Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

PROJEKTLEDER TIL STRATEGISK PROJEKTSTYRING

Har du erfaring med målstyring og driftsledelse? Kan du skabe overblik og sikre kvalitet gennem porteføljestyring og businesscases? Og er din projektlederrygsæk fyldt med gode værktøjer? Så har du i dette job rig mulighed for faglig udvikling og vil være med til at skabe en direkte vej til nyt job for vores mere end 150.000 medlemmer.   

Du får stor indflydelse på vores projektorganisation
Som en del af vores projektkontor, vil du være med til optimere samspillet mellem de forskellige dele af organisationen og derigennem understøtte vores projektmodenhed.

Du vil få ansvar for at vedligeholde vores projektmodel og i samarbejde med dine kollegaer at udvikle vores forbedringsværktøjskasse. Du vil komme til at arbejde med porteføljestyring og udarbejdelse af businesscases fx i forbindelse med vores strategi, og så bliver du spydspids på vores arbejde med drift- og målstyring.

I FTFa anvender vi Lean som en del af vores projektkultur, men det er ikke en forudsætning, at du har arbejdet med det før. Som lærende organisation sætter vi pris på, at din værktøjskasse også kan være fyldt med andre forbedringsværktøjer, og hvis du oven i købet har erfaring med at lære andre, hvordan de kan bringe værktøjerne i spil, vil det være et klart plus.

Du er en analytisk og pragmatisk projektleder
Du er vant til at begå dig i et politisk miljø, vægter samarbejde med forskellige fagligheder højt og ved, at det er en nødvendighed for at lykkes. Du har forståelse for indbyrdes afhængigheder og med din pragmatiske tilgang, forstår du, hvilke værktøjer det giver mening at bringe i spil i en given situation. Du trives som facilitator og er en tydelig formidler med en analytisk og struktureret tilgang til dine opgaver.

Du har gerne erfaring fra en kunderettet funktion og formår at tage kundens perspektiv og tænke udefra og ind. Du har en lang videregående uddannelse, men din specialisering er ikke så vigtig. Du bliver en del af Sekretariatet, får 7 dygtige kollegaer og vil referere til Sekretariatschefen.

Du bliver en del af en samfundsansvarlig arbejdsplads
Har du brug for hjælp, finder du den. Har du en god ide, bliver du hørt. Ønsker du faglige udfordringer, får du muligheden. Leder du efter kolleger, du kan lære af, er de der.

Foruden fagligt dygtige og dedikerede kolleger, får du gode ansættelsesvilkår, sundhedsforsikring og firmapensionsordning. Vi vægter trivsel og sundhed højt, og du bliver en del af en arbejdsplads, der har som erklæret mål at skabe samfundsmæssig værdi.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og cv via linket senest d. 15. august 2021. Opstart vil være 1. oktober, og vi forventer at holde første samtaler den 20. august og 2. samtaler d. 27. august. Ved 2. samtalerne anvendes case samt personprofilværktøjet IEQ9. Hvis du vil høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Sekretariatschef Anders Lorenzen på tlf.: 2261 7256, tirsdage kl. 9-12.

Søg jobbet via vores job-agent (åbner i ny fane)

 

VI TROR PÅ, AT VORES MEDLEMMER HELLERE VIL VÆRE I ARBEJDE END PÅ DAGPENGE

FTFa arbejder hver dag for at være medlemmernes direkte vej til et nyt job. Vi er en partipolitisk neutral a-kasse med 58 medlemsorganisationer og mere end 150.000 medlemmer.

Vi er på en rejse, hvor vi bevæger os fra at være en traditionel a-kasse til at blive Danmarks bedste til at rådgive vores medlemmer om jobsøgning og karriereudvikling og til at formidle job til medlemmerne.

 

< Gå tilbage til Job i FTFa