SÅDAN AFMELDER DU DINE DAGPENGE

Når du skal afmelde dig dagpenge, er der nogle ting, du skal huske at gøre hos jobcentret og hos FTFa. Vi har lavet en guide, der gør det nemt for dig.

1. Afmeld dig som ledig på jobnet.dk (via jobcenteret)

På din første dag, hvor du ikke længere ønsker dagpenge (fordi du er kommet i arbejde, på uddannelse, på efterløn eller på barsel), skal du afmelde dig som ledig på jobnet.dk. Alternativt kan du ringe til dit Jobcenter og afmelde dig. FTFa får besked om din afmelding fra jobnet.dk.

2. Er der mindre end 6 uger til du starter? (via jobcenteret)

Hvis der er mindre end 6 uger til opstart af eksempelvis job eller barsel, kan du ringe til dit Jobcenter og søge mindre intensiv indsats. Det betyder, at du kan blive fritaget – hvis dit jobcenter godkender det - for at søge job, deltage i møder og aktivering frem til opstart. Dette gælder også møder i FTFa.

3. Er der mindre end 6 uger til du starter? (via FTFa)

Har du været ledig mindre end 3 måneder, og der er mindre end 6 uger til opstart af eksempelvis job, barsel, fuldtidsuddannelse, kan du blive fritaget for at søge job og deltage i samtaler frem til opstart. Hvis du ønsker fritagelse, skal du sende en besked via din Mailboks på Tast Selv med området ’Jobsøgning’ og emnet ’Øvrige’ og bekræfte, at du starter i et fuldtidsarbejde og fra hvilken dato.

4. Dit møde i FTFa bliver aflyst

Har du et møde booket i FTFa på en dato, der ligger efter afmeldingsdatoen/efter dato for godkendelse af mindre intensiv indsats, bliver dette automatisk aflyst.

Du skal senest afmelde dig som ledig på Jobnet, den dag du ikke længere har ret til dagpenge. Hvis du for eksempel starter i job, skal du senest afmelde dig på din første arbejdsdag, og hvis du påbegynder studie, skal du senest afmelde dig til studiestart. Du skal altså senest afmelde dig den dag, din ledighed ændrer sig.

Du kan let og hurtigt afmelde dig dagpenge på Jobnet eller ved at ringe til dit jobcenter. Når du afmelder dig dagpenge gennem Jobnet eller dit jobcenter, får din a-kasse automatisk besked. Du skal altså blot afmelde dig dagpenge ét sted, og så vil du automatisk være afmeldt dagpenge alle steder.