SENIORJOB

Seniorjob er en ordning, hvor kommunen skal ansætte en ledig på ordinære løn- og ansættelsesvilkår, dvs. med fuld løn frem til det tidspunkt, hvor borgeren når efterlønsalderen.


Her kan du se, hvad du skal opfylde for at kunne få et seniorjob:

- Du skal være med i efterlønsordningen og betale efterlønsbidrag
- Du skal være berettiget til efterløn på lovens tidligste tidspunkt (efterlønsalderen)
- Du skal være ledig og have opbrugt dagpengeretten
- Du skal være rask og til rådighed for at kunne tage et arbejde
- Der skal være mindre end 5 år til, du kan gå på efterløn, når din dagpengeret udløber.

Inden din dagpengeret udløber, får du brev om, at du kan søge et seniorjob hos din kommune. Kommunen behandler ansøgningen fra og med 2 måneder, inden din dagpengeret udløber. Hvis du bliver godkendt, finder kommunen dig et job ud fra dine ønsker og kvalifikationer. Hvis kommunen undtagelsesvis ikke kan finde et job, får du seniorjobydelse, som er et beløb, der svarer til din dagpengesats.

Bemærk, at du selv skal søge om seniorjob. FTFa kan ikke ansøge på dine vegne. Du er derfor selv ansvarlig for, at ansøgningen indleveres i tide.

Når dit seniorjob er ved at ophøre

Når du når din efterlønsalder, skal du gå på efterløn, og seniorjobbet ophører. Hvis du ikke går på efterløn, skal du optjene en helt ny dagpengeret ved at arbejde i mindst 12 måneder inden for 3 år. Det er derfor meget vigtigt, at du søger om efterløn i god tid, inden du stopper i dit seniorjob. Efterløn kan ikke bevilges med tilbagevirkende kraft, så hvis du søger for sent, mister du helt muligheden for at gå på efterløn.