DET OVERRASKEDE MIG, HVOR TRÆT JEG VAR

At skifte studiebøgerne ud med en hverdag på en arbejdsplads er en omvæltning. For Johanne Ellehammer er det en ny form for træthed, hun oplever fredag eftermiddag. Her fortæller hun om at huske at spørge sine kolleger til råds, og om hvordan hun landede jobbet.

Nyuddannet - 10. marts 2023 - Camilla Bech Hornung

I januar sidste år lukkede Johanne Ellehammer studiebøgerne for sidste gang for at skifte hverdagen som studerende på professionsbacheloruddannelsen i skat ud med et fuldtidsjob. Selvom studiet klæder de studerende godt på til det arbejdsliv, der venter dem, er der alligevel to ting, der har overrasket Johanne Ellehammer.

”Den største omvæltning er helt klart, hvor træt jeg bliver. Det er hårdt at komme fra at studere og have fri oftere til at skulle møde hver dag på samme tidspunkt og have 37 timer om ugen. Det overraskede mig,” fortæller hun og fremhæver en anden forandring:

”Jeg har fået en masse viden fra studiet, men der er stadig en masse ting, jeg ikke ved. Altså vi lærer en masse brugbar teori på uddannelsen, men hvordan du rent faktisk udfører det i praksis, det er noget andet.”

Spørg dine kolleger fra dag et

Selvom man lærer at tale skat’sk på studiet, så er det nyt at blive en del af et kollegateam på en ny arbejdsplads. For Johanne Ellehammer hjalp det at spørge sine kolleger om alle mulige ting fra første dag.

”Hvor er kaffemaskinen? Hvordan betaler man for maden i kantinen? Det er enormt vigtigt at spørge sine kolleger om hjælp. Du lærer så meget i undervisningen, men du ved ikke, hvordan kulturen er og hvad du fx skal lægge vægt på i dine afgørelser,” siger hun og uddyber:

At spørge sine kolleger om det man måske selv oplever som dumme spørgsmål, det er en barriere, man skal over. Og jeg har erfaret, at det er nemmere, hvis man gør det fra dag et af. Det gør det nemmere at spørge om noget fagligt senere hen. Johanne Ellehammer

Ifølge karrierevejleder i Dansk Told & Skatteforbund Annette Albrectsen skal du faktisk blive ved med at bruge dine kolleger til sparring.

”Det stærkeste værktøj, du har i værktøjskassen, er at spørge og drøfte ting med dine kolleger. Du skal spørge, fordi du er ny, men du skal blive ved med at spørge. Det skaber tryghed blandt kollegerne og hos lederne,” forklarer hun.

Du er dygtig nok

Som nyuddannet står du over for en naturlig læringskurve.

”Som ny i jobbet kan man godt være sin egen værste fjende, fordi man har høje ambitioner for sig selv. Det er fedt, men jeg vil også berolige ved at sige, at man har en kæmpe ballast med sig fra studiet, og at der er en naturlig læringskurve. Det ved dem, der ansætter godt,” forklarer Annette Albrechtsen.

Det kan Johanne Ellehammer genkende.

”Jeg var selv meget nervøs over, om jeg var dygtig nok. Mit bedste råd er: Hop ud i det. Hold fast for det er hårdt og svært, men man skal nok lære det.”

Brug din motivation

Det er faktisk også vigtigt for arbejdsgiver, at du som nyuddannet trives i dit første job. Derfor betyder din motivation meget – både i forhold til selve jobsøgningsprocessen, men også i forhold til, om du falder godt til og nyder dine arbejdsopgaver.

”Det, jeg hører fra mange virksomheder, er, at det er motivationen hos ansøgerne, der gør forskellen. Motivationen siger nemlig meget om, hvorvidt virksomheden er det rette sted for dig at arbejde. Så det er din motivation, du kan gøre en forskel med. Andre kandidater kan have den samme uddannelse som dig, så det er noget andet, du skal bruge til at skille dig ud fra feltet,” siger jobrådgiver Søren Stig Andersen fra a-kassen FTFa.

Som medlem af FTFa kan du som nyuddannet få sparring til både cv/ansøgning og selve jobsamtalen. Det fik Johanne Ellehammer også.

Jeg fik tips til formuleringer og konstruktiv sparring. Johanne Ellehammer

”Jeg fik tips til formuleringer og konstruktiv sparring. For eksempel havde jeg skrevet noget erhvervserfaring øverst, som slet ikke var relevant for det job, jeg søgte. Men det stod øverst, fordi det var mit seneste job. Efter at have talt med FTFa satte jeg i stedet min praktik og uddannelse som professionsbachelor i skat under samme overskrift i starten af cv’et.”

Johanne Ellehammer arbejder i dag hos Skatteankestyrelsen.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...