Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

KIM FIK EN JOBRÅDGIVERS BLIK PÅ SIT CV OG ANSØGNING - DET GAV RO I MAVEN OG ET NYT JOB.

Kim Larsen stod, efter en lang karriere inden for Finans og økonomi i både ind og udland, over for et jobskifte. Selvom han følte sig ganske sikker på sit ansøgningsmateriale og hvordan man præsenterer sig selv bedst til jobsamtalen, hev han alligevel fat i en jobrådgiver hos FTFa, for at få nogle andres øjne på tingene – noget han senere ikke har fortrudt.

Ledig - 05. juli 2021 - Caspian Christiansen

 

”Jeg følte mig faktisk godt dækket ind på cv og ansøgningsfronten og har også flere gange i mit liv været til jobsamtaler som er endt ud med et job. Alligevel kender vi jo alle til tilfælde hvor jobbet ender med at gå til en anden kandidat på baggrund af den ene eller anden lille detalje, det ville jeg gerne undgå”. Kim Larsen

Kigger man på Kims cv viser det at vi har at gøre med en erfaren kandidat. Kim har nemlig en lang karriere inden for Finans og økonomibranchen bag sig, hvor han har opbygget en lang række kompetencer gennem sit arbejdsliv i både Danmark og Tyskland. Alligevel besluttede Kim sig for at kontakte FTFa, for at få en kort sparringssamtale.

”Selvom jeg synes alt så fint ud tænkte jeg at det ikke ville koste mig noget lige at ringe ind og booke en sparringssamtale med a-kassen. For ku´ jeg nu virkelig føle mig sikker på at jeg ville blive opfattet lige som jeg selv forstår det, eller hvad nu hvis jeg havde overset noget eller med få virkemidler kunne optimere mit materiale, så ville det være dumt ikke at ringe”, fortæller Kim Larsen.

Ro i maven og et par lavt-hængende frugter
For Kim blev sparringssamtalen med FTFa mest af alt en bekræftelse på, at han havde fat i den lange ende og faktisk fik fortalt om sig selv på en måde der harmonerede med hans egen indre fortælling om, hvem han er, og hvad han kan tilbyde en arbejdsplads, fagligt såvel som personligt. ”Bare det at nogen udefra ser og forholder sig til det man har siddet med alene, er utrolig værdifuldt og giver en følelse af ro i maven; nu ved jeg at jeg har været rundt om alle hjørner” fortæller Kim Larsen.

Sammen med jobrådgiveren fra FTFa lavede de således kun få justeringer på Kims ansøgningsmateriale – bl.a. fik de trimmet Kims lange liste med erfaringer så tidlige arbejdsforløb udgik og de relevante joberfaringer til den specifikke stilling blev fremhævet. På den måde fik Kim lavet et skarpt og målrettet cv på kun 1 side.

Har i nogle betænkeligheder?
Også ift. jobsamtalen fik Kim et konkret råd af jobrådgiveren fra FTFa. Han fik til opgave at udfordre arbejdsgiveren i slutningen af samtalen ved at stille spørgsmålet: ”Har i nogle betænkeligheder ved at ansætte mig?” Og det var præcis hvad Kim gjorde: ”På den måde fik jeg åbnet op for at få afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål eller bekymringer allerede inden jeg gik ud ad døren, og faktisk fik jeg en følelse af at det viste noget styrke og ro at blotte sig på den måde foran en potentiel arbejdsgiver”.

Kort efter samtalen fik Kim tilbudt jobbet. Hvad der lige præcis gjorde udslaget, er han usikker på, men der er ingen tvivl om at sparringen med FTFa gav ham en ro i maven og tro på tingene. Kim ser nu frem til at starte på sin nye arbejdsplads.

 

Kims gode råd til dig der er ledig

  • Sørg for at få nogle andres øjne på dit cv og din ansøgning – også selvom du føler dig sikker i din sag
  • Hvis der bare er et par steder du kan optimere dit cv eller din ansøgning så gør det – de ekstra 10-20 % er lige så vigtige som de resterende 80-90 %
  • Vær åben og velkommende over for kritik; det er sådan vi udvikler os og kommer videre

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...