Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

ELEVATORTALEN

Hvad kan du nå at fortælle om dine kompetencer og din værdi på den tid det tager en elevator at køre fra 1. sal til 8. sal? Elevatortalen er den tale, der opsummerer det på omkring max ét minut.

Gennemslagskraft - FTFa

Det er vigtigt at have styr på din elevatortale, når du skal til jobsamtale.
Ofte, vil du, som noget af det første, blive spurgt om, du kort vil præsentere dig selv. Her er det vigtigt, at du er klar over, hvad du vil sige, så du udstråler sikkerhed og fokus. Så vil du stå stærkere i forhold til at få jobbet.

Her kan du lære mere om, hvordan du laver din egen elevatortale.

Elevatortalen besvarer fire spørgsmål

Den ideelle elevatortale besvarer i løbet af 30 sekunder, følgende spørgsmål:

  1. Hvem er du?
  2. Hvad laver du?
  3. Hvad kan du?
  4. Hvad vil du?

Talen skal vise hvem du er, og hvordan du kan skabe værdi for den virksomhed, du søger hos. Sørg for at tilpasse din tale til den du taler med.

På en karrieremesse vil du fortælle noget andet end til en arbejdsgiver, som du sidder til jobsamtale hos.

Sådan øver du elevatortalen

En måde at øve elevator talen på, er at mødes med en ven og følge nedenstående model:

  1. Du starter med at have to minutter til at komme omkring de fire spørgsmål
  2. Efter de to minutter er gået, har du nu 30 sekunder til at reflektere over, hvordan du kunne optimere dine svar.
  3. Du har nu ét minut til at komme omkring de fire spørgsmål
    Efter det ene minut er gået har du igen 30 sekunder til at reflektere over, hvordan du vil kunne optimere din besvarelse
  4. Du har nu 30 sekunder til at komme omkring de fire spørgsmål
  5. Få feedback fra din ven på, hvad der virkede godt. Og hvad der kan forbedres.
  6. Øv elevatortalen igen og igen, så den til sidst sidder lige i skabet og du er klar til at sælge dig selv til jobsamtalen, karrieremessen, eller hvor du ellers møder din fremtidige arbejdsgiver.

Olivia og Mikkels eksempler på elevatortaler: 

Jeg hedder Mikkel og læser til en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Jeg har erfaring med børn og måltider fra mit studiejob i en SFO. Her har jeg stået for at lave projekter om mad og madglæde for børn. Projektledelse og udvikling af koncepter, som kan skabe madglæde, vil jeg gerne arbejde videre med. Hvad optager jer i jeres virksomhed?”

(Eksempel på en studerende som søger praktikplads)

Jeg hedder Olivia og er netop uddannet som finansøkonom. Jeg har erfaring fra mit studiejob med ejendomsadministration og har hjulpet mange forskellige typer af kunder sammen med min chef. Det er både udfordrende at sætte sig ind i de mange sager og samtidig er det spændende at kommunikere med de forskellige boligforeninger og hjælpe dem med at have styr på deres budgetter og regnskaber. Det vil jeg gerne blive endnu dygtigere til i fremtiden.”

(Den jobsøgende, som sidder til samtalen, og bliver bedt om præsentere sig selv):