KATRINE SKREV SIG TIL TOPPEN AF BUNKEN
I december blev Katrine Pedersens drømmejob slået op. Men hun gik i stå med ansøgningen. Pludselig var der meget på spil og mange ord, hun gerne ville skrive til sin kommende arbejdsgiver. Læs, hvordan hun fandt sit drive, og hvordan hun skrev sig til toppen af bunken.
Ledig - 16. marts 2017 - Camilla Bech Hornung
”Jeg skal bare have et helt stille og roligt 8-16 job, hvor jeg har fri, når jeg har fri.”
Det var historien, som socialrådgiver Katrine Pedersen fortalte sit netværk, da hun i december blev ledig. Men der gik ikke længe, før hun fandt ud af, hvad hun virkelig brændte for.
”Hver gang jeg talte med mit netværk og med de virksomheder, hvor jeg søgte job, blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk brændte for at være leder. I løbet af min jobsøgning skrev jeg nemlig noter undervejs. Jeg skrev fordele og ulemper ned ved de forskellige jobs, jeg søgte, og jeg tog noter, når jeg havde haft møder med mit netværk,” fortæller Katrine Pedersen og fortsætter:
”Jeg kunne se på det hele, at udvikling og det faglige indhold i jobbet er det, der betyder mest for mig. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk er villig til at gå på kompromis med arbejdstiden og transporttiden. Den viden hjalp mig rigtig meget, og gjorde mig skarp på min motivation for at søge netop de jobs, jeg gjorde.”
Sparring med FTFa
I starten af december blev drømmejobbet slået op. Men ansøgningen skrev ikke sig selv.
”Der var simpelthen så meget, jeg gerne ville fortælle til min kommende arbejdsgiver, og der var pludselig meget på spil, fordi jeg virkelig gerne ville have det job. På intromødet i FTFa blev jeg opmærksom på, at jeg kunne få feedback på mit cv og min ansøgning,” fortæller Katrine Pedersen.
Selvom hun plejer at have godt styr på at skrive ansøgninger, greb hun alligevel tilbuddet om sparring fra a-kasse.
”Jeg sendte min halvfærdige ansøgning ind til FTFa, og fik nogle rigtig gode råd tilbage. Jeg lærte bl.a., hvordan mit cv og ansøgning kan supplere hinanden, så min ansøgning peger fremad og cv’et peger tilbage på min erfaring og kompetencer. Nu har jeg en god skabelon for, hvordan en ansøgning og et cv kan skrives – selvom det naturligvis skal målrettes hver gang,” forklarer Katrine Pedersen.
I marts starter Katrine Pedersen på sit nye job som leder på et opholdssted. Og hun er ikke alene om at komme direkte videre i job med rådene fra FTFa.
”Jeg giver også mine venner sparring, når de søger job. Faktisk kender jeg tre, der fornyligt har skrevet ansøgning og cv med de her råd og ved at se på eksemplerne på FTFa’s hjemmeside. De blev alle kaldt til samtale,” siger Katrine Pedersen.