Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

Billede af: Kim Vadskær

JEG FIK MERE POWER I MIN JOBSØGNING

Da Flemming Kjemtrup Sørensen blev en del af et særligt forløb i FTFa for medlemmer over 50 år, fik hans motivation og jobsøgning et boost. På 13 uger fik han vendt halvandet års ledighed til et nyt job.

Ledig - 13. november 2020 - Camilla Bech Hornung

Det var efterhånden svært at holde gejsten efter halvandet år som jobsøgende for 58-årige Flemming Kjemtrup Sørensen. Heldigvis blev han i januar 2020 inviteret til at deltage i et særligt forløb hos a-kassen FTFa sammen med 20 andre ledige medlemmer på over 50 år. Netværksforløbet gav ham et socialt boost, kontakt til virksomheder, og så gav det ham et nyt job.

Faktisk lykkedes det halvdelen af deltagerne at få job under forløbet.

Det sociale var noget af det vigtigste. Jeg fik etableret et netværk. Vores workshops og samtalerne med de andre deltagere gav mig energi, så jeg fik mere power i min jobsøgning. Min motivation røg op, og jeg fik mere lyst til at søge de job, jeg så, på Jobindex Flemming Kjemtrup Sørensen

Han sætter ord på, hvorfor han meldte sig til:

”Det begyndte at blive ensomt at sidde selv og skrive ansøgninger. Jeg var jævnligt til samtaler, men jeg var tit ’the dark horse’, som man tog ind. Derfor havde jeg brug for hjælp til at få sparket døren ind hos nogle virksomheder.”

Flemmings forløb i a-kassen var en del af Projekt dit næste job, som er et samarbejde mellem FTFa og Jobcenter København. Projektet er finansieret af STAR og løber over 2 år. Hvert forløb varer 13 uger, hvor deltagerne – alle over 50 år – mødes i workshops og får personlige sparringssamtaler med jobrådgivere.

Kontakt til virksomheder

Thor Damgaard Holm er jobrådgiver i FTFa. Han er tovholder på projektet og var en af Flemmings sparringspartnere.

”Vi ved, at der er større risiko for at være ledig længe, hvis du er over 50 år. Derfor vil vi med projektet undersøge, hvad der virker i forhold til at finde job for folk, der har været længe på arbejdsmarkedet. Vi vil være virksomhedsrettede, vi vil undersøge, om der er noget at hente ved at sætte mennesker sammen, og så skal deltagerne ikke stå efter 13 uger uden at have prøvet noget nyt,” forklarer Thor.

At få kontakt til virksomheder i nye brancher var derfor noget, medlemmerne arbejdede meget med.

”Noget vi har set virke, er den virksomhedsrettede indsats. At man hurtigt får gjort sig klart, hvad man kan bruge en virksomhedspraktik til, at man tager telefonen og ringer til arbejdsgiver og bruger vores kontakter i FTFa og de kontakter, som jobcenteret har til flere virksomheder. Det er noget af det, der giver job,” siger Thor og uddyber:

Samtidig skal du også søge job i parallelbrancher. Jo flere heste, du spiller på, jo større er din chance for, at der sker noget. Thor Damgaard Holm, jobrådgiver

Flemming har en uddannelse som laborant, men søgte også job, hvor hans pædagogiske kompetencer kom i spil.

”FTFa ved i hvilke brancher, der skal bruges folk. Selv er man tilbøjelig til at søge de samme typer stillinger, men det er ikke altid det smarteste. Det var positivt at få den information,” forklarer han.

Brancher i vækst under corona

Men i marts – kun 6 uger inde i forløbet – kom coronakrisen og satte dagpengeuret i stå.

”Lige pludselig var der et sort hul, da corona kom. Vi arbejdede med accepten af, at det hele lukkede ned, og at det ikke længere var et krav at søge job. Men der var altså alligevel job at søge. Derfor sadlede vi om og holdt webinarer sammen med virksomhedskonsulenterne fra jobcenteret, hvor de fortalte deltagerne om, hvilke virksomheder der vækster trods corona,” siger Thor.

Flere af medlemmerne lykkedes med at få et job i nedlukningsperioden. Nogle af dem i detail og byggeri. Og et medlem landede et laborant-job hos SSI/Test Center Danmark. Det medlem er Flemming. Han sørger for at analysere danskernes coronatests, så de kan få svar på, om de er smittede med covid-19 eller ej.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...