SÅDAN FINDER DU MENING I DIT ARBEJDSLIV

Traditionelt har vi set på vores karriere som en stige, der går opad. Men vores arbejdsliv kan tage mange drejninger, fx når vi laver brancheskift. At finde mening i arbejdslivet er en vigtig rettesnor, mener forsker i karrierevejledning Inger-Lise Petersen. Få hendes bud på, hvordan du finder mening i dit eget arbejdsliv.

Arbejdsliv - 03. september 2024 - Camilla Bech Hornung

Ordet ’karriere’ stammer fra det latinske ord ’carraria’, som betyder væddeløbsbane. Men selvom vi har haft tradition for at se på karriere som en opadgående stige, er Inger-Lise Petersen fortaler for, at vi lader vores værdier præge vores valg i arbejdslivet. Med andre ord skal vi huske at finde mening i vores job.

”Det (betydningen af ordet 'karriere', red.) siger meget om, at vi ser på vores karriere og arbejdsliv gennem konkurrencebriller. Men i stedet bør vi se på vores karriere og arbejdsliv, så det både indeholder det lønnede arbejde og alt det andet, der er i vores liv. Vi skal kigge på begge dele,” siger Inger-Lise Pedersen.

Hun forsker i eksistentiel karrierevejledning og er lektor på Københavns Professionshøjskole.

Tal sammen og tag chancer

En af de myter, Inger-Lise Petersen gerne vil gøre op med, er den såkaldte rationalitets-myte, som hun mener, hersker i Danmark. 
”Vi tror, at hvis vi oplyser nok om arbejdsmarkedet og uddannelser, så kan vi klæde folk på til at træffe de rigtige valg. Men vi kan jo aldrig vide, hvad der sker efterfølgende, når vi fx har taget et jobvalg. Måske oplever man et andet scenarie end det, man håbede på.

Derfor er det vigtigt, at vi jævnligt tager et tjek på vores arbejdsliv. Vi skal have samtaler med andre, der er i samme situation som os selv, så vi kan hjælpe hinanden med at få øje på, hvad vi ellers kunne arbejde med eller med at få idéer til at skabe arbejdsglæde på vores arbejdsplads,” forklarer hun og lader en henvisning falde til organisationsteoretikeren James G. March, der i sin forskning diskuterer netop myten om rationalitet.

Inger-Lise Petersen peger også på, at man med fordel kan opsøge heldet og tage chancer i sit arbejdsliv:

 

Vi ved aldrig hvilke muligheder, der opstår, når vi møder nye mennesker. Når vi vover pelsen på arbejdspladsen og bidrager med noget nyt, så kan følelsen af fastbrændthed gå til at være følelsen af livsglæde. Inger-Lise Petersen

 

Halvdelen har foretaget brancheskift

Vores arbejdsliv tager fx en drejning, når vi laver et brancheskift. Det har 46 % af FTFa’s medlemmer gjort. Af dem, der har foretaget et brancheskift, er det godt hver tredje, der også har skiftet faglighed, mens en tredjedel har taget deres faglighed med sig over i en ny branche. Den sidste tredjedel mener ikke, at deres situation passer ind i en af de to beskrivelser. Det viser en undersøgelse, som FTFa har lavet maj 2024.

”Undersøgelsen peger ind i, at vi i stigende grad tager stilling til vores arbejdsliv. Vi stopper op og overvejer, om vi skal lave et brancheskift, der bedre harmonerer med det liv, vi gerne vil leve,” siger Inger-Lise Petersen.

43 % af medlemmerne siger faktisk, at deres arbejdsliv ser meget anderledes ud, end de forestillede sig, dengang de valgte deres uddannelse.

Men det overrasker ikke Inger-Lise Petersen:

”Det er typisk i de situationer, hvor livet banker på døren – altså hvor vi mister eller oplever alvorlig sygdom – at vi kigger på vores liv og arbejdsliv på en ny måde. Men vores værdier ændrer sig gennem hele livet, så det er nødvendigt at tage et tjek på sit arbejdsliv løbende,” uddyber hun og fortsætter:

”Alt forskning peger på, at vi skal arbejde længere. Så hvis vi også skal opfatte det som meningsfuldt, er der behov for at sætte ord på det tankemylder, vi har, ved at tale sammen.” 

Tre spørgsmål til at finde mening

Men hvilke spørgsmål kan du så med fordel stille dig selv eller en kollega, når I tager temperaturen på jeres arbejdsliv?
Inger-Lise Petersen fremhæver disse tre:

  • Hvad er vigtigt for dig i dit arbejdsliv og i dit liv i øvrigt? 
  • Hvordan skal dit arbejdsliv passe ind i dit øvrige liv? 
  • Kender du nogle i dit netværk, som laver noget, som du også synes er spændende?

75 % af medlemmerne hos FTFa siger, at deres arbejdsliv er drevet af deres personlige interesser og værdier/mening. 


Er du en af dem?

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen spørger medlemmerne ind til emner omkring brancheskift, uddannelse og arbejdsidentitet. 

Undersøgelsen er lavet i maj 2024 blandt et repræsentativt udsnit af FTFa’s medlemmer. 

1.008 har besvaret. 

Læs hele undersøgelsen her.

 

Om Inger-Lise Petersen

  • Lektor i uddannelse, vejledning og erhverv ved Københavns Professionshøjskole
  • Har tidligere forsket i eksistentiel karrierevejledning hos unge. 
  • Forsker aktuelt i eksistentielle gruppesamtaler blandt seniorer i overgangen fra arbejdsliv til livet som pensionist. 

 

 

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...