GRAVIDITET BEHØVER IKKE SÆTTE JOBSØGNINGEN PÅ PAUSE

I sin ene hånd holder Inger Lerch Høj et eksamensbevis i kunst og kulturledelse, hvor blækket kun lige er tørt. Men selvom hun står med en uddannelse,hun næsten ikke kan vente med at komme ud og bruge, så har Inger svært ved at tro på, at et nyt job er inden for rækkevidde.

Årsagen er, at Ingers anden hånd forventningsfuldt hviler på en hastigt voksende mave. I sommeren 2018 har Inger Lerch Høj nemlig to gode grunde til at gå rundt med et smil op til begge ører: Eksamen er i hus og til oktober har hun termin med sit andet barn.

"Det lå i kortene, at jeg ikke fik noget job, når jeg var gravid og på vej på barsel. For hvem gider ansætte én, der skal på barsel, som det første efter ansættelsen?" spørger Inger Lerch Høj retorisk. Hun gik, ligesom så mange andre, rundt med en forestilling om, at jobkøen var lukket land for gravide.

Opfordringen

Der er job, hvor der er langt mellem opslagene. Sådan et er lederstillinger i kunst og kulturbranchen. Derfor var Inger Lerch Høj ekstra ærgerlig over timingen, da hun læsteopslaget for en souschefstilling på musikskolen i Furesø Kommune. For med ansættelsesstart 1. august, godt to måneder før hendes termin, kunne hun da umuligt tillade sig at sende en ansøgning afsted, mente hun:

"Min første tanke var Åh nej, det går slet ikke at søge en stilling så tæt på min termin. Heldigvis talte jeg med en tidligere kollega, der kendte lidt til lederen på Furesø musikskole. Hun tog fat i mig og opfordrede mig til at søge stillingen alligevel," husker Inger,

"Tag nu og ring, sagde hun til mig, han er en leder, der vil ansætte efter kvalifikationer, og muligvis hellere vil vente på den rette kandidat."

Opringningen

Det gav Inger det fornødne skub til at give stillingen et skud. Med den beslutning på plads manglede hun kun at finde ud af, hvordan hun ville gribe samtalen om sin graviditet an:

"Det var vigtigt for mig at være ærlig, så jeg ringede til lederen og fortalte ham, hvordan landet lå: Hvem jeg var rent fagligt, at jeg var blevet opfordret til at søge, at jeg selvsagt var meget interesseret, men også at jeg var gravid. Og så spurgte jeg, om jeg skulle søge jobbet."

Det fik Inger grønt lys til, men hun var alligevel ikke sikker på sin chance:

"Han måtte vel egentlig ikke sige, at jeg ikke skulle søge jobbet, så da jeg sendte ansøgningen afsted, tænkte jeg, at den nok ville ende i skraldespanden."

Indkaldelsen

Ingers forbeholdenhed viste sig dog at være ubegrundet. Kort tid efter fik hun nemlig det, som alle jobsøgere ønsker sig: En indkaldelse til jobsamtale.

"Jeg blev både meget glad og overrasket. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om min jobsamtale mon var en halvvejs vennetjeneste over for min tidligere kollega,” fortæller Inger, der valgte at forberede sig så godt, hun kunne. Til jobsamtalen valgte hun at lade være med at tale om sin graviditet:

”Jeg gik ind til samtalen med en tryghed, fordi jeg havde fortalt lederen, at jeg var gravid. Derfra følte jeg ikke, at det var min beslutning at sige det til samtalen – ligesom jeg ikke vidste, om de andre i ansættelsesudvalget kendte til graviditeten.”

Undervejs i samtalen blev Inger bekræftet i, at hun havde søgt det helt rigtige job:

”Jeg nød at bruge min faglighed – det var jo faktisk første gang, nogen rigtigt spurgte mig ind til den. Samtidig havde jeg en god connection med lederen, og den måde de fortalte om jobbet gjorde, at jeg virkelig blev glad for, at jeg havde søgt.

Ansættelsen

To samtaler senere kunne Inger løfte armene i lettelse og begejstring, da hun blev tilbudt jobbet som souschef – fem måneder henne i sin graviditet:

”Jeg føler en kæmpe taknemmelighed over hele forløbet – min arbejdsplads fortjener en medalje, fordi de går forrest og ikke lader sig begrænse af noget, der er et samfundsmæssigt vilkår. Graviditet kan ofte være noget, der byder imod på arbejdsmarkedet, men sådan behøver det ikke at være,” pointerer Inger.

Hun nåede at være souschef i seks uger, hvor hun lærte arbejdspladsen og sine nye medarbejdere at kende, inden hun gik på barsel. Ifølge Inger er hun blevet en bedre leder i løbet af sin barsel:

”I tiden op til min barsel sluttede, var jeg som en sulten væddeløbshest. Jeg glædede mig som en vanvittig og var topmotiveret til at begynde igen og skabe de optimale rammer for de medarbejdere, der arbejder på musikskolen.

Reaktionen

Når Inger fortalte sin familie og venner, at hun var blevet ansat, da hun var gravid, så var reaktionen ofte den samme: ”Wow, hvor vildt!”. At reaktionen har været så overraskende, kom bag på Inger, der blev motiveret til at dele sin historie, så forestillingen om gravide kvinder på arbejdsmarkedet langsomt kan ændre sig. Ikke kun for kvindernes skyld, men også for arbejdspladserne:

”I mit job er børn og pædagogik en del af hverdagen. Så det at få børn gør mig på ingen måder til en dårligere leder,” siger Inger og fortsætter:

”Det er lige før, man skulle starte alle ansættelser med en tænkepause. Jeg har fx samlet en hel notesbog med idéer og tanker, og når jeg vender tilbage, så får arbejdspladsen en topmotiveret og loyal leder.”