HJÆLP TIL UOPFORDRET ANSØGNING

Du har sikkert hørt om nogle af fordelene ved at søge uopfordret, men vidste du, at cirka 30 % faktisk får job gennem en uopfordret ansøgning? Det viser en rekrutteringsanalyse fra Ballisager i 2020. Der er altså et kæmpe potentiale, der kan udnyttes, ved at søge uden om de opslåede stillinger.

Forskellen på en uopfordret og motiveret ansøgning

En uopfordret ansøgning er en ansøgning, hvor du selv tager initiativ til at kontakte en virksomhed uden at have set et konkret jobopslag. Den viser din interesse for virksomheden generelt og dine ønsker om at bidrage til deres succes. En motiveret ansøgning, derimod, er en ansøgning, som specifikt svarer på et annonceret jobopslag og viser din motivation og relevante kvalifikationer til den specifikke stilling.

Kom godt i gang med at skrive uopfordrede ansøgninger

Hvis du har overvejet at skrive en uopfordret ansøgning, så har du sikkert også tænkt tankerne: ”jeg forstyrrer sikkert”, ”de har nok ikke brug for flere medarbejdere”, ”hvad hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige” eller ”hvordan kommer jeg i gang?”.

Du skal tænke på din uopfordrede ansøgning som en ”uopfordret henvendelse”. Det kan måske være med til at fjerne lidt af presset om, at det skal ende med et job. I virkeligheden handler en uopfordret ansøgning om at skabe nysgerrighed og rum for dialog mellem dig og den potentielle arbejdsgiver.

Fordelene ved at søge uopfordret er mange, og ofte vil du opleve, at det faktisk ikke er så slemt at træde ud af komfortzonen. For at hjælpe dig videre (eller i gang) med at søge uopfordret har vi her på siden samlet en række tips, tricks og konkrete vejledninger til, hvordan du kan gribe det bedst an.

Fordele ved uopfordrede ansøgninger

Hos FTFa anbefaler vi klart, at du bruger tid på uopfordrede ansøgninger, når du er ledig. Det udelukker dog ikke de motiverede ansøgninger, som i øvrigt er et krav, hvis du modtager dagpenge. Sandheden er, at der faktisk er mange fordele at hente for både dig og arbejdsgiveren.

For dig:

  • Du vælger selv, hvor du vil søge job.
  • Du vælger selv, hvilke af dine kompetencer du vil sætte i spil.
  • Du kan hurtigt gøre dig synlig over for mange arbejdspladser.
  • Konkurrencen er, sandsynligvis, meget lavere end til en opslået stilling.
  • Ved at søge uopfordret viser du mod, initiativ og handlekraft – det er noget, enhver arbejdsgiver sætter pris på.

For arbejdsgiveren:

  • De sparer tid og penge på annoncekroner eller rekrutteringsagenter — noget der kan koste mange penge og timer.
  • De er blevet valgt direkte af dig — på den måde ved de, at de får en motiveret og oprigtig interesseret kandidat.
  • De får mulighed for at ansætte dig straks, når behovet opstår. De fleste, der ansættes fra et andet job, har typisk en opsigelsesperiode på en måned eller mere — derved kan virksomheden risikere at mangle en medarbejder i en periode.

Hvor finder jeg virksomhederne?

Det kan være svært at finde ud af, hvordan du skal finde frem til de rette virksomheder at sende en uopfordret ansøgning til, når du ikke har et stillingsopslag at gå ud fra. Først og fremmest kan du benytte dig af dit netværk — enten på LinkedIn eller bekendte (venner eller tidligere kolleger), der arbejder i den samme branche som dig. Måske kunne der være ledig stilling, som endnu ikke er slået op, der hvor de arbejder.

Brug også LinkedIn i din jobsøgningsproces

LinkedIn er en effektiv måde at søge jobs uopfordret. Her kan du både researche på relevante virksomheder, og samtidig lave jobopslag der kan deles. Husk at slå til, at du er jobsøgende, så dit netværk og rekrutteringsfolk kan se, at du leder efter arbejde. Nogle virksomheder kan nemlig godt finde på at lave en direkte søgning på LinkedIn efter jobsøgende inden for deres specifikke branche og herefter opfordrer dig til at søge en bestemt stilling.

Du kan med fordel dykke ned i forskellige virksomheders hjemmesider og finde ud af, om de kunne være relevante for dig. En alternativ metode kunne også være at bruge gamle stillingsopslag på Jobindex som inspiration.

Uopfordret ansøgning: Hvad skal den indeholde?

Ved uopfordrede ansøgninger handler det faktisk primært om god timing, og her kan du desværre hverken gøre fra eller til. Men en knaldgod ansøgning er for virksomhederne værdifuld at gemme, til når den rette stilling åbner sig. Derfor bør du altid gøre dig umage for at skrive en god uopfordret ansøgning. Vi har selvfølgelig samlet vores bedste råd til dig nedenfor.

Uden et stillingsopslag at gå ud fra er du nødt til at gøre en ekstra indsats for at finde ud af, hvordan dine kompetencer kan matche virksomhedens behov. Du kan, hvis du har mod på det, ringe til virksomheden, inden du sender en uopfordret ansøgning. Din opgave er her at få fat på en relevant person og få stillet 2-3 relevante spørgsmål, som kan give dig input til at matche din profil til den situation, virksomheden er i. Det vil give dig et meget bedre udgangspunkt, når du skal skrive din ansøgning.

Grundlæggende skal din uopfordrede ansøgning indeholde beskrivelser af:

  • Hvorfor du sender din ansøgning til lige præcis dem.
  • Hvad du kan byde ind med af viden og kompetencer hos virksomheden, som er relevante for opgaver eller konkrete problemstillinger.
  • En opfordring til et opfølgende kaffemøde, mail eller telefonopkald.
  • Et målrettet cv.

Hvis du er den kreative type, kan det være en god ide at sende en kort præsentationsvideo med i din uopfordrede ansøgning, hvor du fortæller om dig selv og dine kompetencer. Hos FTFa kan du læse mere om, hvordan du bruger video i din jobsøgning, samt hvilket indhold der passer godt til en videoansøgning, og hvad du skal prøve at undgå, når du laver en videopræsentation af dig selv.

Bliv også inspireret af vores eksempel på en god uopfordret ansøgning samt cv. Her kan
du se i praksis, hvad du kan lægge vægt på, hvordan du fremhæver de egenskaber og kompetencer, du kan bidrage med, samt hvordan du laver en stram og overskuelig struktur — med mere.

Når du er klar til at sende din uopfordrede ansøgning

Når du sender en uopfordret ansøgning, er det typisk at kontakte en specifik medarbejder i virksomheden via e-mail. Det vil oftest være den, der er ansvarlig for området og derved kan ansætte nye medarbejdere. Målretter du din ansøgning til vedkommende, øger du dine chancer for succes.

En uopfordret ansøgning kan dog være et forstyrrende element i personens hverdag, men du kan gøre det lettere for vedkommende ved at følge disse retningslinjer:

  • Placér din uopfordrede ansøgning direkte i selve e-mailen i stedet for et vedhæftet dokument.
  • Hold ansøgningen kort og præcis.
  • Vedhæft dit cv.
  • Sørg altid for at give en vej 'videre' fra e-mailen, for eksempel ved at nævne at du vil følge op med et telefonopkald tre dage senere.

Din uopfordrede ansøgning skal enten føre til en samtale, eller til at arbejdspladsen husker dig, når de får en ledig stilling. Dette kan du opnå ved at ringe til arbejdspladsen en uges tid efter, de har fået ansøgningen. Forbered dem på, at du ringer, ved at skrive det i ansøgningen. Et nej kan også føre til at skabe en ny kontakt. Spørg for eksempel arbejdsgiveren: "Hvem vil du foreslå, at jeg kontakter i stedet?" eller "Ved du hvilke firmaer, der har succes, og som kunne være på udkig efter nye medarbejdere?".

  • Vær kreativ: Hvis din uopfordrede ansøgning skiller sig ud, har du en større chance for at blive bemærket. Det kan du for eksempel både gøre ved at lave en ansøgning, som er flot designet og ved at formidle dig på en fængende og kreativ måde, som skiller sig ud fra andre.

 

  • Udvælg virksomhederne: Lav en bruttoliste af nøje udvalgte virksomheder, du vil sende din uopfordrede ansøgning til, og ret din ansøgning en smule til, så den passer til de forskellige stillinger eller brancher, du søger inden for. Inden du sender din ansøgning afsted, så husk altid at tjekke, at du har skrevet den rigtige virksomheds navn på, så du er sikker på, at det er den rigtige modtager, der står på din ansøgning.

 

  • Gør din uopfordrede ansøgning personlig: Fortæl, hvem du er som menneske, og hvad du helt unikt kan byde ind med til virksomheden.

 

  • Sæt dine forventninger lavt: Et afslag kan også være en positiv anledning til at gøre din uopfordrede ansøgning endnu bedre og skarpere næste gang. Du kan altid få kyndig vejledning og sparring som medlem af FTFa gennem vores 24 timers sparring, hvis du har brug for et par ekstra øjne til at se på din ansøgning og dit CV.

 

  • Vær klar på at give lidt ekstra i din uopfordrede ansøgning: Overvej om et praktikophold eller løntilskudsordning kunne være en måde at få foden inden for i virksomheden.

 

  • Ring til virksomheden, hvor du vil søge uopfordret: På den måde har de dig frisk i hukommelsen, når de modtager din uopfordrede ansøgning. I første omgang kan det dog for nogle virke grænseoverskridende at ringe til en fremmed og stille vedkommende spørgsmål om en stilling i deres virksomhed. Lad det ikke begrænse dig, for når du først har prøvet det et par gange, bliver det meget lettere. Men vær opmærksom på, at du har styr på de spørgsmål, du vil stille vedkommende, før du ringer, samt at spørgsmålene er relevante og velovervejede. Undersøg for eksempel, hvad virksomhederne skriver på deres hjemmeside eller deres LinkedIn. Se for eksempel også på, hvilke fremtidige udfordringer virksomheden står overfor, og hvordan netop dine kompetencer kan spille en rolle i at hjælpe dem med den pågældende udfordring.

  1. Det er dig selv, der skal finde ud af, hvilke behov virksomheden har.
  2. Du skal forsøge at ramme dét tidspunkt, hvor den pågældende virksomhed har et behov for at ansætte en ny medarbejder med de kompetencer, du sidder inde med.
  3. Processen med at skrive uopfordrede ansøgninger kan for nogle være en uoverskuelig proces, hvis du ikke på forhånd har lagt en plan for, hvordan du vil gøre.

EKSEMPEL PÅ UOPFORDRET ANSØGNING OG CV

Hvad er forskellen på en uopfordret og motiveret ansøgning? Se her, hvordan du kan lægge vægt på, hvad du kan bidrage med, laver en stram struktur og hvordan du afslutter den uopfordrede ansøgning samt sætter den i sammenhæng med dit cv. 

Se eksempel på uopfordret ansøgning og cv her
EKSEMPEL PÅ UOPFORDRET ANSØGNING OG CV

KONTAKT VORES JOBRÅDGIVERE

Er du ledig kan du altid bruge FTFa's jobrådgivere som sparringspartnere. Vi kender dit fagområde og arbejdsmarked, fordi vi samarbejder med 54 faglige organisationer og 500 virksomheder. Vores jobrådgivere tager udgangspunkt i, hvor du er i din jobsøgning, og hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dig videre, der hvor du har behov for det.

Ring på telefon 7013 1312 eller book møde via Tast Selv.

Book møde via Tast Selv
KONTAKT VORES JOBRÅDGIVERE