Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

TIPS TIL DIN ANSØGNING

Når du står over for at søge nye jobmuligheder, udgør dit cv og din ansøgning nøglen til at åbne døren til en potentiel samtale og jobmulighed. Derfor er det afgørende, at din ansøgning og dit cv er skræddersyet til den specifikke virksomhed, du søger hos, og at dine kompetencer fremstår tydeligt for modtageren.

Du kan finde nyttige tips til, hvordan du opnår dette, her på siden.

JOBMAKKER HJÆLPER DIG MED DIN ANSØGNING

Få vores Jobmakker til at skrive et udkast til din ansøgning på nul komma fem. Alt, du skal have klar, er dit cv og et stillingsopslag. Jobmakker kan også give dig feedback på din ansøgning eller lave en kompetence profil til dig.

Jobmakkeren bruger kunstig intelligens til at kunne matche dine kompetencer med det, der bliver efterspurgt i stillingsopslaget. Du kan bruge den så mange gange, du vil.

Prøv Jobmakker nu

JOBMAKKER

INSPIRATION TIL DIN ANSØGNING OG CV HOS FTFa

Inden du sender dine dokumenter afsted til potentielle arbejdsgivere, er det en god idé at søge inspiration til, hvilke elementer der er værdifulde at inkludere. Derfor har vi hos FTFa samlet en række tips og eksempler, så du kan skabe en stærk ansøgning og et skræddersyet cv. Her kan du fremhæve både dine faglige og personlige kompetencer, som er relevante for det specifikke job eller den ønskede stilling."

Dos and don’ts til ansøgningen

Når du skal i gang med din ansøgning, så er der nogle vigtige overvejelser, du bør have in mente. Disse giver dig de bedste forudsætninger for at skrive en god ansøgning og komme i betragtning til en jobsamtale.

  1. Lav forarbejdet, inden du sætter dig med ansøgningen.
  2. Kend arbejdspladsens værdier, analysér opslaget, og målret din motivation.
  3. Sæt dine kompetencer i spil, som du har fundet med FTFa's jobsøgningsmodel.
  4. Ring ikke til virksomheden uden at have forberedt relevante spørgsmål og en præsentation af dig selv.
  5. Ring til kontaktpersonen på stillingsopslaget, så du får mere at vide om stillingen, end der står i opslaget.
  6. Skriv ikke ansøgningen før, du har fundet konkrete ting, du kan tilbyde arbejdspladsen.
  7. Hold ansøgningen på 1 side
  8. Send ikke ansøgningen afsted uden at tjekke datoer og arbejdspladsens navn samt generelle stavefejl og slåfejl. Få en ven eller din a-kasse til at læse ansøgning og cv igennem, inden du sender den.

SE EKSEMPLER PÅ DEN GODE ANSØGNING

Når arbejdsgiveren læser din ansøgning, så er det vigtigt fra start til slut at have deres opmærksomhed fanget. Det kan du gøre med spændende indhold, og ved at vise, hvilken forskel du kan gøre for dem. Ligesom med cv’et, så skal ansøgningen være målrettet deres virksomhed og den stilling, du søger hos dem. En god ansøgning giver arbejdsgiveren en fornemmelse af, hvem du er som person, og hvad du kan bidrage med af faglige og personlige kompetencer.

Og husk, at sproget i din ansøgning skal tilpasses den branche, du søger arbejde i. Søger du job som tekstforfatter eller grafisk designer, kan du med fordel overveje en mere kreativ tilgang i din ansøgning. Men søger du eksempelvis job som pædagog, sygeplejerske eller ingeniør, bør du holde tonen professionel.

Vi har hos FTFa samlet en række tips og gode råd til, hvordan du kan skrive en motiveret ansøgning, og her kan du få inspiration fra konkrete ansøgninger fra forskellige brancher. Se eksempelvis en ansøgning fra en tandplejer, administrativ medarbejder, bygningskonstruktør, psykomotorisk terapeut og mange flere.
Få også inspiration til, hvordan din ansøgning skiller sig ud fra mængden, samt hvordan du kan bringe dine kompetencer i spil og gribe jobbet an, hvis du får det.

SE EKSEMPLER PÅ DEN GODE PRAKTIKPLADSANSØGNING

Skal du i praktik i forbindelse med dit studie? Så kan du også finde tips og gode råd til en praktikpladsansøgning, hvor du skal lægge meget mere vægt på din motivation, end hvad du kan gøre for virksomheden. Læs også om, hvorfor uopfordrede ansøgninger kan være en stor fordel i jagten på en praktikplads. Uopfordrede ansøgninger kan i dag have mange formater, og du bør altid gøre brug af både dit netværk og sociale medier.

Lav grundig research af virksomheden, inden du søger en praktikplads, så du er helt sikker på, at den passer til dig, kan give dig den rette læring, og så du bedre kan målrette din ansøgning til dem og komme til en samtale.

HVOR LANGT SKAL MIN ANSØGNING OG MIT CV VÆRE?

Mange undrer sig over, hvor lange ansøgninger og cv'er bør være. Der er dog visse uskrevne retningslinjer, som det kan være nyttigt at følge.

Ideelt set bør din jobansøgning ikke overskride én A4-side. Arbejdsgivere har sjældent tid eller lyst til at læse flere sider, og der er risiko for gentagelser af det, der allerede står i cv'et. Hold det kort og præcist for at vise, at du kan fokusere på det væsentlige og undgå at bruge plads på uvæsentlige detaljer.

Når det kommer til cv'et, er det vigtigt at inkludere dine erfaringer og kompetencer uden at overvælde læseren med unødvendig information. Vælg omhyggeligt, hvilke oplysninger der skal med, og sørg for at bevare relevansen. Et cv bør ikke være for langt, gerne 1-2 sider med fokus på det mest relevante.

Deltag i et møde om ansøgning og cv

Du kan også deltage i et af vores møder om ansøgninger og cv'er, hvor vi fokuserer på at skræddersy dine dokumenter, så du skiller dig ud blandt ansøgerne. Se vores møder og arrangementer for flere oplysninger om kommende arrangementer, der kan være nyttige i din jobsøgningsproces.

BLIV MEDLEM AF FTFa

Med et medlemskab hos os får du en af de billigste a kasser på markedet, og et bredt kendskab til brancher, stillinger og fagligheder på arbejdsmarkedet. Det skyldes bl.a. at vores a kasse har et langvarigt og tæt samarbejde med hele 54 faglige organisationer.

Læs mere om medlemskab, priser og satser her