DRØMMEJOBBET KOM I SAMARBEJDE MED FTFa
Jobsøgende flyttede jeg til København i forsøget på at starte en ny epoke i mit liv. Min arbejdsløshed ledte mig ud på Bryggen til noget så ordinært, som et intromøde med min a-kasse.
Ledig - 17. december 2018 - Charlotte Heijkoop, medlem af FTFa
I FTFa på Snorresgade blev jeg mødt af Mads, der formåede at etablere et rart fællesskab i et lokale, der ellers summede af tabuet ”jeg er arbejdsløs”.
”Vi ved godt, der ikke er nogen af jer, der ønsker at være i den her situation”, sagde han, ”Men nu er det her, I er, og lad os se, hvordan den forsikring I har købt jer til igennem FTFa, kan hjælpe jer bedst muligt videre”
Sådan lød ordene og ned faldt skuldrene. Min arbejdsløshed blev pludselig en tidsbegrænset og ikke mindst acceptabel tilstand at befinde sig i. For mig var timen til intromødet et vendepunkt.
Jeg havde i FTFa fået en base, som i virkeligheden blev etableret i samme sekund, jeg trådte ind i receptionen, hvor Hans mødte mig med smil, kaffe, hjælpsomhed og en oprigtig interesse i mig.
Receptionen blev mit kontor
Jeg udnyttede mit medlemskab til fulde ved at opsøge den viden og inspiration, der gavnede mig mest blandt de tilbud, FTFa havde for ledige.
Hos FTFa kunne jeg dels udvide min horisont omkring mine faglige kompetencer, dels klæde mig ualmindeligt godt på til alle de situationer, der lurede i horisonten.
Dertil gjorde jeg receptionen og mødelokalerne til et fast udgangspunkt i mit ”arbejde” som jobsøgende. De frustrationer der dukkede op på vejen, kunne jeg hurtigt for afløb for, fordi jeg var omgivet af personalet i FTFa, som altid havde tid til et godt råd eller en sparringssamtale.
Mads blev min sparringspartner
Undervejs havde jeg personlige sparringssamtaler med Mads, som evnede at sætte sig ind i min situation og stille de nødvendige spørgsmål.
Mads afkodede mit ambitionsniveau og omsatte det til en karriereplan, hvori vi satte strategiske og realistiske delmål. Sammen fik vi skabt et overblik. I vores samarbejde blev jeg afklaret omkring mine fremtidige muligheder.
Jeg fik en skærpet opmærksomhed på, hvor jeg gerne ville hen, og hvordan jeg kunne målrette mit cv og mine ansøgninger for at komme det.
Nedturen
Efter tre måneders hårdt arbejde med cv, ansøgninger, samtaleteknikker og workshops, løb jeg hovedet mod muren, da drømmestillingen dukkede op, og jeg ikke en gang kom til samtale.
Både Mads og jeg var meget overraskede over, det ikke lykkes, og vi havde et krisemøde, hvor der blev gjort status og lagt nye planer.
Mødet kom hurtigt til at kredse om virksomhedspraktik som næste skridt - en mulighed vi havde haft for øje helt fra starten af vores samarbejde.
Med fornyet fokus og en genvundet optimisme, skaffede jeg igennem mit netværk en praktiklads på Gentofte Hospital.
Praktik bliver til job
Under mit praktikforløb, som forløb over fire uger, havde jeg konstant fokus på at vise, jeg var uundværlig. Jeg bød mig til, kom med løsningsforslag og arbejde professionelt og omhyggeligt med de opgaver, jeg blev stillet.
Jeg fik forlænget mit praktikforløb med yderligere fire uger. De gik med at sætte mig ind i virksomhedens behov, udføre et godt stykke arbejde, og fortsat gøre en god profil.
Sideløbende havde jeg telefonisk kontakt med Mads om, hvordan det gik i praktikken. Han bakkede mig op og gav mig løbende gode råd om, hvordan jeg kunne blive så attraktiv en profil under min praktik, at jeg stod med en mulighed for job på hånden.
Efter otte ugers virksomhedspraktik blev jeg ansat i et vikariat, som et halvt år senere udmundede i en fastansættelse som produktionsleder.
Vi spillede hinanden gode
Når jeg ser tilbage på mit forløb, er det meget tydeligt for mig, det ikke var lykkes at få så god en stilling uden det samarbejde, Mads og jeg indgik.
Kernen i vores samarbejde var, at vi spillede hinanden gode. Vi havde et fælles fokus og ambition om at få mig i det rigtige job. Ved at være ærlig, ihærdig og målrettet, kunne jeg hjælpe Mads med at hjælpe mig.
På den måde udviklede et forpligtende intromøde i min a-kasse sig til at blive et intenst samarbejde og et fagligt venskab, hvor FTFa og jeg kom i mål med min jobsøgning.Charlotte Heikoop, medlem