ER DU INTROVERT ELLER EKSTROVERT?

Tag testen nedenfor ved at svare på 10 spørgsmål, og find ud af om du har flest introverte eller ekstroverte træk. Vi er allesammen forskellige. Og når vi er sammen med andre mennesker, er det rigtig godt at være bevidst om, hvad vi er særligt gode til og måske mindre gode til. Særligt når du starter på et nyt job, kan du bruge dine styrker og være bevidst om dine svagheder, til at få den bedste start.

Nyuddannet - 06. maj 2021 - Toke Skov Larsen

Tag testen

Bliv klogere på dine svar her med input fra Jytte Kalmer, der er job- og karrierecoach i FTFa

Hverken introvert eller ekstrovert? Måske er du ambivert

Du har sikkert hørt om forskellene mellem introverte og ekstroverte mennesker, og du har sikkert også en ide om, hvad du selv er. Men måske føler du dig hverken som introvert eller ekstrovert – måske kan du både lide at feste med mange mennesker den ene dag og sidde alene og læse den næste. Så er du måske hverken ekstrovert eller introvert – men ambivert. Det er de fleste af os faktisk.

Hvor henter du din energi fra?
Ifølge job- og karrierecoach i FTFa, Jytte Kalmer, er det de færreste mennesker, der er 100 procent introverte eller ekstroverte.

Om man er er mest introvert eller mest ekstrovert handler i høj grad om, hvor man henter sin energi. De introverte lader op, når de sidder alene uden for mange forstyrrelser, mens de ekstroverte skal ud blandt andre mennesker for at få ny energi. De ambiverte har ikke én måde at samle energi på, men vælger forskelligt fra gang til gang. Jytte Kalmer, job- og karrierecoach i FTFa

Mest introvert
Når introverte søger andre mennesker, er det ofte med et meningsfuldt formål i sigte – ikke bare for at mødes uden formål. Introverte er også optagede af at finde formål og motiv bag handlinger, og de har ofte behov for at sidde selv med forskellige input i tanker og følelser for at finde ud af, hvad de selv mener.

Hvor ekstroverte trives med megen stimuli, kan introverte hurtigt blive overstimuleret. Selv det at være sammen med andre mennesker, kan være overstimulerende for nogle introverte. Gennem hjerneforskning har man fundet ud af, at introverte reagerer kraftigere på ydre stimuli som smerte, smag og lugt.

"At være introvert betyder IKKE, at man er genert, sky eller asocial. Introverte kan godt lide andre mennesker, men trives bare bedst med dem i små mængder," siger Jytte Kalmer.

Mest ekstrovert
Ekstroverte er ofte hurtige til at finde ud af, hvad de synes om det ene eller andet emne, og de tænker, mens de taler. Hvis ekstroverte er alene i længere perioder, kommer de let til at føle sig ensomme. De bliver understimuleret og får en fornemmelse af at blive drænet. De er derimod ofte gode til det sociale samspil og yder bedst på jobbet, når de arbejder sammen med andre.

"De vil helst have døren åben ind til deres kontor, så de kan følge med i livet udenfor, og de er ofte meget hurtige til at fylde kalenderen ud, hvis der skulle være et par dage uden aftaler," siger Jytte Kalmer.

Mest ambivert
Ambiverte har ikke altid mest lyst til store fester eller altid mest lyst til at være alene. Ambiverte vælger til og fra i forskellige situationer. Ambiverte kan ofte finde sig selv stå og lytte til en ekstrovert i lang tid, og kort tid efter være den, der taler og underholder en anden – introvert – person.

Ifølge job- og karrierecoachen, kan man som ambivert opleve at blive opfattet som ekstrovert blandt sine nærmeste venner, men introvert når man er sammen med mere perifere bekendtskaber.

"Mange ambiverte holder af at samtale med andre mennesker – også i større forsamlinger – men mister interessen, hvis ikke samtalen indeholder noget dybde og meningsfuldhed. De kan godt lide at bidrage med deres input i en forsamling, men bryder sig ikke om at få større opmærksomhed, end de havde forventet" siger hun.

Hvad er bedst?

Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er én persontype, der er bedre end de andre Jytte Kalmer

"Nogle mener, at det særligt er de ekstrovertes karaktertræk, der påskønnes i verden og på arbejdsmarkedet i dag. Men er du introvert, så fortvivl ikke. Dine styrker er uundværlige, fordi du blandt andet tænker før du taler, er god til at observere, er reflekterende og bidrager med velovervejede iagttagelser, som de ekstroverte overser, fordi deres opmærksomhed er rettet mod deres omgivelser," siger Jytte Kalmer.

Ligegyldigt om du er introvert, ekstrovert eller ambivert, så pas på med at slå knuder på dig selv for at leve op til, hvad andre gør. Føler du, der er noget, der er svært på dit arbejde, kan det muligvis tilskrives, at der efterspørges en kompetence, du ikke har naturligt flair for. Det er helt okay, så er der andre ting, du har lettere ved end dine kolleger. Ved at have en ide om, hvad du selv er god til og mindre god til, kan du blandt andet blive bevidst om nogle blinde punkter hos dig selv, ligesom du kan få en forståelse for, hvorfor andre mennesker reagerer anderledes, end du selv ville have gjort.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...