Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

Billede af: Tyler Nix

SÅDAN LÆGGER DU EN PLAN OG HANDLER PÅ DIN KARRIEREDRØM SOM KUNSTNER

Drømmer du om at have dit eget teater- eller dansekompagni? Drømmer du om at kunne leve af din egen installationskunst eller at blive anerkendt jazzmusiker? Måske har du en helt fjerde drøm liggende hjemme i skuffen. Som selvledende kunstner er det bedste råd til dig at lægge en plan og komme i gang. Her fortæller vores rådgiver fra kunstteamet Rikke Storgaard, hvordan du kan gøre.

Ledig - 23. januar 2023 - Camilla Bech Hornung

Som kunstner ved du, at du ofte selv skal skabe dine jobs. De fleste kunstnere leder sig selv i en eller anden forstand. Der vil være perioder hvor telefonen ringer, men i mange tilfælde vil du selv skulle sætte ting i gang. Og måske er det tid til at forfølge drømmen og starte nu, for alvor?

Som kunstner skal du bruge din kreativitet og viden. Men en af fælderne, som flere falder i, er, at de kun idéudvikler og tænker nye løsninger frem for at få sat handling bag.

Rikke Storgaard møder ofte kunstnere, der søger sparring på at realisere deres karrieredrøm.

”Jeg oplever, at nogle kunstnere, prøver at tænke sig til alle de opgaver, deres idé/projekt/plan medfører. Men når du har en idé, som skal føres ud i livet, er du nødt til at komme i gang og starte et sted. Mange af opgaverne opdager du først, når du er i gang, for de ligger nemlig typisk hos dig selv til at starte med,” siger Rikke Storgaard og understreger:

Det kræver planlægning og handling at være kunstner, der leder sig selv Rikke Storgaard

Lav en kunstner-karriereplan

I mange tilfælde vil det give mening at lave en karriereplan for dit kunstneriske virke. Ved at have en langsigtet plan vil du have fokus på det endelige mål og dermed også de mindre opgaver, som følger med for at nå dit mål. Altså en projektplan, hvor der er konkrete arbejdsopgaver og deadlines.
”Det er ikke for ingenting, at et pladeselskab har en fundraiser, manager, hr-, pr- og kommunikationsafdeling, bogholderi, teknikere osv. ansat. Det har de, fordi alle de opgaver ligger i det at have et kunstnerisk brand og virke. Selv om dit projekt er i mindre format, så er der stadig de samme opgaver forbundet med at producere kunst. Derfor kan du med fordel lave en projektplan, så du når dine opgaver til tiden,” forklarer Rikke Storgaard og peger på, hvilke gevinster en projektplan kan give dig:

  • Du ved, hvornår de forskellige fonde har frist for at søge støtte, og du får sat tid af til at få skrevet en god gennemarbejdet ansøgning før deadline.
  • Du kan hurtigt vende tilbage til din plan, når uforudsete opgaver har taget din tid.
  • Du er klar over, hvor mange opgaver, der ligger hos dig selv for at nå dit mål. Det er vigtigt, så du kan prioritere din tid og vurdere hvilke opgaver, du selv skal varetage, hvilke opgaver du skal lære, og hvilke opgaver du vil betale dig fra, fordi de er udenfor dit kompetenceområde.
  • Du ved, hvornår det er tid til at til at tage fat i din makker/mentor til sparring, hvis du er kørt fast.

Opgaver og mål på skrift er nemmere at handle på

Du har naturligvis dit slutmål med i planen, men husk også at dele målet op undervejs i mindre delmål. Og få det skrevet ned.

”Hvis du kun har det store mål for øje, kan du nemt komme til at gå rundt om den varme grød uden at komme videre til de konkrete arbejdsopgaver. Når målet og dine delmål kommer på skrift, så bliver det mere overskueligt og håndgribeligt at komme i gang og sætte handling bag,” fortæller Rikke Storgaard.

Karrieplanen giver retning

Endnu en fordel ved at have en langsigtet karriereplan er, at du kan bruge den i hele dit arbejdsliv. Du kan så at sige springe til og fra den.

”I de perioder hvor du har været ansat på en produktion eller lignende og dermed været væk fra din plan, så ved du, hvor du skal starte igen i din plan fremfor at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang, du har et hul i din karriere,” siger Rikke Storgaard og uddyber:

”Derfor er det også en god ide at have en logbog til dit projekt, så du dokumenterer dine opgaver, udfordringer og løsninger undervejs, så du ikke skal starte forfra i hvert nyt projekt du starter op.”

Har du brug for sparring til din karriereplan? Eller vil du have inspiration til, hvordan andre kunstnere arbejder?

Så kan du tilmelde dig FTFa’s nye møder, der er særligt for dig som kunstner. Møderne foregår på Snorresgade, der vil være andre kunstnere som deltager, så I kan blive inspireret af hinandens arbejdsmetoder og give hinanden feedback.

Læs mere om møderne her

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...