Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

Billede af: Charlotte Lange

HANNAH FANDT SIN MOTIVATION OG GIK FRA NYUDDANNET TIL LEDER

Da Hannah Tinggaard Nielsen søger job som nyuddannet, kommer hun ikke til samtaler. Det ændrer en karrieresparring med FTFa på, fordi Hannah Tinggaard Nielsen finder ud af, hvad der motiverer hende i et job. I dag sidder hun på den anden side af bordet i en fast stilling som leder og med ansvar for 70 medarbejdere.

Jobsøgning - 06. september 2023 - Charlotte Lange

31-årige Hannah Tinggaard Nielsen elsker sit job. Hver dag sørger hun for, at der bliver lavet velsmagende mad til mange af kommunens administrative medarbejdere og ældre borgere på plejehjem. Hannah Tinggaard Nielsen er nemlig ansat i Mad & Måltider under Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune, og er ansvarlig for syv personalekantiner, en gæstekok-ordning til kommunens plejehjem samt Blomsterservice.

Men at ledelse skulle vise sig at være en helt afgørende faktor for Hannahs Tinggaard Nielsen arbejdsglæde, havde hun ikke helt øje for, da hun i sommeren 2021 stod med den sundhedsfaglig kandidatuddannelse ovenpå en PBA´er i ernæring og sundhed i hånden og skulle til at søge arbejde.

”Min uddannelse er virkelig bred. Og det er både styrken, men det kan også være svagheden, når du så står overfor arbejdsmarkedet. For hvad er det, jeg direkte kan gå ud og bruge? Hvad er det, jeg kan?” spørger Hannah Tinggaard Nielsen sig selv.

Derfor er de jobs, hun vælger at søge, udvalgt på må og få. Ledelse er ikke en kompetence, Hannah Tinggaard Nielsen byder ind med i ansøgningerne som nyuddannet, og hun kommer ikke til samtaler.

”Det er som om, jeg ikke har ordene for den stilling, jeg gerne ville have. Jeg kommer til kort i min måde at skrive et CV og en ansøgning på. Jeg har mega meget at byde på, men at få det cuttet det ned eller få det forklaret er svært,” husker Hannah Tinggaard Nielsen.

Efter fire måneder på dagpenge og en række afslag daler Hannah Tinggaard Nielsens motivation. Heldigvis møder hun på det tidspunkt Martin Nielsen, der er job- og karriererådgiver hos FTFa.

Fandt et frirum

Hannah Tinggaard Nielsen og Martin Nielsen mødes en gang om måneden.

”Vores møder blev et frirum, som både handlede om jobsøgning, og som handlede om mig. Hos Martin kunne jeg få lov at rase ud og dele min frustration. Han var god til at gribe, at det var okay at være irriteret og demotiveret,” forklarer Hannah Tinggaard Nielsen og uddyber:

Det var en vild gave at få lov at sidde og tale med en, hvis job er at være til stede med mig, lytte til min frustration og analysere sig frem til, hvad mit næste skridt skal være. Hannah Tinggaard Nielsen

Studiejobbet som chefbarista er ledetråd

Efter et par samtaler med Martin Nielsen bliver det mere og mere tydeligt for Hannah Tinggaard Nielsen, at ledelse er noget, hun skal fokusere på i ansøgningerne.

”Martin var god til at få sat emneord på alt det, jeg fortalte om, og sige ”så prøv at fokusere lidt på det her”. Koordinering, organisering og ledelse var ord, der gik igen,” siger Hannah Tinggaard Nielsen.

Det er studiejobbet som chefbarista, der viser Hannah Tinggaard Nielsen, at det er i retning af ledelse, hun skal.

”Mit studiejob som chefbarista var det bedste job, jeg havde haft. Jeg havde ansvar, og jeg havde nogle rammer, jeg skulle forholde mig til, men der var også vildt meget kreativitet og elastik inden for de rammer. Jeg kunne lide, at jeg kunne hoppe mellem noget administrativt og noget enormt konkret,” fortæller Hannah Tinggaard Nielsen.

Derfor justerer Hannah Tinggaard Nielsen sit CV og lader sine konkrete ledelseserfaringer fra både studiejobs og frivilligt arbejde træde frem.

Får vikarjob via LinkedIn

Hannah Tinggaard Nielsen og Martin Nielsen laver også en plan for, hvordan hun skal søge job. Den indeholder blandt andet, at Hannah Tinggaard Nielsen skal række ud til personer på LinkedIn, som arbejder hos virksomheder, som hun også gerne vil arbejde hos.

Da Hannah Tinggaard Nielsen finder ”Mad & Måltider” i Odense Kommune, ved hun straks, at det er en organisation med en spændende strategi, der er spot on i forhold til Hannah Tinggaard Nielsens faglighed og ledelsesmæssige værdier.

”Jeg finder chefen for ”Mad & Måltider” inde på LinkedIn. Jeg har aldrig nogensinde selv mødt hende, men jeg kunne se, vi havde mange fælles kontakter, og så sendte jeg hende en anmodning. Hun accepterede min anmodning, og så var vi linket op.”

De mødes til en kop kaffe, og Hannah Tinggaard Nielsen bliver tilbudt en vikarstilling. Her er hun ansat i to måneder. Bagefter er hun igen jobsøgende, indtil hun søger en lederstilling hos ”Mad & måltider”, som hun får.

Man må godt ærgre sig

Når Hannah Tinggaard Nielsen tænker tilbage på hendes tid som jobsøgende har hun både været frustreret, men er også blevet klogere på sig selv.

”Når man ikke kommer til samtaler eller får afslag på et job, er det tilladt at tage sig tid til at ærgre sig. Det er okay at være irriteret og frustreret, men faktisk også at være ked af det. Du skal give dig selv lov til at ærgre dig i en rum tid, men så skal du lægge ærgrelsen væk og tage tanker og erfaringer med dig og arbejde videre, for du er helt sikkert blevet klogere og skal videre fra et nyt udgangspunkt,” forklarer Hannah Tinggaard Nielsen og understreger:

 

Jeg tror, der er en vigtig tankeproces og noget vigtig læring i at gå til de der jobsamtaler eller få de der afslag. Hannah Tinggaard Nielsen

 

Har du brug for en karrieresamtale?

Så log ind på Tast Selv og book en samtale med en af vores jobrådgivere.

 

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...