Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

Billede af: Charlotte Lange

TAK FOR ET FANTASTISK FOLKEMØDE

Traditionen tro slog FTFa sammen med de faglige organisationer teltdugen op og inviterede til debat, dilemmaer, freestyle-rap og netværk på årets Folkemøde. Se video og mærk stemningen fra dagene her.

Faglige organisationer - 22. juni 2023 - Camilla Bech Hornung

Knap 1000 gæster kiggede forbi FTFa-Teltet på Ydermolen i Allinge for at deltage i en af de 16 debatter, der var på programmet, fordelt på Folkemødets tre dage. Sammen blev vi klogere på emner som senkarriere, skam, velfærdsstatens udvikling og meget andet. Fornem stemningen og hør formand Steen Lund Olsen fortælle om, hvorfor det er vigtigt, at FTFa er på Folkemødet:

Img 6270

I FTFa var vi selv værter for tre debatter:

Freestyle-rap om seniorers benspænd på arbejdsmarkedet

Sammen med et veloplagt panel bestående af Victoria Velasquez (Enhedslisten), Erik Simonsen (Dansk Arbejdsgiverforening), Mette Rønnau (Cabi) og Thomas Holberg (Ældre Sagen) debatterede Steen Lund Olsen på folkemødets dag 1 senkarriere og ledige seniorers udfordringer på arbejdsmarkedet.

Selvom panelet i høj grad anerkendte de ledige seniorers udfordringer ift. rekruttering, så fremhævede både Erik Simonsen og Thomas Holberg også, at vi aldrig har haft så mange seniorer i job som nu. Panelet kom også omkring behovet for kompetenceudvikling, og hvordan vi ændrer synet på pensionsalderen, så vi ikke ser den som en målstreg for at arbejdslivet er slut, men snarere ser på den som en mulighed for at trække sig tilbage eller at arbejde videre, hvis man har lyst.

Til at opsummere debatten delte freestyle-rapper Per Vers ud af sit talent for ord og tog os med til rapkoncert. Aldrig har budskaber og argumenter om senkarriere fået så mange mennesker til at bevæge sig i takt med rytmen og trække på smilebåndet.

Giver frit valg bedre velfærd?

Om fredagen var to af Folkemødets skarpeste debattører i duel, da Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Pelle Dragsted fra Enhedslisten debatterede udviklingen af vores velfærdssamfund. De kom omkring emnerne uddannelse, beskæftigelse og tilbagetrækning.

Til spørgsmålet om hvorvidt man kan spare 3 milliarder på beskæftigelsesindsatsen og samtidig få folk hurtigere i job, var svaret ja hos begge. Lidt højere gik bølgerne, da de kom omkring senior pension og Tidlig pension. Alex Vanopslagh og Pelle Dragsted blev flankeret af Steen Lund Olsen, som bidrog med perspektiver fra a-kassebranchen og sit syn på senkarriere og på en ufleksibel folkepension, der ikke giver seniorer mulighed for at vælge arbejdslivet til, hvis de først er blevet folkepensionister. Samtidig følger dagpengeretten ens folkepensionsalder.

Flere af os skammer os over at være ledige

Vi sluttede Folkemødet af med en snak om skam. Når vi spørger vores ledige medlemmer, svarer 40 procent nemlig, at de har oplevet følelsen af skam, mens de var ledige. Nogle mærker følelsen ofte, mens andre oplever den af og til. Men hvorfor er det egentlig sådan, når vi i Danmark har skruet vores flexicuritysystem sådan sammen, at det er nemt at hyre og fyre? Det betyder jo, at mange af os kommer til at opleve at skulle søge nyt job og være ledige i en periode. Det er helt normalt.

Det tog vi en snak om sammen med psykolog Svend Brinkmann, forsker Sabina Pultz og cand. pæd. Helle Alsted. Panelet var enige om, at der er nogle ting, man bør skamme sig over, men at ledighed ikke er en af dem. Det er vigtigt, at vi husker at tale med hinanden om, når vi skammer os over noget. Selvom skam kan være et sårbart emne, var publikum spørgelystne og ville gerne dele ud af deres egne oplevelser. Snakken om skam stopper ikke her. Det skal vi tale mere om fremadrettet.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...