FRA STUDIEKAMMERAT TIL MEDARBEJDER
Hvad gør du som nyuddannet for at skrive dig til toppen af bunken og lande dit første job? Simon Jespersen lavede en plakat og delte den med sit netværk på LinkedIn, da han blev færdig som bygningskonstruktør i januar. I dag er han allerede startet i sit første faste job. Læs hans historie her:
Nyuddannet - 06. februar 2017 - Camilla Bech Hornung
Vejen til arbejde
Min vej til job handlede meget om synliggørelse og nytænkning - humlen er ikke længere bare en ansøgning, men hvad man gør for at blive opdaget og set af arbejdsgiverne. Fra starten af mit studie som bygningskonstruktør har jeg og mange andre af mine medstuderende på opfordring af FTFa oprettet en LinkedIn profil for at gøre os synlige for arbejdsgiverne. Gennem min uddannelse har jeg opdateret og gjort den mere målrettet.
Under mit bachelorprojekt lavede jeg en plakat med et billede af mig selv og en tekst, der beskrev mig som bygningskonstruktør og de nødvendige oplysninger. Her brugte jeg min LinkedIn profil til at poste den i mit netværk, som kunne dele den videre.
Plakaten var med til at skabe en masse opmærksomhed, og jeg blev på baggrund af denne kontaktet af flere arbejdsgivere, som var interesseret i en ansøgning, samtale eller et direkte job.
Jeg synes, at en ansøgning skal udstråle det, du vil vise arbejdsgiveren, og hvad du kan tilbyde arbejdspladsen. Igennem arbejdet med at skabe en god målrettet ansøgning brugte jeg mit netværk og fagforening. Det er nemt at beskrive sig selv, og hvad man har af kompetencer, men det er ikke altid, at læseren får det samme ud af ansøgningen, som du har ville fortælle. Derfor har jeg haft stor succes med at bruge mit netværk inden for min branche og brugt deres opfattelse af ansøgningen til at komme frem til det budskab, jeg vil ud med.