FTFa HJALP WAHID TIL HANS FØRSTE JOB

Trods gode karakterer havde den nyuddannede socialrådgiver Wahid Mohammed svært ved at få det første job. Altså lige indtil han fik hjælp af sin a-kasse, FTFa. Hvor han før sjældent kom til samtale, kom han lige efter kontakten til FTFa til to samtaler, der blev til to jobtilbud. Resultat blev et ønskejob i Aarhus Kommune.

Ledig - 30. juli 2020 - Peder Bjerge

”Jeg ville være socialrådgiver, fordi jeg selv er opvokset i socialt belastet område. Her fik jeg kendskab til sociale udfordringer. Samtidig har jeg altid hjulpet min omgangskreds i mødet med det offentlige. Mange omkring mig er på offentlig forsørgelse,” fortæller Wahid Mohammed.

Når venner og familier fik breve fra det offentlige, var det ham, som læste det for dem. Andre gange gik han ind som tolk, når der blev indkaldt til møder i for eksempel jobcenteret.

”I begyndelsen var det min mor og far. Senere var det folk fra opgangen, som kom for at få hjælp. Andre gange hjalp jeg til i lektiecafé. Så det har altid ligget i kortene, at jeg skulle være socialrådgiver. Jeg har altid godt kunne lide at hjælpe andre mennesker.”

Som sagt så gjort.

Fik høje karakterer

Januar 2018 blev Wahid Mohammed færdiguddannet som socialrådgiver på Via University College i Aarhus. Det var en stor dag.

”Jeg var den første i min familie, der fik en studentereksamen og en videregående uddannelse. Og i min familie er vi i Aarhus godt 20 fætre og kusiner. Mine søskende var nummer to og tre, der fik studentereksamen. Den sidste søster går stadig i folkeskolen,” siger han.

Wahid Mohammed færdiggjorde socialrådgiveruddannelsen med et karaktergennemsnit på 11.

”Derefter valgte jeg at søge ind på kandidatstudiet pædagogisk psykologi, hvor jeg blev optaget på Aarhus Universitet,” fortæller han.

Efter lidt over fire måneder fandt Wahid Mohammed ud af, at det med at læse videre ikke rigtigt var noget for ham.

”Jeg skulle ud at arbejde. Fra november 2018 søgte jeg arbejde frem til oktober 2019,” fortæller han.

100 ansøgninger uden held

På trods af det høje karaktersnit, frivilligt arbejde og studierelevant arbejde, mens han læste, havde han ikke heldet med sig. Han skønner, at han i løbet af de godt 11 måneder har søgt 100 stillinger. Uden det store held.

”Hånden på hjertet tror jeg kun, at jeg blev indkaldt til fire eller fem ansættelsessamtaler,” siger han.

Den dag i dag forstår han ikke, hvorfor det var så svært for ham at komme til samtale eller blot at få respons på sine ansøgninger. Ofte kom der nemlig ikke engang svar.

”Efter lang tid gik det op for mig, at jeg var nødt til at få hjælp. Jeg tænkte, at måske kunne min a-kasse, FTFa, hjælpe mig. Omkring sommerferien fik jeg så fat i en jobrådgiver i FTFa, Steen Stampe, under en drop-in workshop, hvor man kan komme ind fra gaden for at få hjælp,” siger Wahid Mohammed.

Han fortsætter:

”Han anbefalede, at jeg lavede et par ændringer i mine ansøgninger. Jeg fulgte hans råd. Lige kort tid efter skrev jeg en ansøgning til en stilling i Skanderborg. Inden jeg sendte ansøgningen, havde jeg den lige forbi FTFa’s 24-timers sparring. De har sådan et tilbud om, at man inden for 24 timer kan få respons på jobansøgninger. De havde nogle forslag, som jeg selvfølgelig fulgte.”

To jobtilbud på en uge

Et par dage efter Wahid Mohammed havde sendt jobansøgningen, ringede de fra Skanderborg Kommune. De ville gerne se ham til en samtale. Inden samtalen ringede han til Steen Stampe for at få råd og sparring til, hvordan han skulle håndtere ansættelsessamtalen, og hvilke personlige og faglige kompetencer han skulle fremhæve.

”Dagen efter samtalen, en onsdag, ringede afdelingslederen fra Skanderborg og tilbød mig jobbet, et barselsvikariat på 10 måneder. Jeg kunne slet ikke tro det. Tænk at det lykkedes efter 11 måneder. Jeg var bare så glad.”

Inden han gik til jobsamtalen i Skanderborg Kommune havde han dog også sendt en anden ansøgning til en stilling i Aarhus Kommune. Også her havde han fået hjælp og sparring fra FTFa til ansøgningen.

”En time efter jeg havde fået tilbudt jobbet i Skanderborg, ringede de fra Aarhus Kommune for at se mig til en jobsamtale. Og det var en fast stilling. Om torsdagen gik jeg til ansættelsessamtale. Fredag ringede de for at tilbyde mig en fast stilling i Aarhus Kommune. Oven i købet inden for et område, der mindede om det, hvor jeg havde været i praktik. Det er et ønskejob, jeg har fået.”

 

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...