlingen af data. Vi har i en række år målt på CO2-udledning fra el og varme fra vores hovedkontor. Fremadrettet vil vi inddrage el og varme fra alle vores kontorer (scope 2) samt CO2 fra tjenestetransport i FTFa leaset bil (scope 1) og i egne biler og offentlig transport (scope 3). I det følgende gennemgås miljøpåvirkningerne fra vores hovedkontor i København, der huser ca. 70% af vores ansatte.
Dataoversigt - FTFa er en miljøbevidst virksomhed
Elforbrug i København
Der har været en lille stigning i vores elforbrug i København fra 2020 til 2021 på 3,4%, men forbruget ligger under det i 2019. Ser vi på elforbruget pr. måned i figur 4.1, ses en stigning fra sommeren og frem. Corona-restriktionerne var strammest i foråret, og der var flere, der arbejdede hjemme. Gennem hele perioden har vores servere, der driver vores IT-platform, kørt som vanligt. Kantinen har været åben hele året, omend med nedsat drift i perioder. Disse områder tegner sig for en stor del af forbruget.
Figur 4.1 - Månedsudvikling i elforbrug 2021
Varme- og vandforbrug
Det afregnede varmeforbrug for København var i 2021 (01.07.20 – 30.06.21) markant højere end tidligere år. En del af forklaringen kan være, at opgørelsen af vores varmeforbrug, som vi afregner via vores naboejendom, var baseret på et estimat de to foregående år, da varmeveksler- og måler var i stykker. I 2020/21 blev begge dele udskiftet, og vores afregnede forbrug steg. Vi har fået lavet en energiscreening fra et rådgivende ingeniørfirma og er nu i gang med at prioritere, hvilke tiltag vi skal sætte i værk med henblik på at reducere vores energiforbrug. Fx fungerer vores varmepumpe ikke optimalt, og det er besluttet, at denne bliver udskiftet primo 2022.
Vandforbruget i perioden 1.7.2020 til 30.6.2021 var til gengæld betydeligt lavere end året før, hvilket hænger godt sammen med, at vi arbejdede meget hjemme i denne periode. Dertil har vi udskiftet nogle af vores vandhaner og toiletter til mere vandbesparende.