ÉT SPØRGSMÅL FIK MICHAEL PÅ RETTE VEJ OG FØRTE TIL NYT JOB

I en alder af 56 år kunne Michael Rungstrøm mærke, at noget ikke var, som det skulle være i hans arbejdsliv. Men var han blevet for gammel til at prøve noget nyt? Heldigvis fik Michael sparring af a-kassen FTFa og en god ven, og fandt ud af, hvad han gerne ville arbejde med. I dag har han landet drømmejobbet.

Jobsøgning - 26. marts 2021 - Camilla Bech Hornung

”Hvad vil du gerne arbejde med?”

Sådan spurgte karrierecoach Anni Kjeldahl, da hun talte med Michael Rungstrøm tilbage i sensommeren. Han havde nemlig booket en karrieresamtale hos a-kassen FTFa. Ikke fordi han var ledig, men fordi han ville noget andet end jobbet som forretningskonsulent hos Bankdata.

”Efter 3 år som forretningskonsulent kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet. Min familie kunne også mærke på mig, at jeg ikke var helt tilfreds i mit job. Men med min fremskrevne alder taget i betragtning var jeg i tvivl, om det kunne lade sig gøre. Jeg var bare slet ikke klar til at gå på pension, selvom jeg kan få den allerede, når jeg fylder 60,” fortæller Michael Rungstrøm.

Derfor var hans oprindelige hensigt med karrieresamtalen at få sparring på sit cv og sin ansøgning, så han kunne søge nyt job. Den sparring fik han, men han fik også andre lektier for.

Fik lektier for

Tilbage til spørgsmålet: Hvad vil du gerne arbejde med? Det havde Michael svært ved at svare på.

Jeg havde svært ved at sætte ord på, hvad jeg gerne ville. For der er rigtig mange ting, jeg gerne vil. Jeg vil gerne gøre en forskel for andre. Men skulle jeg fortsætte i it-branchen, gå tilbage til bankverdenen eller prøve ledervejen? Michael Rungstrøm

Derfor fik han til opgave af karrierecoachen at mærke efter og finde ud af, hvad han virkelig gerne ville.

”Jeg talte meget med min ægtefælle og en god kammerat fra folkeskolen, som har fulgt min karriere. Og jeg fandt ud af, at jeg er god til at få et team til at fungere. Koblet sammen med at jeg gerne vil gøre en forskel og være med til at træffe beslutninger, så blev jeg klar over, at det var de ledelsesmæssige aspekter, jeg gerne ville have i spil i et nyt job,” forklarer Michael.

Motivationen gjorde forskellen

Pludselig dukker jobbet som product owner op på Michaels nuværende arbejdsplads, Bankdata. En arbejdsplads som han stadig var meget glad for. Han sender det cv og ansøgning, som han allerede har gennemarbejdet med Anni, og kommer til samtale.

”Til samtalen har jeg ikke svært ved at svare på spørgsmålene Hvorfor søger du jobbet, og hvad er det, du gerne vil? Jeg er nemlig helt afklaret med, at jeg vil gøre en forskel på min arbejdsplads og for mine kolleger. Jeg vil være med til at træffe beslutninger og drive et team. Min succes måler jeg på, om teamet har succes. På den måde fik jeg fortalt min motivation for jobbet og fik forklaret hvilke af alle mine kompetencer, jeg ville bruge,” siger Michael og tilføjer:

”Så selvom jeg ikke lige havde erfaring på det konkrete område, havde jeg stadig en masse kompetencer at byde ind med, og resten kan jeg lære.”

1. marts skiftede kan titlen som forretningskonsulent ud med product owner i samme virksomhed.

Karrierecoachens råd: Start ikke med cv og ansøgning

Du skal vide, hvad du kan og vil, inden du sætter dig til tasterne og skriver din ansøgning og dit cv.

”Jeg møder mange, der vil søge nyt job, og som starter med at skrive cv og ansøgning. Men i virkeligheden handler det først og fremmest om at finde ud af, hvad du kan, og hvad du gerne vil. Så har du nemlig et mål for din jobsøgning,” siger karrierecoach Anni Kjeldal og understreger:

Det er jo din motivation, der driver værket. Når du har din faglighed og motivation på plads, har du fundamentet for at tage nogle gode beslutninger i dit arbejdsliv. Det handler simpelthen om, at du kender det produkt – nemlig dig selv – som du skal ud og sælge til en arbejdsgiver. Anni Kjeldahl

Det er aldrig for sent at lære nyt

Michael Rungstrøm giver dette råd videre til andre, der også oplever at skoen trykker i deres arbejdsliv:

”Det er aldrig for sent at lære nyt. Har du lyst til at udvikle dig og prøve kræfter med noget andet, så har vi mange stabile år at tilbyde en arbejdsgiver, selvom vi er over 50. Uanset alder skal du bestemt gribe chancen, når den byder sig,” råder Michael og slutter af:

”Jeg fik meget ud af karrieresnakken med Anni. Jeg fik meget ud af at blive spurgt ind til, hvad jeg gerne ville. Så få professionel sparring og brug dit netværk til at blive afklaret.”

FLERE RELATEREDE NYHEDER OG CASE HISTORIER

Læs mere nyheder om samme emne. Her er et udpluk...