GRATIS EKSEMPLER PÅ DEN GODE ANSØGNING

Hos FTFa står vi også til rådighed med gode gratis eksempler, som du kan lade dig inspirere af.

Alle ansøgningseksemplerne er gratis. De er fiktive og skrevet, samt kommenteret på, af erfarne jobrådgivere fra FTFa. De er dog alle meget virkelighedstro og inspireret af rigtige ansøgninger fra forskellige ansøgere, forskellige brancher og med forskellige erfaringsniveauer.

TIPS TIL DEN GODE ANSØGNING

Den gode ansøgning er en motiveret ansøgning, hvor dine personlige og faglige kompetencer, din passion for jobbet og personlighed skinner igennem. Men hvordan fanger du i praksis arbejdsgiverens opmærksomhed? Få tips til din motiverede ansøgning her på siden, og få inspiration fra vores gratis eksempler på gode ansøgninger.

Hvordan skriver jeg en god ansøgning?

En ansøgning kan skrives på flere måder, men fælles for de fleste er, at ansøgningen skal skrives motiveret. Du skal skrive om din lyst til og din motivation for at lave lige netop de arbejdsopgaver, som følger med den konkrete stilling, du søger. Hertil skal du sørge for at lave fængende overskrifter samt skrive en kort afslutning. Du kan finde inspiration til, hvordan du skriver en god ansøgning i vores gratis eksempler.

Hvor lang skal en ansøgning være?

En god tommelfingerregel er at holde ansøgningen på maksimalt en side, hvilket de gratis eksempler på ansøgninger her på siden følger. På den måde bliver du tvunget til at gøre ansøgningen skarp og konkret. Men længden på din ansøgning kan afhænge af flere forhold, og der findes derfor ikke et entydigt svar. Længden kan blandt andet afhænge af branchen og endda virksomheden, du skriver til. Det vigtigste er dog, at du målretter den til virksomheden og ikke bruger plads på unødvendigt fyld.

Skriv en god ansøgning med disse 5 trin

For at fange arbejdsgiverens opmærksomhed er det først og fremmest vigtigt, at du skiller dig ud fra mængden. Du skal efterlade arbejdsgiveren med en følelse af at ville vide mere, så du bliver kaldt til en samtale. Her er 5 gode råd til, hvordan du gør det.

Skab opmærksomhed allerede i overskriften. Hent gerne inspiration fra stillingsopslaget, og tag udgangspunkt i det, de leder efter. Undgå standardformuleringer, som ”Vedrørende jobbet som xx”. Det ved arbejdsgiveren godt. Et godt bud på en fængende overskrift kunne være:

“Kvalitetsbevidst ernæringsassistent brænder for sund mad.. og ledelse”.

Fang arbejdsgiverens opmærksomhed, og giv personen lyst til at læse videre. I den gode ansøgning er det vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvad det er for en virksomhed, du søger job hos. Hvordan kan du gøre en forskel, og hvad du vil bidrage med? Gør det tydeligt, hvad arbejdspladsen vil få ud af at ansætte dig, og ikke kun hvad du personligt ønsker at få ud af jobbet. Det kunne eksempelvis lyde sådan:

“Jeg har dyb respekt for, at (dette) teater tør skabe en ny slags morskabsteater, og jeg vil hamrende gerne være med til at forløse det.”

Bind en sløjfe mellem de kompetencer, arbejdspladsen søger, de opgaver, de vil have løst, og de kompetencer, du kommer med. Giv gerne konkrete eksempler på, hvad du kan bidrage med. Vælg hellere to-tre relevante kompetencer, og brug plads på at sætte dem ind i virksomhedens kontekst i stedet for at forsøge at remse alt op, som står i dit cv. Det er vigtigt, at du både får flettet dine faglige og personlige kompetencer ind i ansøgningen.

Fortæl hvordan du arbejder, og hvilke personlige kompetencer du kan bidrage med. Brug eksempler til at supplere tillægsordene. Vælg to – tre relevante personlige egenskaber, og giv plads til at folde dem ud. I stedet for at skrive: ”Jeg er et struktureret ordensmenneske.” kan du give arbejdsgiveren eksempler, som skaber billeder i hovedet. Skriv fx i stedet for:

“Jeg sorterer altid mine sokker efter farve i skuffen. Min ordenssans tager jeg med mig på jobbet, så I får en medarbejder, der har styr på detaljerne. I vil ikke opleve, at mails forsvinder i mængden i min mailboks, da jeg selvfølgelig arbejder med sortering i mapper og efter farver.”

Afslut din gode ansøgning med en kort afslutning, der peger frem mod en jobsamtale. Skriv eksempelvis:

“Jeg ser frem til at høre fra jer, og jeg står selvfølgelig til rådighed med yderligere information, hvis I skulle ønske det”.

JOBMAKKER HJÆLPER DIG MED DIN ANSØGNING

Få vores Jobmakker til at skrive et udkast til din ansøgning på nul komma fem. Alt, du skal have klar, er dit cv og et stillingsopslag. Jobmakker kan også give dig feedback på din ansøgning eller lave en kompetence profil til dig.

Jobmakkeren bruger kunstig intelligens til at kunne matche dine kompetencer med det, der bliver efterspurgt i stillingsopslaget. Du kan bruge den så mange gange, du vil.

Prøv Jobmakker nu

BLIV INSPIRERET AF VIRKELIGE HISTORIER

Mød Wahid og Katrine, der skrev sig til toppen af bunken og fik drømmejobbet.

TRE GODE RÅD TIL AT SKRIVE DIG UDENOM KLICHÉER

At undgå klichéer i en jobansøgning er afgørende, hvis du ønsker at skille dig ud fra mængden og tiltrække arbejdsgiverens opmærksomhed. Du skal tænke på, at arbejdsgiveren sandsynligvis har læst rigtig mange ansøgninger, og klicheer kan fremstå både kedelige og ukreative. Se vores gratis eksempler her på siden for at få inspiration til gode ansøgninger.

Brug eksempler, punktér arbejdsgivernes klichéer og analysér dig frem til det behov, der gemmer sig bag. Det er nogle af rådene til, hvordan du skriver dig udenom klichéer i en ansøgning.

1. Eksemplets magt

Ord som ”struktureret” eller ”ordensmenneske” er åbne for fortolkning. Giv arbejdsgiveren et klart billede af din person ved at bruge eksempler i stedet. Farvekoordinerer du for eksempel konsekvent dine mails, eller når du altid dine deadlines, så skriv det i stedet. Det behøver ikke være noget stort, så længe det viser et karaktertræk hos dig, som vil være attraktivt for dem at få med på holdet.

2. Spejl og punktér

Det er en god idé at spejle sproget i det stillingsopslag, du søger, men arbejdsgivere er ikke selv kliché-frie. Det er for eksempel en eftertragtet evne at ”kunne holde mange bolde i luften”. Brug ikke arbejdsgiverens klichéer blindt. Prøv i stedet at punktere klichéerne for så at analysere dig frem til det behov, der gemmer sig bag. Er du ernæringsassistent, kan det være, at du har overblik over ugens vareleveringer, samtidig med at du koordinerer opgaverne til dagens menu og planlægger næste uges madskema.

3. Målret og begræns dig

Er der nogle tillægsord, du ikke kan skrive dig udenom, så brug tommelfingerreglen: Målret og begræns dig. Lav research om arbejdsgiveren/virksomheden, og brug analysen af jobopslaget, når du vælger tillægsord om dig selv. Udvælg nogle få tillægsord, som passer til lige netop den virksomhed, du søger job hos. Undgå at bruge de samme tillægsord i alle dine ansøgninger – så risikerer du, at dine ansøgninger ikke er målrettede nok.

BENYT DIG AF UOPFORDREDE ANSØGNINGER

Du kan i din jobsøgningsproces også overveje at skrive uopfordrede ansøgninger. En uopfordret ansøgning kan være en stor fordel, da det viser proaktivitet og stærk interesse for virksomheden. Det kan hjælpe dig med at skille dig ud fra mængden og komme i betragtning til et job, der endnu ikke er blevet annonceret. Du kan altså komme forrest i køen til de næste ledige stillinger.

Desuden giver det dig mulighed for at præsentere dig selv og dine kompetencer på dine præmisser, uafhængigt af specifikke jobkrav. Endelig kan det være en effektiv måde at opbygge relationer og netværke med potentielle arbejdsgivere på.

BENYT DIG AF UOPFORDREDE ANSØGNINGER

FÅ GODE RÅD TIL DIT CV

En god ansøgning øger dine chancer for at komme til en jobsamtale, men mange virksomheder starter med at kigge på cv’et og kommer i flere tilfælde slet ikke videre til at læse ansøgningen. Derfor er det vigtigt, at du har fuldstændig styr på indholdet og den gode opbygning af dit cv.
Få gratis eksempler på den gode opbygning af dit cv her.

KONTAKT OS HOS FTFa

Har du spørgsmål til vores informationer her på siden, eller har du brug for sparring i din proces, så tøv ikke med at kontakte os. Vi er en a-kasse med et bredt kendskab til arbejdsmarkedet og forskellige fagområder, og derfor kan vi også hjælpe dig med at målrette din ansøgning til den branche, du søger job i.

Ring på telefon 7013 1312, eller book et møde via Tast Selv.

KONTAKT OS HOS FTFa