Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

DEBAT:DAGPENGE ER IKKE EN SOVEPUDE

Debat - 27. maj 2018 - Ghita Parry, formand for FTFa

Det er sket igen. Endnu engang sår politikerne tvivl om danskernes kollektive arbejdsløshedsforsikring i a-kassen. Senest har økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille talt for at sænke dagpengesatsen for nyuddannede. Han mener tilsyneladende, at de nuværende dagpengeregler inviterer de unge nyuddannede forbi dagpengesystemet, inden de finder et arbejde, fordi dimittendsatsen er højere end SU'en. Med i koret har han også Cepos, der igen buldrer på trommerne for at skære i satsen.

Men lad mig slå to ting fast:

For det første er udsigten til dagpenge ikke en sovepude for unge og nyuddannede i jagten på det første job. Det er et sikkerhedsnet, som giver dem tryghed til hurtigt at komme godt videre i arbejde. Jeg tror på, at vores medlemmer - også de nyuddannede - hellere vil have job end dagpenge. Samtidig kan vi jo se, at dimittendledigheden ikke er faldet, selvom dimittendsatsen er sat ned efter dagpengereformen. Det burde den være, hvis vi fulgte regeringens logik.

For det andet er udsigten til at kunne få dagpenge, hvis jobbet ikke er i hus efter endt uddannelse, helt afgørende for, at de unge melder sig ind i den kollektive forsikringsordning, som a-kasserne er. Skærer politikerne igen i dagpengesatsen for dimittender, risikerer vi simpelthen, at unge og nyuddannede mister incitamentet til at melde sig ind i a-kassen. Og mister vi opbakningen til a-kasserne, mister vi også den danske model, som vi kender den i dag - og vi vil få et arbejdsmarked, som er kendt for lange opsigelsesvarsler, rigiditet og ikke den fleksibilitet, som vi kender det for i dag.

Derfor kan debatten om at sænke dimittendsatsen ikke reduceres til, hvorvidt nyuddannede kan nøjes med mindre i dagpenge set i forhold til størrelsen på deres SU. Så lad os skabe sikkerhed i stedet for usikkerhed om vores kollektive forsikring. Lad os få en dagpengesats, der er attraktiv for alle. Også de unge og nyuddannede.

Bragt i Aarhus Stifttidende, 27. maj 2018

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...