Har du brug for rådgivning?
70 13 13 12

FORRETNINGSORIENTERET ANALYSEKONSULENT TIL FTFa

Kunne du tænke dig et job, hvor du er med til at sikre fundamentet for ledelsesbeslutninger og organisationsudvikling? Vil du bruge dine analytiske evner til at skabe bæredygtige dataløsninger til gavn for vores medlemmer?

Som analysekonsulent hos os spiller du en vigtig rolle i den datadrevne transformation af FTFa og vil være med til at sikre den direkte vej til nyt job for vores mere end 150.000 medlemmer.

Søg stillingen her

Du får indflydelse på udviklingen af analyseområdet

Dine primære opgaver bliver at udarbejde ledelsesrapporter gennem BI samt at udvikle og vedligeholde vores KPI’er og BI-modeller, så de giver mening for hele forretningen. Derudover vil du komme til at udarbejde analyseopgaver baseret på labour intelligence samt understøtte ad hoc analysebehov, der efterspørges af organisationen eller vores samarbejdspartnere. Stillingen kræver derfor solid erfaring med BI og surveys. Måske har du også arbejdet med SQL og har kendskab til beskæftigelsesområdet, dette er dog ikke en forudsætning.

Du får frihed til selv at sætte dit præg på rollen og vil være med til at drive udvikling af analyseområdet og styrke måden vores forretning anvender og analyserer data.

Udvikling og analyse i en politisk kontekst

Du har en servicemindet tilgang og er god til at afkode forretningens behov og omsætte dem til anvendelig data. Du vægter samarbejde med forskellige fagligheder højt og ved, at det er en nødvendighed for at lykkes. Din analytiske værktøjskasse er i orden, og du mestrer både kvantitative og kvalitative data- og analysemetoder og ved, hvordan du skal anvende dem til at skabe resultater. Det er en fordel, hvis du har erfaring med data og analyse i politisk styret organisation, fx a-kasse, jobcenter eller beskæftigelsesministeriet.

Du bliver en del af et team på i alt tre analysekonsulenter, som vægter uformel dialog og plads til, at vi har det sjovt sammen. Vi sidder i storrumskontor og er omgivet af gode kollegaer som en del af afdelingen Digital Udvikling og Service. Du vil referere til teamchefen for Analyse og Udvikling.

Dygtige kollegaer og en samfundsansvarlig arbejdsplads

Foruden fagligt dygtige og dedikerede kolleger, får du gode ansættelsesvilkår, sundhedsforsikring og firmapensionsordning. Vi vægter trivsel og sundhed højt og du bliver en del af en arbejdsplads, der har som erklæret mål at skabe samfundsmæssig værdi. Af samme årsag arbejder vi med den tredobbelte bundlinje, hvor vores sociale indsats og miljømæssige hensyn tæller lige så meget som de økonomiske resultater.

Vi vil rigtig gerne høre fra dig

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og cv via linket senest d. 25. oktober. Vi forventer at holde første samtaler den 2. november og anden samtaler d. 9. november. Ansættelse er d. 1. januar 2022. Du er velkommen til at ringe og høre mere om jobbet hos Teamchef Till-Jesper König på tlf.: 6130 7755.

 

Søg stillingen her

 

VI TROR PÅ, AT VORES MEDLEMMER HELLERE VIL VÆRE I ARBEJDE END PÅ DAGPENGE

FTFa arbejder hver dag for at være medlemmernes direkte vej til et nyt job. Vi er en partipolitisk neutral a-kasse med 58 medlemsorganisationer og mere end 150.000 medlemmer.

Vi er på en rejse, hvor vi bevæger os fra at være en traditionel a-kasse til at blive Danmarks bedste til at rådgive vores medlemmer om jobsøgning og karriereudvikling og til at formidle job til medlemmerne.

 

< Gå tilbage til Job i FTFa