Vær bevidst om, hvordan du vinkler historien om dit arbejdsliv, så den understøtter dit karriereskifte. Bed om feedback. Øv dig i at tale om dine styrker. Tal om det, du er god til. Og tal om det, der giver dig energi i relation til dit skifte og i et sprog, arbejdsgiverne i din nye branche kan forstå.
Vær nysgerrig på, hvordan arbejdsgivere beskriver arbejdsopgaver, funktioner og stillingsbetegnelser: Hvad hedder det, du kan, på deres sprog? Gør det visuelt, målbart, håndgribeligt og resultatorienteret.
De fleste mennesker har gennem deres studie og arbejdsliv opbygget en vifte af kompetencer, som kan bruges i brancher, de ikke før har arbejdet indenfor.
Kompetencer kan være svære at sætte ord på, men det er dig, som skal vise, at du har de rette kompetencer, og at du forstår, hvordan de skal bruges i en ny sammenhæng. Arbejdsgiveren kan ikke nødvendigvis se det. Hvis du overvejer et karriereskifte er en af dine vigtigste øvelser at lære at beskrive dine kompetencer. Det giver arbejdsgiveren tryghed, og det vil gøre din jobsøgning meget lettere.
Og forbered så svar på spørgsmålet: Hvorfor vil du skifte spor?