JULEN ER SKUDT I GANG FOR FTFa'S JOBSØGENDE MEDLEMMER

Mere end 100 juleglade medlemmer havde sikret sig plads til årets julefrokost for jobsøgende, da FTFa i går slog dørene op for 8. gang. Dagen bød på både hygge, netværk og inspirerende oplæg.

Ledig - 29. november 2021 - Lene Søemod

Sild, flæskesteg og syltet rødkål på tallerkenen. Øl og snaps i glassene. Til årets julefrokost for jobsøgende var alle de klassiske juleforskrifter overholdt.

Mere end 100 juleglade gæster var samlet i Aalborg, Århus, Odense og København. Fire af dem, der havde været hurtige at få en af de eftertragtede pladser, var Anette Zacho Laursen, Birgit Torngaard, Lotte Beth og Helle Schlosser.

De er alle for nyligt blevet jobsøgende og var meget begejstrede for at komme til julefrokost.

”Jeg missede julefrokosten på mit gamle arbejde, og så syntes jeg, det lød hyggeligt at komme til julefrokost hos FTFa,” fortæller Birgit Torngaard, der bliver bakket up af Lotte Beth:

”For mig er julefrokosten et frisk pust og en god måde at komme ud.”

”Når jeg tænker på julefrokosten her i dag, tænker jeg på oplevelsen af bobler,” udbryder Anette Zacho Laursen og uddyber: ”Der er gjort noget ud af det. Fra velkomsten, til oplæggene, maden og hele konceptet. Der er venlighed, glæde og optimisme, og det har vi brug for i vores situation.”

Den oplevelse nikker de tre andre kvinder til, og Helle Schlosser tilføjer: ”Vi kommer som gæst og bliver værdsat som gæster. Jeg føler mig meget velkommen.”

Inspiration til jobsøgningen
Ud over julemad og snak over bordene bød dagen også på oplæg, der skulle give inspiration til jobsøgningen. Dagens tema var Kunsten at turde fejle, og her delte jobrådgiver Louise Vilhelmsen og foredragsholder og forfatter Pernille Aalund ud af råd og egne erfaringer.

Og netop kombinationen af fagligt input og uformel hygge er omdrejningspunktet for julefrokosten ifølge FTFa’s adm. direktør Kasper Kyed:

”Julefrokost er et årligt samlingspunkt for mange danskere. Vores jobsøgende medlemmer står i en situation, hvor de ikke har en arbejdsplads at skyde julen i gang med. Vi vil som deres a-kasse gerne skabe rammerne for, at medlemmerne alligevel kan fejre julen i hyggeligt selskab.”

”Det er derfor, at vi samler medlemmerne i dag, og så er det også vigtigt for os at give dem inspiration, som de kan bruge til at få nogle nye perspektiver på jobsøgningen og deres situation,” afslutter Kasper Kyed.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...