A-KASSE FOR NYUDDANNEDE

Tillykke med uddannelsen!

Nu venter der et nyt og spændende men måske også usikkert kapitel i dit liv. Bare rolig, vi hjælper dig godt videre med dine planer, uanset hvad dit næste træk er. Her på siden kan du læse om reglerne for dagpenge som nyuddannet og få gode råd til kommende jobsøgning.

Ikke medlem endnu? Klik her og læs mere.

DIMITTERER DU LIGE OM LIDT?

Er du færdig med din uddannelse lige om lidt? Så er det en god ide at være medlem af en a-kasse, så du kan få økonomisk støtte, mens du leder efter arbejde. Meld dig ind i FTFa senest 14 dage efter din sidste eksamen for at få ret til dagpenge en måned efter, du er færdig med din uddannelse.

Dagpengeret som nyuddannet

Hos FTFa kan du modtage dagpenge efter endt uddannelse, hvis du opfylder et af nedenstående krav til dagpengeret: 

  • Du kan eksempelvis få dagpenge dagen efter endt uddannelse, hvis du har været medlem af a-kassen mindst et år før din sidste eksamen.  
  • Hvis ikke du har været medlem i et år, skal du sørge for at melde dig ind senest 14 dage efter din sidste eksamen. Så kan du få dagpenge efter en måned. 
  • Du får også dagpengeret efter et års fuldtidsarbejde (som fuldtidsforsikret), hvis du er blevet medlem mere end 14 dage efter endt uddannelse, eller du har misset dit statusskift senest 14 efter endt uddannelse.

Er du blevet færdig med din uddannelse efter 1. maj 2023, hvor de nye dagpengeregler trådte i kraft, så kan du modtage dagpenge i maksimalt et år. Afsluttede du din uddannelse før denne dato, så kan du være ledig med udbetaling af dagpenge i op til to år. Læs mere om medlemskab for nyuddannede hos FTFa.


Husk at skifte status fra studerende til nyuddannet

Skift status via Tast Selv så snart du kender datoen for din sidste eksamen. Du skal senest skifte status 14 dage efter, du er færdiguddannet. Gør det, uanset om du står med et job på hånden eller ej. Så får du nemlig dagpengeret, som du kan bruge, hvis du står ledig i løbet af de næste to år.

Er du ledig? Så udfyld en ledighedserklæring — men vent, indtil vi har sendt dig et brev, hvor vi bekræfter, at vi har skiftet dit medlemskab.

Dimittendsatsen for nyuddannede afhænger af, om du er fuldtidsforsikret, og om du er forsørger. Som fuldtidsforsikret kan du i 2024 få:

  • Op til 14.557 kroner i dagpenge, hvis du er nyuddannet uden forsørgerpligt.
  • Op til 16.694 kroner i dagpenge, hvis du er nyuddannet med forsørgerpligt.

 

Som deltidsforsikret skal du betale mindre i kontingent til a-kassen og stå mindre til rådighed for arbejdsmarkedet. Til gengæld får du også mindre i dagpenge:


  • Op til 11.130 kroner om måneden med forsørgerpligt
  • Op til 9.705 kroner om måneden for uden forsørgerpligt

Bemærk, at efter de nye dagpengeregler gælder disse tal kun de første tre måneder, herefter sænkes dagpengeudbetalingen. 

Hvor længe er jeg på dimittendsats?

Hvornår du får beregnet en ny dagpengesats afhænger af, om du har haft lønarbejde. Men du kan tidligst få udbetalt dagpenge på baggrund af en ny dagpengesats 6 måneder efter endt uddannelse. Dit arbejdsforhold skal i øvrigt være afsluttet, og der skal til indkomstregistret være indberettet mindst tre måneders løn.  

Studiejob og supplerende dagpenge

Har du studiejob, som du ønsker at beholde efter end uddannelse, så kan du få supplerende dagpenge i stedet for almindelige dagpenge. Inden du beslutter dig for at fortsætte på dit studiejob, så tag et grundigt kig på reglerne, og kontakt vores konsulenter, så vi kan rådgive dig til den bedste løsning. 

Det er vigtigt, at du opsiger og afslutter dit studiejob inden din dimission, hvis du ønsker at modtage dagpenge på dimittendvilkår. Hvis dit job er uafsluttet, vil det blive betragtet som selvforskyldt ledighed, og du vil derfor ikke kunne få dagpenge i en karensperiode på 3 uger.

Sådan lander du dit første job

Hvordan sælger du dig selv som nyuddannet? Dette og meget mere kan du få gode råd til hos FTFa. Som medlem af a-kassen giver vi dig nemlig god sparring og rådgivning din jobsøgning, så du øger dine chancer for at komme til samtaler og lande dit første job

Du kan både hive fat i en af vores konsulenter, som kan give dig konkret feedback på dine ansøgninger, du kan benytte dig af vores Jobmakker, og du kan udforske vores hjemmeside, som indeholder gode råd til alt fra udarbejdelse af jobansøgninger og CV til brugen af LinkedIn og forberedelse til jobsamtaler

Brug for hjælp som nyuddannet?

Hos FTFa står vi altid til rådighed med sparring til din jobsøgning som nyuddannet — med udgangspunkt i din proces og dit behov. Så grib telefonen, eller chat med os på vores hjemmeside. 

Telefon: 7013 1312 

Du kan også booke et møde via Tast Selv.