Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

Billede af: Nicolai B. Zoffmann

1. AUGUST VIL JEG BARE TÆNKE FEDT, SÅ LYKKEDES DET

For den dag åbner Piv la Cour en chatrådgivning for unge mænd, som hun længe har drømt om at oprette. Men det er ikke den eneste drøm, hun har realiseret som socialrådgiver. Hun har skabt sin egen karrierevej ved at danne en ligestillings-organisation for og med det mandlige køn.

Arbejdsliv - 28. juni 2019 - Karen Kjærgaard

Selvom 33-årige Piv la Cour kun har været uddannet socialrådgiver i fem år, har hun allerede formået at stable konsulent- og rådgivningsorganisationen DareGender på benene sammen med to andre ildsjæle. De brænder alle for at belyse de særlige udfordringer, mænd har. Blandt andet ved at tilbyde trivsels- og diversitetsrådgivning til arbejdspladser med overvægt af mænd, mandegrupper og telefonrådgivningen MandSnak, som Piv la Cour er programleder for.

"Målet er at skabe et rum for unge mænd til at tale om de ting i deres liv, der kan være svære. Der er ikke altid en kultur for dette i deres venne- og arbejdsrelationer. Og man ved, at mænd langt oftere end kvinder oplever ensomhed, depression, vold, hjemløshed, misbrug og selvmord, men der findes i Danmark ikke rigtig nogen forebyggende tiltag for unge mænd i forhold til personlig trivsel og personlige udfordringer", forklarer Piv la Cour.

Mandegrupper allerede en succes

DareGender blev stiftet i 2017 og meget af tiden er gået med at bygge organisationen op. Men for halvandet år siden blev der tid til, at Piv kunne fokusere på sin socialrådgiverrolle og opbygningen af DareGenders rådgivningstilbud. Udover telefonrådgivningen MandSnak for mænd mellem 15 og 25 år er mandegrupper i naturen på Kalvebod Fælled på Amager allerede blevet en stor succes med venteliste til den næste gruppe efter sommerferien. Disse grupper faciliteres af unge, frivillige mænd med terapeutisk baggrund.

"Som socialrådgiver er jeg trænet i at kunne se, hvor sociale problematikker opstår, hvor de kommer fra i en social og samfundsmæssig kontekst, og hvordan de påvirker hinanden. Her ligger min interesse særligt i forhold til den kønsspecifikke socialisering af mænd, som kan have nogle negative konsekvenser, for eksempel mænds vold," siger Piv la Cour.

"Jeg er forundret over, at vi i Danmark ikke kobler køn mere op på sociale problemer, end vi gør. Det vil komme mænd til gavn og samfundet til gavn. Mænd begår fire gange så ofte selvmord som kvinder. Vi bliver nødt til at kigge mere på det kønsmæssige aspekt, og da kønnet er så konstrueret, er det noget, man kan gøre noget ved. Men hvem møder den mand, der har trådt forkert, og giver ham erkendelser og hjælp til at komme konstruktivt videre? Øget refleksion og bevidstgørelse om deres negative mønstre giver mænd handlemuligheder", mener Piv la Cour.

Aktivistisk type

Piv er en aktivistisk type, der gerne vil ændre på ting fra menneske til menneske.

"Jeg tror på, at det er på denne måde, at de største ændringer sker, og her jeg kan gøre en forskel, eksempelvis i telefonrådgivningen. Jeg er derfor meget stolt af at have skabt dette job, og det gør indtryk på mig, at det gør en forskel," siger hun.

"Det er forandringspotentialet hos andre mennesker, der driver mig, og hvordan jeg kan hjælpe dem med at finde deres ressourcer. Jeg synes, det er en meget fornem opgave, og jeg er heldig, at jeg befinder mig i nogle rammer, hvor jeg kan udføre denne opgave."

Piv la Cour ville dog gerne have givet sig selv et godt råd, inden hun og hendes to samarbejdspartnere gik i gang med at stifte deres egen organisation og drømmejob.

"Husk at forventnings-afstemme ved at snakke med andre, der har gjort det samme. Jeg havde ikke forventet, at det ville tage så lang tid at bygge op. Jeg har været nødt til at have rigtig mange bijobs ved siden af, for man kan ikke have et fuldtidsjob som socialrådgiver og samtidig stable noget på benene. Derfor har jeg både stået i en butik, været handicapmedhjælper og lavet transskribering på RUC," fortæller Piv la Cour.

Først fra november 2018 har hun kunnet få en rigtig månedsløn i DareGender.

"Men når man så lander, har det hårde slid og arbejde været det hele værd. Og når jeg skal åbne vores nye chatrådgivning den 1. august, tænker jeg bare: Fedt!," lyder det begejstret fra Piv la Cour.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...