Arbejdsgiver styrer jobsamtalen og indleder typisk med at fortælle om virksomheden og jobbet, før de spiller bolden over til dig – ofte med invitationen ”fortæl lidt om dig selv”. Lad dine svar være fyldestgørende, men ikke for lange. Vær ikke bange for mikrotænkepauser. Og vær bevidst om, hvordan du kan bidrage til stemningen og balancen i samtalen.
Nogle kandidater kommer derfra med en følelse af, at de ikke fik sagt og spurgt om det, de gerne ville, fordi de ikke blev inviteret. Men det er dit ansvar at sørge for, at arbejdsgiver får det absolut vigtigste at vide om dig.
Prøv dig også frem med at stille åbne spørgsmål til relevante emner, der måtte dukke op undervejs. Nævner de fx, at teamet planlægger nyt fokus eller udviklingstiltag, så spørg ind til hvilket fokus eller udvikling på hvilket område. Lyt til svaret og brug det til at give arbejdsgiver mere målrettet viden om dig, så de kan vurdere, om du er den rette medarbejder.