Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

NU GIVER JOBMAKKER FEEDBACK PÅ DIT CV

A-kassen FTFa har nu gjort det endnu nemmere for jobsøgere at få feedback på deres cv. Jobmakker bruger nemlig kunstig intelligens til at give konkret feedback på dit cv døgnet rundt, og den kan hjælpe dig med at målrette dit cv til den stilling, du har i kikkerten.

Jobsøgning - 16. februar 2024 - Camilla Bech Hornung

Har du brug for et par konkrete forslag til, hvordan dit cv kan stå endnu skarpere? Måske kan din profiltekst gøres endnu mere målrettet det job, du søger? Eller måske kan din erfaring stå mere konkret, så den nye arbejdsgiver forstår, hvilke kompetencer du tager med dig fra dine tidligere jobs eller uddannelse?

Så lad Jobmakker hjælpe dig >>

”Jeg oplever, at et cv, som ikke er målrettet nok, er en hæmsko for at komme til jobsamtale. Men ved at lave bare en lille omskrivning fx en klarere profiltekst eller en tydeligere beskrivelse af ens kompetencer, så kan cv’et gå fra at ryge fra nej til ja-bunken,” siger Pernille Steen, der er job- og karriererådgiver hos FTFa.

Nu bliver det nemmere for alle at få feedback på deres cv. FTFa har nemlig udviklet Jobmakker, som i forvejen kan skrive udkast til din ansøgning, til nu også at kunne give feedback på dit cv.

Feedback på to måder

Du kan enten vælge kun at sætte dit nuværende cv ind i Jobmakker og bede om at få feedback. Så får du helt konkret feedback på din profiltekst, resultater osv.

Du kan også vælge at sætte både dit cv ind og et konkret stillingsopslag. Så vil Jobmakker give dig konkret inspiration til, hvordan dit cv bliver endnu mere målrettet den konkrete stilling.

”Vi håber, at den nye funktion her kan give de jobsøgende en oplevelse af, at ”nåå det er sådan her, jeg gør” og naturligvis, at det vil stille dem stærkere i deres jobsøgning,” siger Pernille Steen.

Husk din kritiske sans

Når Jobmakker har givet dig feedback, så skal du selv tage det, du kan bruge, og føje det til dit cv.

”Når man arbejder med kunstig intelligens, er der altid behov for din kritiske sans. Det er både kunstig intelligens’ force at kunne inspirere dig til nye formuleringer og se nye sammenhænge, men det er vigtigt, at du altid er opmærksom på, om det, den skriver, er rigtigt i forhold til dig,” forklarer Pernille Steen.

Det er stadig nemt at bruge Jobmakker:

  1. Gå ind på Jobmakker
  2. Log ind med dine oplysninger
  3. Vælg den funktion, du vil benytte, og sæt de relevante informationer ind

 

HVAD ER JOBMAKKER?

Jobmakker er et værktøj, FTFa har udviklet, som bruger kunstig intelligens til at gøre det nemmere at søge job. Jobmakker kan gøre flere ting for dig:

Skrive et udkast til din personlige ansøgning
Give feedback på dit cv
Beskrive dine faglige og personlige kompetencer
Give feedback på en ansøgning, du allerede har liggende

På et øjeblik giver Jobmakker dig et resultat alt efter, hvad du har bedt den om. Svarene kommer i tekstform, så du nemt kan arbejde videre med dem fx i dit cv eller din ansøgning.

Jobmakker tager udgangspunkt i dit cv og det job, du vil søge. På den måde giver Jobmakker dig altid et personligt og målrettet resultat.

 

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...