DER KOMMER NYE DAGPENGEREGLER 1. MAJ 2023
Nogle medlemmer kan se frem til en højere dagpengesats i tre måneder, mens nyuddannede uden forsørgerpligt får mindre i dagpenge. Se her, hvad de nye regler betyder for dig.
Ledig - 01. februar 2023 -
Nogle medlemmer kan se frem til en højere dagpengesats i tre måneder, mens nyuddannede uden forsørgerpligt får mindre i dagpenge. Se her, hvad de nye regler betyder for dig.
Et flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, der ændrer i dagpengene for ledige medlemmer. De nye regler træder i kraft 1. maj 2023. Her får du et kort overblik over, hvad reglerne betyder for dig.
Højere dagpenge til ledige de første 3 måneder
Medlemmer, der bliver ledige for første gang eller genoptjener en ny dagpengeret fra 1. maj 2023 og frem, kan se frem til at få op til 23.449 kroner (før skat) i dagpenge de første tre måneder. Det er op til 3.720 kroner mere end i dag. Den forhøjede dagpengesats (som kaldes beskæftigelsestillægget) kan du få, hvis du:
- Har været medlem af en a-kasse de seneste fire år
- Har haft minimum to års arbejde på fuld tid inden for de seneste tre år
Du kan fortsat ikke få mere end 90% af den løn, du fik inden du blev ledig. Tjente du mere end 24.000 i gennemsnit pr. måned, er du berettiget til beskæftigelsestillægget. For at få det maksimale tillæg, skal du have tjent 28.400 kr. eller mere i gennemsnit pr. måned.
Lavere dagpenge og kortere dagpengeperiode for nyuddannede
Medlemmer, som ikke har forsørgerpligt overfor et barn, får sat dagpengesatsen ned, hvis de er ledige i mere end tre måneder (fået udbetalt mere end 481 timers dagpenge). Satsen nedsættes fra 1. maj 2023 og nedsættes også, hvis du har fået dagpenge som dimittend før 1. maj 2023 i 481 timer eller mere.
Er du nyuddannet under 30 år, og har du ikke forsørgerpligt for et barn?
Så får du med de nye regler 71,5 procent af den højeste dagpengesats de første tre måneder, du er ledig. Det svarer til 14.106 kr./md før skat. Men er du stadig ledig efter tre måneder, bliver satsen sat ned til cirka 9.700 kr./md. Det svarer til 49,17 % af den højeste dagpengesats.
Er du nyuddannet over 30 år, og har du ikke forsørgerpligt for et barn?
Så får du med de nye regler 71,5 procent af den højeste dagpengesats de første tre måneder, du er ledig. Det svarer til 14.106 kr./md. Men er du stadig ledig efter tre måneder, bliver satsen sat ned til cirka 12.253 kr./md. Det svarer til 62,11 % af den højeste dagpengesats.
Er du nyuddannet og har du forsørgerpligt for et barn?
Så har du – ligesom reglerne er i dag – ret til 82 % af den højeste dagpengesats, som er 16.177 kr./md før skat.
Kortere dagpengeperiode
De nye regler betyder, at du som nyuddannet og ledig få dagpenge i et år frem for i to år, som reglerne er i dag. Halveringen af dagpengeperioden gælder dog kun, hvis du har fået dagpengeret på baggrund af en uddannelse, den 1. maj 2023 eller senere.
Nyt sprogkrav til nyuddannede
Som noget nyt skal du som dimittend efter 1. maj 2023 opfylde et sprogkrav for at få ret til dagpenge.
Sprogkravet opfylder du ved enten at:
- have gennemført 6. klassetrin i folkeskolen
- have bestået prøve i Dansk 2
- eller have bestået danskprøve på tilsvarende niveau som Dansk 2
Se hele listen over muligheder for at opfylde sprogkravet her
Hvis du ikke kan opfylde sprogkravet, kan du få dagpenge, hvis du i stedet opfylder tilknytningskravet, dvs. at du har en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked. Helt konkret skal du have arbejdet i mindst 600 timer i løbet af en periode på 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.