UDBETALING AF EFTERLØN

Få svar på de mest stillede spørgsmål om at gå på efterløn og få efterløn udbetalt.

Hvor meget kan jeg få i efterløn?

Størrelsen på din efterløn bliver afgjort af en række forskellige faktorer og er forskellig fra person til person. Efterlønnens størrelse afhænger især af, hvornår du går på efterløn og dine pensioners størrelse. Dine pensioner bliver modregnet i dit efterlønsbeløb.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside finder du en efterlønsberegner, som fortæller, hvor meget du kan regne med at få i efterløn. Prøv efterlønsberegneren her.

 

Hvordan bliver min pension modregnet?

Selvom du har betalt til efterlønsordningen, kan du ikke være sikker på, at du kan få efterløn. Det er i sidste ende dine pensioners størrelse, der afgør, hvor meget du reelt får i efterløn. De bliver nemlig modregnet i dit efterlønsbeløb. Hvis du opfylder udskydelsesreglen, har du mulighed for at få et lempeligere pensionsfradrag. 

 

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside finder du en efterlønsberegner, som fortæller, hvor meget du kan regne med at få i efterløn efter modregning af pensionen. Prøv efterlønsberegneren her

 

Hvornår kan jeg gå på efterløn?

Din efterlønsalder afgøres af din fødselsdato. Fra 2014 hæves efterlønsalderen gradvist, så den i 2026 er 64 år. Herefter reguleres den i forhold til udviklingen i levealderen. Efterårsalderen er som udgangspunkt 60 år men:

  • 60½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1954 til og med den 30. juni 1954

  • 61 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1954 til og med den 31. december 1954

  • 61½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1955 til og med den 30. juni 1955

  • 62 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1955 til og med den 31. december 1955

  • 62½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1956 til og med den 30. juni 1956

  • 63 år for personer, der er født i perioden fra den 1. juli 1956 til og med den 31. december 1958

  • 63½ år for personer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til og med den 30. juni 1959

  • 64 år for personer, der er født efter den 30. juni 1959

Hvad betyder udskydelsesreglen?

Når du har fået et efterlønsbevis, kan du opnå en række fordele, hvis du opfylder udskydelsesreglen.

Du opfylder udskydelsesreglen, hvis du:

  • Har et efterlønsbevis
  • Venter med at gå på efterløn i en periode, som er betinget af din fødselsdato.
  • Forsat har arbejde i et omfang, som er betinget af din fødselsdato og forsikringstype.

Hvor længe du skal vente, og hvor mange timer du skal arbejde afhænger af, hvornår du er født. Se tabellen neden for.

Når du opfylder udskydelsesreglen, kan du opnå følgende fordele:

  • Højere efterløn
  • Mulighed for lempeligere pensionsfradrag
  • Skattefri præmie

Fra 1. oktober 2018 kan du bruge alle skattepligtige indtægter fra lønarbejde og selvstændig virksomhed, når indtægten fremgår af din årsopgørelse, til at opfylde udskydelsesreglen. Hvis du både har lønarbejde og selvstændig virksomhed, kan du medregne indtægten fra begge dele. 

Find dig selv i oversigten neden for og find ud af, hvor længe du mindst skal vente med at få på efterløn + antal timer du skal arbejde for at opfylde udskydelsesreglen.

OVERSIGT

Jeg er født før 1/1-1956:

2 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.
3.120 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (2.496 timer som deltidsforsikret)

Jeg er født mellem 1/1-1956 og 30/6-1956:

1,5 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.
2.340 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (1.872 timer som deltidsforsikret)

Jeg er født mellem 1/7-1956 og 31/12-1958:

1 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.
1.560 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (1.248 timer som deltidsforsikret)

Jeg er født mellem 1/1-1959 og 30/6-1959:

Et halvt år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.
780 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (624 timer som deltidsforsikret)

Jeg er født efter 1/7-1959:

Ingen udskydelsesregel

 

OBS: Når du opfylder udskydelsesreglen, begynder du at optjene skattefri præmie – men vælger du at tage hul på din efterløn, før du har haft dit efterlønsbevis i to år, optjener du kun præmie fra det tidspunkt, du opfylder udskydelsesreglen, og frem til du tager hul på din efterløn.

Kontakt FTFa, hvis du har spørgsmål til din efterlønsordning eller optjening af skattefri præmie.

Kan jeg få skattefri præmie?

Hvis du har fået et efterlønsbevis og efterfølgende opfylder udskydelsesreglen, kan du begynde at optjene skattefri præmie.

Du optjener en præmieportion, hver gang du har arbejdet 481 timer. Der udbetales kun hele præmieportioner. Du kan højst optjene 12 gange 481 timer (5.772 timer) til den skattefri præmie.

En portion skattefri præmie udgør kr. 13.416 som fuldtidsforsikret. Beløbet er kr. 8.944 som deltidsforsikret (2018). Præmien udbetales som et skattefrit éngangsbeløb, når du når folkepensionsalderen. Du skal søge om udbetalingen i FTFa, hvorefter vi udbetaler præmien.

Fra 1. oktober 2018 kan du optjene skattefri præmie på baggrund af din skattepligtige indkomst. Det gælder, uanset om du er lønmodtager, eller om du har selvstændig virksomhed. Skattefri præmie, der er optjent på baggrund af indkomst fra selvstændig virksomhed, bliver først udbetalt, når regnskabet er endeligt. Det vil sige, at der kan gå op til 1 ½ år, fra du er blevet folkepensionist, til du får udbetalt din skattefri præmie.

Hvor ofte skal jeg udfylde efterlønskort?

Du skal udfylde dit efterlønskort den 24. i hver måned. Du får udbetalt din efterløn i hele måneder. Det vil sige, du får efterløn for 160,33 timer hver måned. Du får modregnet din udbetaling på månedsbasis. 

Det vil sige, at udgangspunktet for din udbetaling er 160,33 timers efterløn hver måned. Når du udfylder efterlønskortet den 24. i en måned, skal du give dit bedste bud på, hvad der kommer til at ske i den sidste periode på efterlønskortet. Vi ved godt, at din situation kan ændre sig i den sidste periode, og derfor er udbetalingen aconto. Det betyder, at der er mulighed for at regulere udbetalingen, hvis der sker noget uventet.

Vil du undgå at skulle gætte?

Vil du undgå at skulle gætte? Så kan du vente med at sende dit efterlønskort til måneden er ovre. Så vil din efterløn være på din konto 3-4 arbejdsdage efter, du har sendt kortet til os. Viser det sig, at du uventet får tilbudt arbejdstimer, skal du sende et opdateret efterlønskort med de nye oplysninger den 1. i den følgende måned. Når vi får det opdaterede efterlønskort, regner vi ud, hvad du har fået udbetalt for meget. Det beløb trækker vi fra din næste udbetaling af efterløn. 

Når du er på halvårserklæring, skal du udfylde erklæringen i starten af den 7. måned, når de 6 måneder er gået.

 

KONTAKT OS

Chat med os ved at bruge chatten i nederste højre hjørne af skærmen. Eller ring til os på tlf. 7013 1312
SE HER HVORNÅR DET ER BEDST AT RINGE TIL OS
top

Afspiller nu: