Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

STUDIEJOB MED GOD LØN OG MASSER AF MENING!

Er du skarp på god service, og vil du gøre en forskel for andre mennesker? Kan du lide at tale i telefon, og drømmer du om et studiejob med stort ansvar og virkelig gode kollegaer?

Vi søger studentermedarbejdere til FTFa’s vigtigste ansigt udadtil – vores Medlemsservice i København, hvor du vil blive en del af et stærkt team med fokus på service og trivsel.

Søg stillingen her

Hos os får du:

  • 182,50kr i timen og betalt frokost
  • Professionel kommunikations- og servicetræning
  • Fleksible arbejdstider
  • Praktisk erfaring med formidling af komplekst materiale
  • Engagerede og søde kolleger, som altid er klar til at hjælpe dig

Du gør en stor forskel for vores medlemmer

Din primære opgave vil være at vejlede vores medlemmer pr. telefon om alt fra a-kasselovgivningen til it-support ift. vores selvbetjeningsunivers. Senere hen vil der også være mulighed for at vejlede over chat, men telefonen er den primære opgave, og det er derfor vigtigt, at du trives med at tale i telefon hele dagen, når du er på job.

Bare rolig - vi lærer dig godt op

Du skal have mulighed for at starte d. 1. marts 2023 og deltage i 3 ugers oplæring. Oplæringsforløbet er planlagt i dagtimerne fra d. 1. marts til omkring 20. marts, og det er vigtigt, at du kan deltage i hele perioden. Undervisningen foregår ved fysisk fremmøde på vores hovedkontor i Snorresgade 15 ved Islands Brygge.

Du bliver skarpere på din egen kommunikation

Vi er ambitiøse og lægger stor vægt på at vores medlemmer oplever høj service. Vi forventer derfor, at du har et stort service-gen og er en dygtig formidler, der kan vejlede klart og tydeligt med udgangspunkt i medlemmets behov.

Vi arbejder aktivt med at skærpe vores kommunikative færdigheder, og du vil som et led i din ansættelse få professionel sparring og blive certificeret rådgiver – en bredt anvendelig og meget eftertragtet kompetence, som åbner døre på tværs af hele arbejdsmarkedet.

Du har gerne erfaring med service fx fra butik eller kundeservice pr. telefon. Engelsk er et must, og du har generelt IT-tække. Du er fleksibel og ansvarsfuld ift. dine vagter samt trives med høj grad af ansvar og udfordring i dit job.

Godt kollegialt sammenhold og gode rammer

Vi har stort fokus på trivsel og sammenhold i teamet og i organisationen, og du vil som studerende indgå i et hold af ligesindede, hvor der er højt til loftet og god plads til at hygge sig både i og uden for arbejdstiden – blandt andet i vores nye kælderbar eller på vores flotte terrasse med udsigt over Islands Brygge og Havneløbet.

Du får attraktive ansættelsesforhold og samfundsansvarlig arbejdsplads

Ud over gode kollegaer og skønne rammer bliver du en del af en arbejdsplads, der har som erklæret mål at skabe samfundsmæssig værdi. Af samme årsag arbejder vi med den tredobbelte bundlinje, hvor vores sociale indsats og miljømæssige hensyn indgår i vores økonomiske resultater.

Du bliver ansat på en kontrakt på 15 timer om ugen i gennemsnit. Vi er tilgængelige for medlemmerne fra 08.00 om morgenen til 18.00 om aftenen, og du kan med rimelig fleksibilitet lægge dine vagter inden for det tidsrum. En typisk vagt er mellem 4 til 7,5 timer.

Du skal være forberedt på at arbejde mere i skoleferieperioder, hvor de faste medarbejdere holder fri - fx i sommerferien, påsken og julen.

Du er studerende og kan fremvise studiekort samt har minimum to år tilbage af dit studie. 

Vi vil rigtig gerne høre fra dig

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og cv via linket eller ftfa.dk senest d. 7. januar 2023.

Hør mere om jobbet hos Teamchef Høgni Weihe på 53 600 680.

Vi trækker referencer fra nuværende eller tidligere arbejdsgivere, inden du tilbydes jobbet, og du må derfor gerne have disse klar, hvis du bliver indkaldt til samtale.

 

Søg stillingen her

 

VI TROR PÅ, AT VORES MEDLEMMER HELLERE VIL VÆRE I ARBEJDE END PÅ DAGPENGE

FTFa arbejder hver dag for at være medlemmernes direkte vej til et nyt job. Vi er en partipolitisk neutral a-kasse med 58 medlemsorganisationer og mere end 150.000 medlemmer.

Vi er på en rejse, hvor vi bevæger os fra at være en traditionel a-kasse til at blive Danmarks bedste til at rådgive vores medlemmer om jobsøgning og karriereudvikling og til at formidle job til medlemmerne.

 

< Gå tilbage til Job i FTFa