MADS UDVIKLEDE SIG PÅ REKORDTID OG FIK ARBEJDE I EN NY BRANCHE

Efter et års opsigelsesperiode med jobsøgning på egen hånd var Mads’ motivation på nulpunktet. Alligevel stod han med et job på hånden kun 1,5 måned efter, han meldte sig ledig.

Ledig - 17. september 2020 - Peder Bjerge

”Hvis der var nogen, der havde sagt til mig i december, at jeg ville arbejde med alternativ energi om to måneder, så havde jeg ikke troet dem,” lyder det fra Mads Nielsen.

Der er to grunde til, at han ville have haft svært ved at tro på den forudsigelse.

For det første kommer Mads Nielsen med 25 års erfaring fra en helt anden branche, finansbranchen. For det andet havde han søgt job, så godt han kunne i de sidste 12 måneder.

Særligt den lange jobsøgning havde sat sine spor på Mads Nielsens humør og motivation:

”I løbet af min opsigelsesperiode på et år havde jeg sendt ca. 120 ansøgninger og taget kontakt til 70 personer fra mit netværk. Alligevel stod jeg uden job og skulle nu melde mig på dagpenge. Jeg følte mig for gammel – jeg er i 50’erne – og havde faktisk helt mistet troen på, at jeg nogensinde skulle finde et job i Danmark.”

Ændrede sin opfattelse af a-kassen

Det med at melde sig ledig er ikke noget, som nogen medlemmer ser frem til. Men Mads Nielsen var ekstra nervøs, da han første gang tjekkede ind hos FTFa til sit infomøde.

”Jeg havde hørt fra bekendte, at dagpengesystemet var forfærdeligt. Som et fængsel, hvor man blev mødt af kontrol og løftede pegefingre, så jeg fik helt angst ved tanken,” forklarer Mads Nielsen om sin forventning til sin a-kasse.

Da han et par timer senere gik hjem, var det med en helt anden opfattelse af, hvordan det kan være at være ledig. Blandt andet overraskede det ham, at han kunne få forskellig slags rådgivning:

”Mit indtryk af min a-kasse ændrede sig 100 %. Jeg kunne godt lide at være der, og jeg blev meget overrasket over, at jeg kunne få en personlig coach helt gratis. Hver gang jeg var til møde, var der en god stemning, og jeg mødte sympatiske mennesker. FTFa blev hurtigt lidt som en familie.”

Med sit nye syn på a-kassen, gik Mads Nielsen hurtigt all-in på sin jobsøgning med en genfunden motivation. Den første måned som ledig deltog han i hele seks møder, som på hver sin måde var med til at bryde nogle af de grænser, Mads Nielsen ubevidst havde sat for sig selv i sin opsigelsesperiode. Han fik ikke kun gode råd og tips, men blev også udfordret på, hvordan han kunne gribe sin jobsøgning an.

Tog chancer og tænkte ud af boksen

I det år der gik, inden Mads Nielsen meldte sig ledig, var han gået målrettet efter jobs, der mindede om det, han kom fra. Med sine egne ord havde han bevæget sig rundt i en comfort zone uden for alvor at udfordre sig selv. Det blev han til gengæld til sine møder:

”Hos FTFa fik jeg et realitetstjek. Ikke på en grim måde, men på en måde så jeg blev klar til at træde ud af min comfort zone og være mere åben over for andre ting,” fortæller Mads Nielsen om sin nye måde at gå til jobsøgning på.

”Jeg begyndte at kigge på jobs inden for andre brancher, som jeg ikke havde overvejet før, og jeg søgte også jobs, hvor lønnen var lavere end i mit tidligere job. Faktisk fik jeg mit job ved at søge en stilling, som jeg aldrig ville have søgt i min opsigelsesperiode, fordi det ikke var min profil, de ledte efter” husker Mads Nielsen.

Det endte også med et afslag på den ansøgning, han havde sendte, men den næste dag ringede direktøren til ham, fordi han syntes, at Mads Nielsen havde en spændende profil. Den kunne de godt bruge et andet sted i virksomheden. Stillingen var ikke slået op, så Mads Nielsen ville aldrig have fået den, hvis ikke han havde taget en chance.

Et opråb til andre ledige

I dag er Mads faldet godt til i sit nye job, men hvis han skulle have gjort noget anderledes, er han ikke i tvivl.

”Jeg ville ønske, at jeg havde mødt FTFa tidligere i min jobsøgning. Faktisk ville jeg ønske, at flere kom til alle møderne. Det er en fejl, når folk tænker, de ikke har brug for det,” mener Mads Nielsen i dag. For hans vedkommende spillede møderne en vigtig rolle både fagligt og personligt:

”Jeg gik hjem med en eller to gode idéer efter hvert møde, og det var motiverende for mig at møde andre mennesker, der var i en hård situation ligesom mig selv. Det gjorde, at jeg fik ny energi,” afslutter han.

Mads Nielsen er et opdigtet navn, da han ikke har lyst til at medvirke med sit rigtige navn. FTFa kender hans identitet og forløb i a-kassen.

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...