Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

HVAD HEDDER DINE KOMPETENCER PÅ DJØF'SK?

Har du flirtet med tanken om at få et job til at supplere dit kreative arbejde? Så skal du have tjek på, hvordan du oversætter dine kompetencer overfor en chef, der ikke nødvendigvis har kunstner-briller på. Ordbogen får du her.

Ledig - 14. december 2017 - Camilla Bech Hornung

Underviser, lydmand, formidler, coach og tekstforfatter. Mulighederne er mange, hvis du som skuespiller eller musiker vil bruge dine kompetencer i en anden type job, der supplerer dit primære job som kunstner.

Men måske møder du en arbejdsgiver, der tænker: ”Jeg kan da ikke bruge en skuespiller?” eller ”Gad vide, hvad en musiker kan byde på?” Derfor er du nødt til at sørge for, at arbejdsgiveren ser matchet i dig.

“Det kan være svært at få foden inden for i skuespillerfaget såvel som i musikbranchen. Derfor kan det være en god idé at kigge efter andre jobs, hvor du stadig bruger dine kompetencer og arbejder med det, du brænder for,” siger Marianne Andersen, der er jobrådgiver i FTFa.

Hun har mange års erfaring i at rådgive kunstnere, der bijobber uden for deres branche.

“Skal du søge et job uden for dit fag, er du nødt til at kunne sætte andre ord og eksempler på dine kompetencer, end du er vant til, så arbejdsgiveren kan se, at du har masser at byde på til stillingen. Det skal du gøre i en ansøgning og i et cv,” forklarer Marianne Andersen.

I ordbogen her får du inspiration til, hvordan du kan oversætte nogle af dine kompetencer til arbejdsgiversprog.

“Men læs altid stillingsopslaget nøje igennem. Dér kan du nemlig finde de ord, som virksomheden selv bruger, om dine kompetencer,” tipper Marianne.

ORDBOG TIL SKUESPILLEREN

Relevante jobs: Coach, tekstforfatter, formidler, guide m.fl.

  • Når en skuespiller bruger ord som performance og kropssprog, kan du i stedet sige til en arbejdsgiver, at du kan brænde igennem og har det godt med at stå foran en stor forsamlilng og tale/holde oplæg. Ligesom mødestabil og fleksibel her er arbejdsgiverord.
  • Skuespillere kan bruge ord som diciplinens mester og at kunne peake på kommando. Overfor en arbejdsgiver, kan du i stedet sige, at du er god til at overholde deadlines og er resultatorienteret.
  • Som skuespiller er du uddannet i samtaleteknik og har en række kommunikationsfærdigheder. Arbejdsgiverens ord kan her være erfaren formidler, coache og undervise medarbejdere i formidling fx i at tage den 'svære samtale'. Ligesom du kan bruge ord som at have erfaring med at styre en samtale og sikre, at budskabet bliver formidlet korrekt.
  • Et skuespillerord er konceptudvikling. Matchende arbejdsgiverord er: Idéudvikling, procesorienteret og konceptudvikling.
  • Måske er du manuskript- og tekstforfatter? Så kan relevante arbejdsgiverord være skriftlig formidling og målretning af indhold til forskellige målgrupper. Konceptudvikling og at være selvkørende.
  • Er du instruktør? Kan du fx bruge arbejdsgiverord som: Koordinering, projektledelse og LEAN-orienteret.

 

ORDBOG TIL MUSIKEREN

Relevante jobs: Underviser, grafiker, lydmand, coach m.fl.

  • Når en musiker bruger ord som performance, at være disciplinens mester og at kunne peake på kommando, kan du over for en arbejdsgiver sige, at du overholder deadlines og er resultatorienteret, ligesom ordene mødestabil og fleksibel er nogle, der vækker genklang.
  • Har du kompetencer indenfor bas, trommer eller guitar? Så kan du formulere dig med arbejdsgiverord som at kunne videregive teknisk kunnen og at have passion for et instrument. Ligesom du kan undervise i instrumenter, der fanger de unge mennesker på musikskolen.
  • Musikere kan bruge ord som at jamme og improvisere. Overfor en arbejdsgiver, kan du i stedet sige, at du har kreative kompetencer, er intuitiv, omstillingsparat og god til at samarbejde.
  • Som musiker kan det være, at du har erfaring med opbygning af hjemmeside og grafiske opgaver. Her kan arbejdsgiverord være: IT-kompetencer, herunder CMS (content management system), erfaren bruger af Photoshop og konceptudvikling når ideer bliver gjort til konkrete grafiske produkter og udtryk.
  • Musikerord kan også være tour-planlægning, konceptudvikling og booking. Matchende arbejdsgiverord kan være markedsføring, koordinering, projektledelse, LEAN-orienteret, salgsevner og key account.
  • Lyd og nodelæsning kan på arbejdsgiver djøf'sk blive til detaljeorienteret og struktureret samt opsætning og teknik vedr. lyd til arrangementer fx konferencer.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...