Billede af: ”Jeg kan mærke livsnerven i at skabe mit eget job”
"JEG KAN MÆRKE LIVSNERVEN I AT SKABE MIT EGET JOB"
Det er ikke kun en romantisk rejse at være selvstændig. Men finder du frem til dit ”why”, er jorden gødet for et eventyr. ”Stå fast på det, du tror på,” lyder rådet fra Trine Madsen Dagø. Hun prøver lige nu kræfter med at have sin egen virksomhed nogle timer om ugen.
Ledig - 16. november 2017 - Camilla Bech Hornung
Trine Madsen Dagø drømte om at hjælpe kvinder med at gå ned i vægt. Fra hun fik godkendt 10 timers selvstændig bibeskæftigelse hos a-kassen, gik der nogle måneder, før hun var klar til at sætte handling bag drømmen. Nu coacher hun kvinder, der overspiser, når livet slår kolbøtter.
”Jeg kan mærke livsnerven i at skabe mit eget job. Det giver mig en form for frihed. Men der er særligt tre ting, der motiverer mig til at fortsætte. For det første gør det mig stolt, at jeg har skabt min egen stilling. For det andet har jeg følelsen af, at det er nu eller aldrig. Og for det tredje motiverer det mig, når mine kunder går fra en coachingsamtale med smil på læben og lethed i øjnene,” siger Trine, der ud over et life coach kursus har en uddannelse som folkeskolelærer og en professionsbachelor i ernæring og sundhed.
Find dit ”why”
Skal du have succes med at etablere din egen virksomhed, er det ifølge Trine afgørende, at du kan sætte ord på, hvorfor virksomhedens produkt har sin berettigelse. I Trines tilfælde skal hun vide, hvorfor hun tilbyder coaching.
”Grunden til, at jeg tilbyder coaching er, at jeg vil hjælpe kvinder med at gå ned i vægt uden at de skal gå på slankekur. Så de bliver i stand til at behandle sig selv godt ved at hente hjælp i andre ting end mad, når livet slår kolbøtter,” forklarer Trine og fortsætter:
”Det er min rettesnor. Det er det, jeg holder fast i. Du skal simpelthen finde ud af, om du har noget på hjerte, som du gerne vil leve af og dele med andre. Kender du ikke dit why, sender du forskellige budskaber til dine kunder, og de bliver forvirrede.”
Stå fast og lyt til branchen
Et netværk er godt, og kan bruges til mange ting. Men Trine minder også om, at du skal huske at stå fast på din retning. Dit netværk kan nemlig have mange gode råd og meninger om dit arbejde.
”Da jeg sagde til mit netværk, at jeg ville være selvstændig, fik jeg nærmest 10 gode råd om dagen. De kom fra alle lige fra familie, venner, powerjobsøgerne, a-kassen og jobcenteret. Jeg blev bombarderet. I sådan en situation er det igen vigtigt at stå fast på det, du tror på. Hvis du vil være dygtig til at svømme, skal du ikke spørge verdensmesteren i golf. Sørg i stedet for at snakke med nogen, der spiller i mesterrækken i din branche. Jeg følger fx nogle dygtige coaches inden for ernæring og sundhed og finder inspiration i litteraturen.”
Kast dig ud i det
Set i bakspejlet er en af de vigtigste erfaringer, Trine har gjort sig, at kaste sig ud i det:
”Hold op med at fedte for længe rundt i hjemmesider og visitkort – det kan betyde, at du ikke kommer i gang. På en hjemmeside skal der stå, hvem du er, hvad du tilbyder, og hvordan de kan få fat i dig. Det er klogt at have en profil på LinkedIn, men brug ikke alt for mange timer på det. Og husk så på, at du ikke kan kontrollere noget. Du kan ikke kontrollere, hvem der henvender sig til dig. Falder du, så skal du rejse dig. Det er et langt sejt træk.”
Trine har fået vejledning omring reglerne for selvstændig virksomhed hos FTFa. I marts fik hun godkendt 10 timers selvstændig bibeskæftigelse. Derudover byder hverdagen på jobsøgning, da hun også skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.