5 MILEPÆLE I ET KARRIERESKIFTE

Selvom hvert eneste branche- og karriereskrift er forskelligt og afhænger af den enkeltes baggrund, branche, erfaring og konjunkturerne, er der nogle typiske mønstre, der går igen. Dem har vi samlet i fem milepæle, som du kan allerede nu kan begynde at overveje.

1. Beslutningen

Det kræver mod at forestille sig, hvad man ellers kan bruge sit arbejdsliv til. Men omstændigheder skifter, ligesom vores behov og motivation kan ændre sig over tid. Så brug noget tid på at tage temperaturen på, hvor du vil hen i dit arbejdsliv.

Bliv bevidst om, hvad der giver dig energi, hvad du vil bruge de næste 10 år på at blive god/bedre til, og hvad du ville lave, hvis der var frit valg på alle hylder?

Brug FTFa’s jobsøgningsmodel her.

2. Fra tanke til handling

Det kræver mod at træffe et valg. Det kræver endnu mere mod at handle på det. Og første gang du handler på din beslutning, får det sandsynligvis konsekvenser – positive og negative.

Det kan få positive konsekvenser, fordi så snart du begynder at handle på dit nye mål, så møder du mennesker, får sparring, viden og inspiration, som du ikke kan tænke dig til.

Det kan få negative konsekvenser, fordi det typisk koster både tid og penge at handle på beslutningen og investere i ny viden, nye kompetencer og erfaring.

Så, hvad er du villig til at investere i form af tid og økonomi? Hvad er du - og hvad er du ikke villig til at gå på kompromis med?

3. Rollemodeller og research

Find dem, der arbejder med det, du gerne vil, og som er dér, hvor du gerne vil være. Snak med dem, spørg dem til råds om, hvordan de kom inden for branchen. Find andre, der har skiftet spor og vær nysgerrig på, hvordan de gjorde, og hvad der virkede for dem.

Brug dit netværk og deres netværk til at finde virksomheder og få insiderviden om det nye felt. Opsøg og opbyg nyt netværk inden for dit nye område. Tips til at bruge dit netværk.

4. Brobygning

Byg bro mellem det, du allerede kan, og dér, hvor du vil hen. Bliv klar på om og hvordan dit nuværende job og fagområde evt. kan være springbræt til det næste.

Hvad giver din nuværende faglighed dig, og hvad giver den dig ikke?

Hvad har du med i bagagen, som du kan bruge, og hvad har du brug for at fylde på?

Hvor kommer din nuværende faglighed dig til gode, og hvor spænder den ben for dig (fx i forhold til hvordan andre opfatter dit område)?

Hvilke broer har du brug for at bygge i form af netværk, nye kompetencer og erfaring, som du kan få gennem uddannelse, frivilligt arbejde eller med et job i form af en ”mellemstation”, der giver dig relevant erfaring.

Hvordan ser dine broer ud?

5. Fortæl din historie

Vær bevidst om, hvordan du vinkler historien om dit arbejdsliv, så den understøtter dit karriereskifte. Bed om feedback. Øv dig i at tale om dine styrker. Tal om det, du er god til. Og tal om det, der giver dig energi i relation til dit skifte og i et sprog, arbejdsgiverne i din nye branche kan forstå.

Vær nysgerrig på, hvordan arbejdsgivere beskriver arbejdsopgaver, funktioner og stillingsbetegnelser: Hvad hedder det, du kan, på deres sprog? Gør det visuelt, målbart, håndgribeligt og resultatorienteret.

De fleste mennesker har gennem deres studie og arbejdsliv opbygget en vifte af kompetencer, som kan bruges i brancher, de ikke før har arbejdet indenfor.

Kompetencer kan være svære at sætte ord på, men det er dig, som skal vise, at du har de rette kompetencer, og at du forstår, hvordan de skal bruges i en ny sammenhæng. Arbejdsgiveren kan ikke nødvendigvis se det. Hvis du overvejer et karriereskifte er en af dine vigtigste øvelser at lære at beskrive dine kompetencer. Det giver arbejdsgiveren tryghed, og det vil gøre din jobsøgning meget lettere.

Og forbered så svar på spørgsmålet: Hvorfor vil du skifte spor?

KONTAKT KARRIERERÅDGIVERNE

- og få gratis coaching.

Vi kender dit fagområde og dine karrieremuligheder, fordi vi samarbejder med en lang række faglige organsationer og virksomheder.

Ring på telefon 70 13 13 12 eller book en samtale via Tast Selv.

Book os her via Tast Selv