HJÆLP TIL UOPFORDRET ANSØGNING
Du har sikkert hørt om nogle af fordelene ved at søge uopfordret, men vidste du, at ca. 30 % faktisk får job igennem en uopfordret ansøgning? Der er altså et kæmpe potentiale, der kan udnyttes, ved at søge uden om de opslåede stillinger.
Ifølge Ballisagers rekrutteringsanalyse fra 2020, sker ca. hver tredje ansættelse på basis af en uopfordret ansøgning. Dog kan det for mange være svært at komme i gang med at søge uopfordret. Man kommer hurtigt til at tænke ”jeg forstyrrer sikkert”, ”de har nok ikke brug for flere medarbejdere”, ”hvad hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige” eller ”hvordan kommer jeg i gang?”. For at hjælpe dig videre (eller i gang), med at søge uopfordret, har vi her samlet en række tips, tricks og konkrete vejledninger til, hvordan du kan gribe det bedst an. Fordelene ved at søge uopfordret er mange, og ofte oplever man, at det faktisk ikke er så slemt at træde en smule ud af sin comfort-zone – det er nemlig ofte, når vi giver slip på noget af kontrollen, at vi lærer nyt om os selv og opdager, at vi nogle gange kan meget mere, end vi tror.
Nyt perspektiv på uopfordrede ansøgninger
Prøv at tænke over din uopfordrede ansøgning som en ”uopfordret henvendelse”. Det kan måske være med til at fjerne lidt af presset om, at det skal ende med et job. I virkeligheden handler en uopfordret ansøgning om at skabe nysgerrighed og rum for dialog mellem dig og den potentielle arbejdsgiver.
Fordele for DIG ved uopfordret jobsøgning:
- Du vælger selv, hvor du vil søge job
- Du vælger selv, hvilke af dine kompetencer du vil sætte i spil
- Du kan hurtigt gøre dig synlig over for mange arbejdspladser
- Konkurrencen er, sandsynligvis, meget lavere end til en opslået stilling
- Ved at søge uopfordret viser du mod, initiativ og handlekraft – det er noget, enhver arbejdsgiver sætter pris på
Fordele for ARBEJDSPLADSEN ved uopfordret jobsøgning:
- De sparer tid og penge på annoncekroner eller rekrutteringsagenter - noget der kan koste mange penge og mange timer.
- De er blevet valgt direkte af dig – på den måde ved de, at de får en motiveret og oprigtig interesseret kandidat
- De får mulighed for at ansætte dig straks, når behovet opstår. De fleste, der ansættes fra et andet job, har typisk en opsigelsesperiode på en måned eller mere – derved kan virksomheden risikere at mangle en medarbejder i en periode.
Hvor finder jeg virksomhederne?
- Hold øje med nyhederne i avis eller på nettet. Bliver en virksomhed omtalt positivt, eventuelt fordi den er i vækst, er der større chance for, at der findes en god jobmulighed.
- Find de branchespecifikke hjemmesider, der kan være relevante for dig – f.eks. finansforbundet.dk hvis du søger et job inden for bankverdenen.
- Brug LinkedIn og sørg for at din profil er opdateret – husk at slå til, at du er jobsøgende og giv ”rekrutteringskonsulenter besked om at du er interesseret i nyt arbejde”.
- Tag fat i dit netværk – måske kender de til en ledig stilling på deres arbejdsplads og kan lægge et godt ord ind for dig. Eller også kender de en, som kender en, der talte om en ledig stilling, der netop matcher det, du søger.
- På jobindex.dk kan du kigge på gamle stillingsopslag – brug disse som inspiration til at finde virksomheder og stillinger du finder interessante.
- Tænk over din tidligere arbejdsplads – hvilke samarbejdspartnere, kunder, konkurrenter, leverandører eller lignende havde i, som måske kunne være interessant for dig nu.
- Tag kontakt til tidligere kollegaer, hør hvad de laver nu eller hvordan de kom videre til det job de er i nu.
Når du er klar til at sende din uopfordrede ansøgning:
-
Sæt modtager på
Send din uopfordrede ansøgning til den rigtige person. Ring til arbejdspladsen og spørg ind til, hvem det er eller find frem til vedkommende via LinkedIn. Ellers risikerer du, at din uopfordrede ansøgning lander i den forkerte indbakke, og at ingen får den læst. -
Research er vigtigt
Uden et stillingsopslag at gå ud fra, er du nødt til at gøre en ekstra indsats for at finde ud af, hvordan dine kompetencer kan matche virksomhedens behov. Vi anbefaler, at du ringer til virksomheden inden, du sender en uopfordret ansøgning. Din opgave er at få fat på en relevant person og få stillet 2-3 relevante spørgsmål, som giver dig input til at matche din profil til den situation, virksomheden er i. - Vis hvad du kan
En uopfordret ansøgning læner sig ikke op ad et stillingsopslag, så det skal være helt tydeligt, hvilken type opgaver du kan løse, og hvilken slags stilling du søger. Jo mere præcis du er, des nemmere er det for arbejdspladsen at se dig indgå som medarbejder hos dem. - Tag læseren i hånden
Det er vigtigt i alle ansøgninger, at du tydeligt skriver, hvad du kan tilføre den stilling, du søger. Især ved uopfordrede ansøgninger er det afgørende, at arbejdsgiveren kan se dig og dine kompetencer på deres arbejdsplads. - Kontakt virksomheden igen
Din uopfordrede ansøgning skal enten føre til en samtale, eller til at arbejdspladsen husker dig, når de får en ledig stilling. En effektiv måde at opnå det er ved at ringe til arbejdspladsen en uges tid efter, de har fået ansøgningen. Forbered dem på du ringer ved at skrive det i ansøgningen. Et nej kan også føre til at skabe en ny kontakt. Spørg fx arbejdsgiveren:
"Hvem ville du foreslå, at jeg kontakter i stedet?"
"Ved du hvilke firmaer, der har succes og som kunne være på udkig efter nye medarbejdere?"
Potentielle udfordringer ved uopfordrede ansøgninger
- Det er dig selv, der skal finde ud af, hvilke behov virksomheden har.
- Du skal forsøge at ramme dét tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed har et behov for at ansætte en ny medarbejder med de kompetencer, du sidder inde med.
- Processen med at skrive uopfordrede ansøgninger kan for nogen være en over uoverskuelig proces, hvis du ikke på forhånd har lagt en plan for, hvordan du vil skrive den.
EKSEMPEL PÅ UOPFORDRET ANSØGNING OG CV
Hvad er forskellen på en uopfordret og motiveret ansøgning? Se her, hvordan du kan lægge vægt på, hvad du kan bidrage med, laver en stram struktur og hvordan du afslutter den uopfordrede ansøgning samt sætter den i sammenhæng med dit cv.
Se eksempel på uopfordret ansøgning og cv her
TIPS TIL DEN UOPFORDREDE ANSØGNING
- Vær kreativ. Hvis din uopfordrede ansøgning skiller sig ud, har du en større chance for at blive bemærket. Det kan du for eksempel både gøre ved at lave en ansøgning, som er flot designet eller ved at formidle dig på en fængende og kreativ måde, som skiller sig ud fra andre.
- Lav en bruttoliste af nøje udvalgte virksomheder, du vil sende din uopfordrede ansøgning til, og ret din ansøgning en smule til, så den passer til de forskellige stillinger eller brancher, du søger inden for. Inden du sender din ansøgning afsted, så husk altid at tjekke, at du har skrevet den rigtige virksomheds navn på, så du er sikker på, at det er den rigtige modtager, der står på din ansøgning.
- Gør din uopfordrede ansøgning personlig. Fortæl, hvem du er som menneske, og hvad du helt unikt kan byde ind med til virksomheden.
- Hvis du har mod på det, kan det være en god ide at sende en kort præsentationsvideo med i din uopfordrede ansøgning, hvor du fortæller om dig selv og dine kompetencer. Du kan blandt andet læse mere om, hvordan du bruger video i din jobsøgning samt hvad for noget indhold, der passer godt til en videoansøgning, og hvad du skal prøve at undgå, når du laver en videopræsentation af dig selv lige her.
- Sæt dine forventninger lavt – et afslag kan også være en positiv anledning til at gøre din uopfordrede ansøgning endnu bedre og skarpere næste gang. Du kan altid få kyndig vejledning og sparring som medlem af FTFa gennem vores 24 timers sparring, hvis du har brug for et par ekstra øjne til at se på din ansøgning og dit cv.
- Vær klar på at give lidt ekstra i din uopfordrede ansøgning – overvej om et praktikophold eller løntilskudsordning kunne være en måde at få foden inden for i virksomheden/arbejdspladsen.
- Det kan være en ide at ringe ud til den virksomhed, hvor du vil søge uopfordret. På den måde har de dig frisk i hukommelsen, når de modtager din uopfordrede ansøgning. I første omgang kan det dog for nogle virke grænseoverskridende at ringe til en fremmed og stille vedkommende spørgsmål om en stilling i deres virksomhed. Lad det ikke begrænse dig, for når du først har prøvet det et par gange, bliver det meget lettere. Men vær opmærksom på, at du har styr på de spørgsmål, du vil stille vedkommende, før du ringer, samt at spørgsmålene er relevante og velovervejede. Undersøg for eksempel, hvad de skriver på virksomhedens hjemmeside eller deres LinkedIn. Se for eksempel også på, hvilke fremtidige udfordringer virksomheden står overfor og hvordan netop dine kompetencer og profil kan spille en rolle i at hjælpe dem med den pågældende udfordring.

FÅ 24 TIMERS SPARRING PÅ CV OG ANSØGNING
Indenfor 24 timer på hverdage tilbyder vi at give dig telefonisk sparring på din ansøgning, uopfordrede ansøgning og cv. Skynd dig at sende en ansøgning afsted til FTFa i dag. Vores dygtige jobrådgivere har masser af erfaringer med at give feedback på ansøgninger og cv'er, og kan hjælpe dig de steder, hvor du har brug for det.

KONTAKT VORES JOBRÅDGIVERE
Er du ledig kan du altid bruge FTFa's jobrådgivere som sparringspartnere. Vi kender dit fagområde og arbejdsmarked, fordi vi samarbejder med 58 faglige organisationer og 500 virksomheder. Vores jobrådgivere tager udgangspunkt i, hvor du er i din jobsøgning, og hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dig videre, der hvor du har behov for det.
Ring på telefon 7013 1312 eller book møde via Tast selv.
Book møde via Tast-Selv