Billede af: Anders Beier Photography
CHRISTIANES SUCCES MED MODELLERVOKS
44-årige Christiane Larsen har gjort det, som mange af os nøjes med at drømme om. Hun har startet sin egen virksomhed og haft succes med det. Her får du hendes råd til, hvordan sparringspartnere, dit pitch og troen på dit produkt kan føre dig i mål.
Jobsøgning - 02. juli 2018 - Troels Nipper Nielsen
I foråret 2015 sagde Christiane Larsen sit gode job op. Livet som sygeplejerske på 17. år var for længst blevet til rutine og gjorde, at tanken om at blive selvstændig var begyndt at rumstere så højlydt, at nu skulle der handles på den idé, som stille og roligt var blevet mere og mere konkret.
Hjemme i køkkenet legede Christianes kreative datter nemlig med modellervoks. Men hun proppede også modellervoksen i munden, og nogle gange spiste hun det:
”Det bekymrede mig, fordi producenter af hobbyprodukter er ikke forpligtede til at vise, hvad produktet indeholder. Derfor var det praktisk talt umuligt at se, hvad der var i modellervoksen. Jeg tænkte, at det kan jeg da selv lave og samtidig stå inde for, hvad jeg selv kommer i modellervoksen. Jeg ville lave Europas første og eneste økologiske modellervoks. Så jeg gik i gang med at røre i gryderne. Men jeg vidste ikke, hvordan man styrede en virksomhed,” fortæller Christiane.
Hun ejer i dag virksomheden Ailefo.
Få en sparringspartner
Christiane blev af sit netværk rådet til at tage fat i Business Center Bornholm under regionskommunen. Det var et afgørende øjeblik:
”Jeg var jo der, hvor jeg ikke anede, hvad et CVR-nummer var. Men i Business Center Bornholm fik jeg tilknyttet en konsulent, som hjalp mig. Og siden da har vi haft et parløb, hvor vi sammen lavede en forretningsplan. Det har været guld værd,” slår Christiane fast og fortsætter:
”Det betød, at jeg ikke følte mig alene om det hele. Jeg blev hele tiden motiveret til at rykke på de planer, vi lagde sammen. Det gav godt struktur, når jeg som iværksætter ellers selv skal klare rigtig meget alene. Når man som iværksætter både skal sælge, lave regnskab, producere og så videre, har man hele tiden 17 forskellige kasketter på.”
Prøv din idé af
Når du har fået en idé, er det vigtigste, at du selv tror på den, påpeger Christiane. Du kan komme i tvivl undervejs. Derfor er det vigtigt, at du prøver din idé af på andre:
”Du skal ud og tale med folk om din idé. Få feedback på den og find ud af om der er et behov. Vær ikke bange for, at folk hugger den. Jeg har været meget rundt til bornholmske børnehaver, som jeg fx har talt med om farver, hvordan indpakningen skal se ud, og hvad der er vigtigt for dem. Så feedbacken gør faktisk din idé endnu bedre,” siger hun og kommer med endnu et eksempel:
”I Nexø fik jeg fx en kontakt, Høstet Havtorn, som jeg kunne tale med om emballage, selvom de laver noget helt andet, end jeg gør. Der er så mange problemstillinger, som vi har fælles – uanset hvad vi laver.”
Fortæl din historie
Hvis du vil lave lækker is, så er det opfundet. Men så gælder det ifølge Christiane om at opfinde din egen variant, som du så skal argumentere for, er den bedste is. Det gør du ved at personliggøre dit produkt:
”Storytelling er det aller vigtigste. Vi lever i et samfund i dag, hvor vi vælter os i produkter, og velfærdssamfundet gør at mange kan købe, hvad der passer dem. Derfor bliver du nødt til at skille dig ud. Det gør du blandt andet ved at fortælle om din historie og den rejse, du har været på. Fortæl og del med dine følgere og kunder. Du må aldrig undervurdere Facebook, Instagram og LinkedIn her. 90% af mine udenlandske forhandlere har fundet mig gennem Instagram. Ailefo bliver solgt i 13 lande lige nu. Det giver mig en kæmpe motivation.”
Sælg din idé med det perfekte pitch
Christiane øver sig hele tiden i at skulle lave det perfekte pitch – elevatortalen, som skal sælge økologisk modellervoks.
”Du skal øve dig i det hele tiden. Nogle gange har du gode dage og nogle gange dårlige. Men du skal kunne fortælle om dit produkt, hvis nogen vækker dig kl. 2 om natten, og det skal stadig lyde som verdens bedste produkt. Og her kommer troen på dit produkt ind. For hvis du ikke tror på dit produkt, så gør andre heller ikke. Derfor skal du blive ved med at øve og teste på forskellige målgrupper. Du skal ikke nødvendigvis have solgt produktet hver gang, men du skal give dem lyst til at høre mere. Det er svært og angstprovokerende, men jo mere du brænder for det, du laver, jo nemmere bliver det,” slutter Christiane.
Få tips til at lave det gode pitch her
Christianes 5 råd til dig:
- Brug de regionale vækstfora. De er en uvurderlig støtte, når du skal gøre din idé til virksomhed. Læs om dem her
- Alliér dig med andre, der kan noget helt andet end dig selv. Det styrker dit netværk, som kan hjælpe dig med fx emballage, rengskab eller bare give ny inspiration.
- Din salgstale bliver aldrig perfekt. Øv dig løbende på den og gerne overfor forskellige mennesker, som kan give dig feedback.
- Brug storytelling. Byg historien op om dit produkt eller idé. Hvad er historien bag? Hvad er dit brand?
- Tro på dig selv. Hvis du ikke tror på din idé, gør andre det heller ikke.