INDEFROSNE FERIEPENGE OG UDBETALINGER FRA A-KASSEN

Du kan nu søge om udbetaling af to ugers indefrosne feriepenge. Vælger du det, påvirker udbetalingen af feriepenge ikke din udbetaling af dagpenge og efterløn.

Ledig - 22. marts 2021 - Caspian Christiansen

Du kan nu søge om en tidlig udbetaling af to ugers indefrosne feriepenge på borger.dk. Er du på dagpenge eller efterløn, kan du roligt få udbetalt dine feriepenge, uden at det påvirker din udbetaling fra os.

Vi får i øjeblikket mange spørgsmål om udbetalingen af feriepenge, og derfor har vi samlet de mest stillede spørgsmål her.

Hvad skriver jeg på mit dagpenge-/efterlønskort, når jeg får udbetalt de indefrosne feriepenge?

Udbetalingen af dine to indefrosne ferieuger påvirker ikke din udbetaling fra os, og du skal ikke skrive din udbetaling af feriepenge på dit dagpenge- eller efterlønskort.

Har jeg indefrosne feriepenge stående, som jeg kan få udbetalt?

Hvis du var lønmodtager i hele eller dele af perioden fra 1. september 2019 til 31. marts 2020, vil du have optjent feriepenge, som du kan søge om at få udbetalt. Du kan se, om du har feriepenge stående på borger.dk.

Hvornår skal jeg søge om at få udbetalt mine indefrosne feriepenge?

Udbetaling af de indefrosne feriepenge kan ske fra 24. marts og frem til 31. maj 2021. Du bestemmer selv, om du vil have dine indefrosne feriepenge udbetalt. Beder du ikke om at få udbetalt dine feriepenge inden den 31. maj 2021, bliver de automatisk udbetalt, når du trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Tæller de indefrosne feriepenge med i mine rettigheder til efterløn?

Udbetaling af indefrosne feriepenge tæller hverken med i opfyldelsen af udskydelsesreglen (den høje efterlønssats) eller i optjeningen til skattefri præmie.

Det skyldes, at begge dele bliver opgjort på baggrund af dit antal af arbejdstimer og ikke af din indkomst.

Udbetaling af indefrosne feriepenge tæller med til indkomstkravet, som giver dig ret til at få dit efterlønsbevis.

Tæller de indefrosne feriepenge med i mine rettigheder til dagpenge?

Udbetaling af de indefrosne feriepenge kan medregnes i optjening af indkomstkravet for ret til dagpenge. De kan også medregnes i beregningsgrundlaget for beregning af dagpengesatsen.

Udbetaling af de indefrosne feriepenge kan ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Det skyldes, at de optjente feriedage ikke holdes.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...