KUNSTEN AT SPILLE HINANDEN BEDRE

Med lyst asketræ og rødt bagtæppe som kulisse trækker 66 musikerehver torsdag og fredag i kjole og hvidt. Når Aarhus Symfoniorkester fylder Symfonisk Sal, spiller de alle hinanden bedre. Det er kun muligt, fordi alle ved, i hvilken retning koncerten skal gå, når dirigenten slår an.

“Det, der er så vildt ved vores erhverv, er, at vi kan starte og slutte en tone samtidig uden at sige noget til hinanden. I stedet mærker vi hinanden, og det gør vores samarbejde intenst og intimt. Mærker jeg, at nogle hiver i tempoet, så følger vi på obo med,” fortæller Oliver Nordahl, der er solo oboist hos Aarhus Symfoniorkester.

Hos Aarhus Symfoniorkester betyder samarbejde alt.

“Vores samarbejde handler om, at vi skal gøre hinanden endnu bedre. Vi spiller alle op til hinanden. Fx er der hele tiden et instrument og en kollega, vi skal følge, og det kræver fleksibilitet og opmærksomhed,” forklarer Søs Nyengaard, der har spillet 2.violin i symfoniorkestret i over 20 år.

Pak dit ego væk

I et orkester med 20 nationaliteter, som ledes af forskellige dirigenter, er det dog ikke nok at være fleksibel og opmærksom. Du skal også kunne pakke dit ego væk.

“Vi får eneundervisning, og vi øver os hver især som gale på at blive de bedste til vores instrumenter. Det kræver et ego. Men det skal du kunne sætte til side i et orkester. Her er det ikke mig, mig, mig - det er os,” forklarer Søs.

De tre erfarne musikere er enige om, at det er krævende at glemme sit ego. Dog følger de alle det samme gode råd:

”Vi anbefaler, at man putter sit ego ind i noget ved siden af jobbet, så vi spiller musik ved siden af. Det er enormt vigtigt for vores udvikling som musikere. Og det er enormt vigtigt for orkestrets udvikling. Orkestret er en organisme, der lever, fordi vi hele tiden udvikler os,” uddyber Søs.

Kompromiser og kommandoveje

Når orkestret øver i 4-5 timer hver dag, er det vigtigt at kunne gå på kompromis – særligt når uenigheder skal være løst, inden tæppet går op hver torsdag og fredag.

”Som udgangspunkt er vi gode til at blive enige, og alle kan byde ind. Men fordi vi sidder så mange sammen med hvert vores syn på musikken, er det vigtigt, at vi har en række aftaler, som kører. Der er nogle, der har det endelige ord,” siger Christian Jørgensen, der spiller kontrabas og har været en del af orkestret i syv år.

Han forklarer, at dirigenten har det sidste ord. Herefter kommer koncertmesteren efterfulgt af solisterne.

”Dirigenten har overblikket, men vi har selv ansvaret for de små ting undervejs. Når vi er uenige, søger vi kompromiserne, og taler os til enighed,” supplerer Oliver.

”Når dirigenten slår an torsdag aften, så følger vi hinanden uanset hvad. Uanset hvad vi føler. Uanset hvad der er sket,” understreger Søs.

På billedet: Oliver, Søs og Christian

Opbakning og fejlkultur

Når Aarhus Symfoniorkester optræder, er musikerne deres egne største kritikere.

”Vi ved nemlig godt, hvordan hinanden har det, hvis man laveren lille fejl, så der er fuld opbakning. Den største kritiker er dig selv,” fortæller Oliver.

”Vi passer rigtig meget på hinanden. Nogle gange behøver vi ikke at sige noget. Det er som om, at vi udsender noget kropsligt, så andre fornemmer, at man er der, hvis der er brug for det,” uddyber Søs.

Hemmelige tegn

Opbakning kommer også i form af anerkendelse. Under koncertertaler orkestret ikke sammen, så de har fundet en lydløs måde at anerkende hinanden på.

“Hver gruppe i orkestret har sit eget tegn. Vi violinister vipper med foden, og oboerne trommer med fingrene på låret. Sådan viser vi hinanden, at det var godt klaret,” fortæller Søs.

Hos Aarhus Symfoniorkester er det også vigtigt at fejre sine sejre.

”Vi er meget tætte. Vi har fx en rigtig fin tradition med, at vi bliver efter koncerterne og snakker sammen over en øl,” forklarer Christian.

Følelsen efter en koncert er guld værd at dele med kollegerne.

”Følelsen efter en vellykket koncert er altid den samme. Adrenalinen bruser, og der er ikke noget federe end at føle, at jeg sammen med mit hold var den hurtigste på de 100 meter,” afslutter Oliver.