SÆRLIGT PROJEKT HAR SUCCES MED AT FÅ LEDIGE +50 I JOB

Det kan være svært at søge job, når man har rundet 50 år. Men et særligt projekt har forkortet deltagernes periode uden for arbejdsmarkedet.

Jobsøgning - 02. maj 2023 - Freja Thorbech

En kortere periode som ledig sammenlignet med andre i finanssektoren. Det er, hvad deltagerne i projektet ’Udsyn og ambitioner’ kan glæde sig over.

Projektet, der er et samarbejde mellem FTFa og Finansforbundet, har til formål at køre ledige medlemmer, der er fyldt 50 år, i stilling til at indtage arbejdsmarkedet på ny.

Og i gennemsnit har deltagerne i projektet på over 60 år haft tre måneder mindre som ledige end andre i samme aldersgruppe i finanssektoren. For de 50-59 år var ledigheden i gennemsnit en måned kortere.

Det glæder formand i FTFa og næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen.

”Vi igangsatte projektet, fordi der er en udfordring i at bruge ressourcerne fornuftigt på vores arbejdsmarked, når det kommer til erfarne medarbejdere. Her er desværre en tendens til at ledighed varer længere, hvis man bliver ramt, og det er både frustrerende for den enkelte og et ressourcespild for virksomheder og samfund. Det skal vi have gjort op med ved at indrette vores arbejdsmarked bedre omkring senkarrieren,” siger han.

Mens ledigheden i 2022 har været lavere for medlemmer mellem 50-59 år hos Finansforbundet sammenlignet med andre faglige organisationer, er medlemmerne af Finansforbundet generelt ledige længere tid, når først de står uden job. Det gælder både for de 50-59-årige og for dem over 60 år.

Får værktøjer og netværk

Og det kan være svært at søge job, når fødselsattesten vidner om en alder på over 50 år. Det på trods af, at den erfaring, man bringer med sig fra et langt arbejdsliv, kan være guld værd for en ny arbejdsgiver.
Derfor har projektet ’Udsyn og ambitioner’ gennem blandt andet workshops, personlige samtaler, virksomhedsbesøg, eksterne oplæg og jobformidling arbejdet med at give deltagerne mod og værktøjer til at finde et nyt job.

Samtidig er tanken, at deltagerne gennem projektet får skabt et netværk og et sammenhold med andre i samme situation.

Vi har jo en fælles forpligtelse til at skabe et arbejdsliv, der giver mening i alle faser af det, og der er et behov for at se med friske øjne på, hvad man kan i den sidste del af arbejdslivet. Derfor er jeg også glad for, at projektet har virket og vi har kunnet hjælpe vores medlemmer hurtigere i job ved at give dem nogle værktøjer og netværk. Steen Lund Olsen

Han fortsætter:

”Og så håber jeg også, at vi har skabt noget opmærksomhed hos virksomhederne på, at der altså her ligger noget erfaring og nogle kompetencer, som i allerhøjeste grad kan bruges.”

Mød Henrik Brink, som er en af dem, der har været med på Udsyn & Ambitioner >>

 

UDSYN & AMBITIONER

  • Projektet er et samarbejde mellem FTFa og Finansforbundet
  • Det er finansieret med en bevilling fra STAR på 2 millioner
  • Forløbet tager 26 uger
  • 157 medlemmer har været igennem forløbet, mens 63 medlemmer er i gang med det nu. 77,7 procent af dem, der har afsluttet forløbet, er kommet i job

Særligt tre ting er omdrejningspunktet i forløbet:

  1. Deltagerne får en personlig jobrådgiver, der løbende giver individuel sparring
  2. Deltagerne bliver en del af et fællesskab inkl. oplæg af ligesindede. Det giver både motivation og faglige input fra branchen
  3. Deltagerne møder virksomheder – potentielle arbejdsgivere

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...