HOVEDBESKÆFTIGELSE OG BIBESKÆFTIGELSE
Få svar på dine spørgsmål om hovedbeskæftigelse og bibeskæftigelse i forbindelse med selvstændig virksomhed og medlemskab af a-kassen herunder.
Det er hovedbeskæftigelse, hvis det ved din indplacering konstateres at aktiviteten ikke har været drevet samtidig med lønarbejde i et omfang, så den kan anses for at være selvstændig bibeskæftigelse. Se afsnit nedenfor ”Hvad er selvstændig bibeskæftigelse.”
Begynder du selvstændig virksomhed i en ledighedsperiode, er det altid bibeskæftigelse. Driver du din virksomhed som din hovedbeskæftigelse, skal din virksomhed være ophørt, før du eventuelt kan få dagpenge.
Dit arbejde i virksomheden anses for at være bibeskæftigelse, hvis du som lønmodtager opfylder følgende betingelser, inden du blev ledig:
- Du har i gennemsnit som minimum arbejdet 80 timer som lønmodtager pr. måned i de seneste 6 måneder forud for din ret til dagpenge. Er du deltidsforsikret skal du have mindst 53 timer pr. måned.
- Du har som minimum arbejdet 1 time som lønmodtager i hver af de 5 måneder ud af de 6.
Hvis du er nyuddannet, kan vi medregne en måneds uddannelse som 160,33 timer.
Begynder du selvstændig virksomhed efter du er blevet ledig og er indplaceret, er dine aktiviteter altid bibeskæftigelse – uanset hvor mange timer og hvornår på dagen, du arbejder i virksomheden. Dog skal du hele tiden stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og fx kunne overtage fuldtidsarbejde dagen efter. Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger med mulighed for forlængelse i op til 12 uger.
Læs mere om supplerende dagpenge her.
Kontakt altid FTFa, hvis du overvejer at blive selvstændig.
Du kan søge FTFa om lov til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse op til 400 timer om året samtidig med efterløn. Dine timer i virksomheden bliver modregnet i efterlønnen.
Arbejdstimerne må ikke overskride 400 timer årligt, og virksomhedens indtægt (dækningsbidrag 1) må ikke komme over 89.976 kroner (i 2024) pr. regnskabsår.
Time- og indtægtsgrænserne gælder i alle de regnskabsår, hvor du er på efterløn. Også hele det regnskabsår, hvor du går på folkepension.
Dækningsbidrag 1 = Omsætning minus vareforbrug.
Afgrænsning
For at få tilladelse skal arbejdsopgaverne i virksomheden være så klart afgrænsede, at driften af virksomheden ikke vil overstige grænserne på 400 timer/89.976 kroner (i 2024).
Det er ikke nok at erklære, at du vil arbejde mere end 400 timer og ikke have en højere indtægt end 89.976 kroner (i 2024). Der skal være nogle klare, ydre omstændigheder, der afgrænser virksomheden. Det kan for eksempel være en bestemt opgave, en begrænset kundekreds eller lignende. Det er også en betingelse, at afgrænsningen af virksomheden er varig.
Arbejdsopgaver
Den samlede arbejdstid i virksomheden må varigt højst være 400 timer om året. Alle arbejdsopgaver skal kunne klares inden for de 400 timer. Det gælder for eksempel administration, rengøring, transport og vedligeholdelse af firmabil og redskaber. Får du hjælp fra andre, skal det også kunne klares inden for de 400 timer samlet. Det er dog kun dine egne arbejdstimer, der modregnes i efterlønnen.
I forbindelse med ansøgningen skal du derfor så præcist som muligt beskrive alle arbejdsopgaver i virksomheden. Du skal angive et timeforbrug på samtlige arbejdsopgaver pr. uge og/eller år. Du skal også så præcist som muligt opgøre din forventede indtægt.
Indtægtsgrænse
Indtægten i virksomheden – det såkaldte dækningsbidrag 1 må ikke overstige 89.976 kroner (i 2024) pr. regnskabsår. Vareforbrug er omkostninger, der varierer sammen med omsætningen.
En gang årligt, skal du sende et årsskema med oplysninger om virksomhedens indtægter. Oplysningerne skal være attesterede af en registreret eller statsautoriseret revisor.
Ændring fra hovedbeskæftigelse til bibeskæftigelse
Hvis du ændrer din hovedbeskæftigelse til at blive en bibeskæftigelse, eller du ønsker at fortsætte en bibeskæftigelse, som hidtil har været større end 400 timer/89.976 kroner årligt (i 2024), skal du dokumentere, hvilken ændring der er sket i virksomheden, så den fremover holder sig under grænserne.
Dokumentationen kan for eksempel være en salgsaftale/afvikling af en del af virksomheden eller opsigelse af faste samarbejdspartnere eller lignende.
Det er ikke nok at erklære, at du fremover vil afvise kunder, når du nærmer dig grænserne for ordningen. Du skal kunne dokumentere ændringerne.
Din ansøgningsblanket (AR284) skal være attesteret af en registreret eller statsautoriseret revisor.
KONTAKT OS
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning og sparring, så står vi klar ved telefonerne mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 9:00-15:00 samt torsdage kl. 9:00-18:00.
Tlf. 70 13 13 12