Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

KUNSTIG INTELLIGENS GØR DET NEMMERE AT SØGE JOB

Nu kan alle, der vil søge job, bruge FTFa’s nye Jobmakker til at skrive første udkast til ansøgningen. Som de første i branchen bruger a-kassen nemlig kunstig intelligens til at matche cv og stillingsopslag i en ansøgning. ”Nu bliver det mere lige for alle at søge job,” siger Kasper Højvang Kyed, der er adm. direktør i FTFa.

Jobsøgning - 03. maj 2023 - Pressemeddelelse

Hvis du har prøvet at skrive en ansøgning, så ved du, at det tager tid. Lang tid. Ofte får du også en ven, tidligere kollega eller måske din a-kasse til at komme med gode råd, inden du sender ansøgningen til den virksomhed, du søger job hos.

Nu kan du gå ind på jobmakker.dk og lade kunstig intelligens klare den første del af arbejdet. Alt du skal gøre er at kopiere dit cv og et stillingsopslag ind i Jobmakker. Efter et øjeblik laver den et forslag til en ansøgning.

Jobmakker bruger GPT-3 algoritmen og er optimeret til at give dig en ansøgning. Det vil sige, at du ikke skal tænke over, om du giver den de rigtige instrukser.

Alle får en jobmakker

A-kassen FTFa er den første virksomhed på beskæftigelsesområdet, der bruger kunstig intelligens til at skrive et udkast til medlemmernes ansøgninger. Og den nye jobmakker er faktisk tilgængelig for alle.

”Vi vil gøre det lettere at være jobsøger. Rigtig mange virksomheder beder i dag ansøgere om at skrive en målrettet ansøgning for at komme i betragtning til jobbet. Men at kunne skrive en god og målrettet ansøgning er svært. Det gør vi nemmere nu – for alle. Jobmakker er på den måde med til at demokratisere jobsøgningen, så ansøgerne fremover ikke risikerer kun at blive bedømt på, om de kan finde ud af at skrive en ansøgning, men måske i stedet i højere grad får chancen for at komme til samtale, og derfor blive bedømt på, hvem de er, og hvad de kan,” forklarer Kasper Højvang Kyed, der er administrerende direktør i FTFa.

Han understreger:

”Som a-kasse går vi på arbejde for at hjælpe vores medlemmer godt videre i deres arbejdsliv. Med jobmakkeren bruger vi den nye teknologi til noget, der rent faktisk gør en forskel i rigtig mange menneskers arbejdsliv. Det er vigtigt.”

Styr på data

Den nye Jobmakker sørger også for at behandle jobsøgernes data sikkert. I et cv står der nemlig typisk personoplysninger som navn, email, adresse og telefonnummer.

”Som tommelfingerregel er det altid en god idé at undgå at dele personoplysninger. Men når du sætter dit cv ind i jobmakker, sørger vi for at lave en anonymisering af dine personoplysninger og eventuelle følsomme oplysninger. Derfor kan du trygt bruge jobmakker,” forklarer Kasper Højvang Kyed.

Desuden anvender Jobmakker GPT via Microsoft Azure, som sikrer at data processeres indenfor EU.

 

Fakta

Find jobmakker på jobmakker.dk

Alle kan bruge jobmakker
Det kan alle, der har lyst til at få hjælp til at skrive en ansøgning. Jobmakkeren er tilgængelig for alle – også dem, der ikke er medlem af FTFa. Lige nu koster det ikke noget at bruge den.

Bygger på GPT-3 teknologien
Jobmakker bygger på GPT-3 teknologien. Den skriver første udkast til din næste ansøgning. Alt du skal gøre er at kopiere dit cv ind + teksten fra det stillingsopslag, du gerne vil søge. Herefter skriver jobmakkeren et udkast til din ansøgning, som du efterfølgende kan arbejde videre med.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...