Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

NETVÆRK GAV HURTIGT DIDDE NYT JOB TRODS CORONA-KRISEN

For Didde Espersen blev en opsigelse under corona-krisen erstattet med et nyt job efter bare 2,5 måned takket være hendes netværk. Nu anbefaler hun andre også at række ud til sit netværk. Det kan nemlig gøre timingen for en uopfordret ansøgning god.

Ledig - 15. september 2020 - Camilla Bech Hornung

Da Didde Espersen blev fritstillet fra sit job som advokatsekretær i foråret, forestillede hun sig, at hun skulle gå ledig i lang tid, fordi der blev skåret ind til benet i både hendes branche og flere andre brancher. Men sådan gik det ikke. Hurtigt fik hun konkrete job-tips fra sit netværk.

”For mig var det i starten svært at fortælle mit netværk, at jeg var blevet opsagt. Det var en eller anden form for nederlag. Men jeg mødte kun positive tilbagemeldinger fra alle og kun mennesker, der bare gerne ville hjælpe. Jeg har tidligere ikke haft det største netværk. Flere af mine tidligere kolleger var meget hjælpsomme og kontaktede mig, når de hørte om en virksomhed, hvor de kunne mangle en ny medarbejder. Normalt er det jo sådan, at man er ’ude af øje ude af sind’, så det landede lige i hjertet, at flere tænkte på mig,” siger Didde.

Derfor vil hun også råde andre ledige til at bruge deres netværk:

”Brug dit netværk, og vær ikke bange for at spørge om hjælp. Det kan være en god idé at sige, at man er blevet ledig, så hvis de hører om noget, der kunne have ens interesse, så må de i hvert fald gerne tænke på dig.”

4 ansøgninger og god timing

Diddes netværk består både af de nu tidligere kolleger og familiemedlemmer. De pegede hende i retningen af jobmuligheder og sørgede dermed for at videreformidle kontaktoplysninger, så hendes ansøgning landede i den rigtige persons indbakke på det rigtige tidspunkt.

På 2,5 måned blev fire ansøgninger – tre af dem uopfordret – til tre jobsamtaler og et jobtilbud.

”Jeg tænkte jo, at timingen var dårlig på grund af corona, men det modsatte viste sig. En af virksomhederne havde brug for en ny medarbejder, og jeg passede så ind i setup’et,” forklarer Didde.

Sammen med en uopfordret ansøgning sendte hun sit cv og vedlagde en udtalelse fra hendes tidligere arbejde.

Mærk efter og vær åben overfor nye brancher

I dag arbejder hun som projektkoordinater i ejendomsmæglerbranchen, som er en branche, hun tidligere har stiftet godt bekendtskab med.

”Hvis man bliver ledig, er min anbefaling, at man skal bruge tiden på at mærke efter, hvor ens interesseområde ligger, og om der eventuelt kunne være noget andet, man kunne tænke sig at beskæftige sig med fremadrettet. Det er vigtigt, at man ikke er fastlåst i ens tankegang, fordi man for eksempel har haft arbejde inden for et bestemt fagområde de sidste 10 år,” siger hun og pointerer:

”Det er ikke altid usundt at få en betænkningspause i ens liv.”

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...