SÅDAN HÅNDTERER DU ET AFSLAG EFTER EN SAMTALE

Når du får ”nej tak” på et job, er det fristende at afslutte samtalen hurtigt. Men grib muligheden for at gøre et sidste godt indtryk. Her får du tre spørgsmål, du med fordel kan stille, hvis du får et afslag.

Jobsøgning - 28. juni 2018 - FTFa

Dine øjne og ører er klistret til telefonen. Hvornår mon chefen ringer? Og vigtigst af alt: Får du jobbet? Forbered dig på at få et afslag allerede, når du forlader jobsamtalen - også selvom samtalen er gået godt, lyder rådet fra FTFa’s karrierecoach, Allan Stjerne Ugilt.

”Har du en plan for, hvad du vil sige, hvis chefen ringer med et afslag, har du mulighed for at gøre et godt sidste indtryk og at få input til, hvad du kan gøre anderledes næste gang,” fortæller Allan Stjerne Ugilt og advarer mod at blive irriteret på arbejdsgiveren:

”Bliv ikke irriteret, hvis du får sangen fra de varme lande og får at vide, at der var en anden ansøger, der bare lige havde mere relevant erfaring end dig. Mange arbejdsgivere har ikke lyst til at skabe dårlig stemning, når de ringer med et afslag. Til gengæld vil de ofte gerne hjælpe dig. Så fortæl chefen, at hun kan hjælpe dig ved at svare på et par sidste spørgsmål.”

Tre spørgsmål du kan stille

Allan Stjerne Ugilt giver tre spørgsmål, du kan stille arbejdsgiveren:

  • ”Hvad fokuserede I på ved den kandidat, I har valgt at ansætte?”

Svaret kan gøre dig klogere på, hvilke kompetencer du evt. kan fremhæve ved din egen profil til den næste samtale, du kommer til.

  • ”Var der nogle ting, som jeg gjorde særligt godt?”

Når du ved, hvad du gør godt, kan du bruge det til at føle dig endnu mere komfortabel til jobsamtaler.

  • ”Jeg er stadig meget interesseret i virksomheden. Må jeg søge en stilling hos jer en anden gang, hvis det bliver aktuelt?” Svaret vil formentlig altid være et ja, men stiller du alligevel spørgsmålet, viser du din motivation for at arbejde i virksomheden. Det er et stærkt sidste indtryk at efterlade.

Arbejdsgiveren skal huske dig

Det sker, at virksomheder ansætter den forkerte kandidat. Sker det, skal de gerne huske dig.

”Får virksomheden ansat det forkerte match, eller springer kandidaten selv fra, så retter de nogle gange blikket mod nummer to frem for at starte rekrutteringsprocessen op igen. Har du vist forståelse og motivation for at komme i betragtning på et senere tidspunkt, vil den ansættende leder nemmere kunne huske dig, hvis de laver en fejlansættelse, eller der kommer en ny stilling.”

Sælg ikke dig selv igen

Når du sidder med arbejdsgiveren i røret, skal du til gengæld ikke begynde at sælge dig selv igen.

”Nogle bliver vrede og frustrerede, når de får et afslag. Nogle begynder sågar at argumentere imod beslutningen og forsøger at sælge sig selv igen. Det er imidlertid ikke en positiv måde at tage imod et afslag på. Beslutningen er nemlig taget, og arbejdsgiveren har allerede ringet til den kandidat, de vil ansætte. Vær i stedet nysgerrig på argumenterne uden at lave indvendinger, selvom det kan være svært,” understreger Allan Stjerne Ugilt.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...