Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

HVORDAN SKRIVER MAN EN JOBANSØGNING?

Brug disse fem trin til at skrive en jobansøgning, der er målrettet. Alle skal øve sig for at blive gode. Men vi har gjort opstarten på ansøgningen lidt lettere for dig med denne guide. Se også eksempler på jobansøgninger.

Praktikpladssøgning - FTFa

Har du endnu ikke fået lavet din research om virksomheden? Så start med at læse her

1. Lav en fængende overskrift

Skab opmærksomhed allerede i overskriften. Prøv at fange din modtagers interesse ved at tænke ligesom en journalist. Flere avisartikler har fx gode overskrifter, der giver læseren lyst til at læse videre. Overvej, hvordan du kan gøre det samme. Hent gerne inspiration fra stillingsopslaget.

Undgå standardformuleringer som ”Vedrørende jobbet som xx”. Tag i stedet udgangspunkt i dine nøgleord:

Eksempel 1: Nyuddannet sundhedskonsulent, der brænder for måltidsglæde og formidling

Eksempel 2: Serviceminded finansøkonom med erfaring i kundeservice og salg

2. Vis din motivation

Sæt scenen med din motivation fra start. Din motivation adskiller dig fra de andre ansøgere. Hvordan kan du gøre en forskel for virksomheden, og hvad vil du bidrage med?

Gør det tydeligt, hvad arbejdspladsen vil få ud af at ansætte dig, og ikke kun hvad du personligt ønsker at få ud af jobbet.

Få inspiration af disse to gode eksempler:

Eksempel 1 - nyuddannet Pba i ernæring og sundhed:

Jeg har dyb respekt for Haver-til-Mavers mission om at skabe skolehaver og fremme børns jord-til-bord forståelse. Min passion er at skabe en større forståelse for madens oprindelse, give børn stolthed over at kunne lave mad og klæde dem på til at træffe bevidste valg. Jeg ved, at I har det på samme måde. Med mig på holdet får en projektmedarbejder, der har veludviklede samarbejdsevner, nyeste viden om økologiske grønsager samt undervisningserfaring – og som kan hjælpe med at udbrede skolehaverne til endnu flere kommuner.

Eksempel 2 - Finansøkonomstuderende som søger praktik:

At have kunden i centrum som bankrådgiver bør være et must. Jeg brænder for god kundeservice og at møde kunderne i øjenhøjde, så de går fra vores møde med en god oplevelse. I Arbejdernes Landsbank må I være rigtige dygtige til netop at udleve talemåden om at have kunden i centrum, når i for 9. år i træk er kåret som danskernes foretrukne bank. Jeg er selv studerende og vil gerne lære endnu mere af jer om at give den gode rådgivning.

Hold dig til gengæld væk fra dette skrækeksempel:

Jeg søger job som markedsføringsøkonom hos jer, da I virker super interessante. Derudover har jeg hørt, at I betaler en god løn, og så ligger det ikke så langt fra, hvor jeg bor. Med mig får I en, som er god til markedsanalyser, har fået gode karakterer og aldrig har en dårlig dag.

Tip! Brug disse arbejdsspørgsmål til at komme i gang med indledningen:

  • Hvad får virksomheden ud af at ansætte mig?
  • Hvorfor er virksomheden og jeg det perfekte match?
  • Hvad tiltaler mig ved virksomhedens værdier?

3. Sæt din faglighed i spil

Bind en sløjfe mellem de kompetencer arbejdspladsen søger, de opgaver, de vil have løst, og de kompetencer du kommer med. Giv gerne konkrete eksempler på, hvad du kan bidrage med og hvorfor. Vælg hellere to-tre relevante kompetencer og brug plads på at sætte dem ind i virksomhedens situation fremfor at forsøge at remse alt op, som allerede står i dit cv.

Eksempel 1:

Jeg har den nyeste viden i skabelse af madprojekter, og en solid forståelse for grønsagernes oprindelse og dykningsmetoder. Det vil jeg formidle videre med stor begejstring for de folkeskolelærer, som kommer til opstartsbesøg og inspirationsmøder hos Haver-til-Maver. Når jeg holder oplæg, inddrager jeg tilhørerne, da jeg tror på, at inddragelse giver den bedste læring.

Eksempel 2:

Rådgivning og viden om mekanismerne i boliglån, pensionsordninger og investeringer har jeg på et teoretisk plan fra mit studie. Disse vil jeg gerne lære mere om i praksis, fordi jeg tror på, at en grundig faglig viden og praksis erfaring er fundamentet for at skabe den gode kundeoplevelse og skabe et godt salg. Og netop salg, mersalg og kundeservice har jeg erfaring med, så I får en praktikant, der er vant til at tale med alle typer af kunder.

Arbejdsspørgsmål:

  • Hvilken konkret erfaring har du, som gør dig velegnet til denne stilling?
  • Hvilken viden kommer du med fra dit studie, som gør, at du er kvalificeret til jobbet?


Hvis det er en praktikstilling, skal du i øvrigt også svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad vil du lære og hvorfor vil du gerne lære det?

4. Sælg din personlighed

Fortæl hvordan du arbejder, og hvilke personlige kompetencer du kan bidrage med. Brug eksempler til at supplere tillægsordene. Vælg to – tre relevante personlige egenskaber, og giv plads til at folde dem ud. I stedet for at skrive, at du er et struktureret ordensmenneske, så giv arbejdsgiveren eksempler, som skaber billeder i hovedet. Skriv fx i stedet for:

Eksempel 1: Kreativiteten og skaberglæden bobler i mig, og jeg er også den, som ser og griber nye ideer, så vi sammen kan videreudvikle på, hvordan vi kan skabe Jordens bedste udendørs klasseværelse for danske skoleelever.

Eksempel 2: Jeg er nysgerrig på mine omgivelser, og med mig som praktikant får i en som spørger ind, når der er noget, som jeg ikke forstår, men som også evner at læse en situation. Jeg gør mig umage med god service, og laver gerne en ekstra beregning for kunden, hvis det kan give ham en god oplevelse – og et godt salg i sidste ende.

Arbejdsspørgsmål:

  • Hvordan arbejder du?
  • Hvordan er du som kollega?
  • Hvordan samarbejder du?

5. Lav en kort afslutning

Afslut din ansøgning med en kort afslutning, der peger frem mod en jobsamtale. Skriv eksempelvis:

Jeg ser frem til at høre fra jer, og står selvfølgelig til rådighed med yderligere information, hvis I skulle ønske det.

Eller:

Jeg ser frem til ved en kommende samtale at uddybe, hvorfor jeg er den perfekte kandidat til jobbet.

 

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...