FERIE

Find svar på dine spørgsmål omkring ferie og dagpenge nedenfor.

Kan jeg få feriepenge fra a-kassen?

Hvis du har modtaget dagpenge og barselsdagpenge fra kommunen, kan du få feriedagpenge fra FTFa i det efterfølgende ferieår. Fra 1. januar 2017 optjener man ikke længere feriedagpenge, når man får sygedagpenge.

Læs mere i artiklen: Sygedagpenge giver ikke længere ret til feriedagpenge

Hvornår kan jeg se, om jeg har optjent feriedage?

I april måned vil du i Tast Selv kunne se, hvor mange feriedage du har optjent ret til. FTFa sender også et brev til dig om, hvor mange feriedage du har optjent ret til.

Du kan højst optjene 25 dage med feriedagpenge.

Hvor meget får jeg i feriedagpenge?

Feriedagpengene er samme beløb per dag som dit dagpengebeløb.

Hvorfor får jeg ikke udbetalt feriedagpenge, når jeg ret til dem?

Selvom du har optjent ret til feriedagpenge og har fået brev fra FTFa om det, er der nogle tilfælde, hvor du alligevel ikke har ret til at få dem udbetalt.

Du kan eksempelvis ikke få feriedagpenge, hvis du har mistet dagpengeretten. Er du under uddannelse eller selvstændig, kan du heller ikke få feriedagpenge.

  • Du har ret til at få udbetalt feriedagpenge, hvis:
  • Du er medlem af en dansk a-kasse
  • Du har dagpengeret i ferieperioden – også når du er i job.
  • Du er lønmodtager eller ledig
  • Du har afholdt den ferie, du har optjent hos en arbejdsgiver
  • Du afholder din ferie

Hvordan søger jeg om feriedagpenge?

Du søger om feriedagpenge via Tast Selv, uanset om du er ledig eller i job.

Husk, hvis du er ledig:

  • Du skal først bruge de feriedage og feriepenge, du har optjent hos en tidligere arbejdsgiver, før du kan søger om feriedagpenge i FTFa.
  • Som udgangspunkt skal du have feriekortet underskrevet af FTFa. Men hvis du har et feriekontobevis, kan du selv underskrive det. Feriekonto indberetter automatisk til FTFa. Derfor er det vigtigt, at du på feriekontobeviset kun skriver de dage, du reelt holder ferie.
  • Du skal give jobcentret besked 14 dage før, du holder ferie. FTFa får automatisk at vide fra jobcentret, at du holder ferie, så du behøver ikke kontakte FTFa.

Hvornår skal jeg holde min ferie?

Du skal senest have afholdt din ferie, inden det nye ferieår begynder 1. maj.

Ferieåret løber fra 1. maj til 30. april.

Hvis du ikke har søgt om feriedagpenge inden den 31. maj efter udløbet af ferieåret, mister du retten til feriedagpenge.

Hvorfor har jeg ikke fået meddelelse om godkendelse af feriedagpenge?

Søger du om feriedagpenge, vil du i langt de fleste tilfælde få en meddelelse direkte på skærmen om, at ansøgningen er godkendt, når du søger via Tast Selv.

I det tilfælde hører du ikke yderligere fra FTFa, før du får en besked om, at pengene er på vej ind på din konto. Der kommer en mail om det cirka tre dage før, pengene er på kontoen.

Hvis du ikke modtager en meddelelse direkte på skærmen, er det fordi, der skal laves lidt ekstra på ansøgningen. Så vil du få en besked fra FTFa, når ansøgningen er godkendt.

Hvornår får jeg mine feriedagpenge?

Dine feriedagpenge fra FTFa kommer ind på din konto omkring en uge før, du skal holde din ferie.

Du får en besked fra FTFa om, at pengene er på vej cirka tre dage før, at de er til rådighed på kontoen.

Kan jeg få dagpenge ved ferielukning?

Hvis du er ansat på en arbejdsplads, hvor der er kollektiv ferielukning, kan du i enkelte tilfælde få dagpenge, mens virksomheden er lukket.

For at få dagpenge ved ferielukning, skal du:

  • Være forhindret i at arbejde, fordi arbejdspladsen har kollektiv ferielukning
  • Have afholdt al din optjente ferie
  • Tilmelde dig jobcentret og stå til rådighed for arbejdsmarkedet – også selvom det blot er for et par dage
  • Opfylde betingelserne for at kunne få dagpenge

Hvis du opfylder betingelserne, kan du få udbetalt dagpenge for de hverdage, hvor du ellers ville have fået løn fra din arbejdsgiver.

Du kan som udgangspunkt ikke få dagpenge på søn- og helligdage (f.eks. 1. og 2. juledag samt nytårsdag).

KONTAKT OS

Chat med os ved at bruge chatten i nederste højre hjørne af skærmen. Eller ring til os på tlf. 7013 1312
SE HER HVORNÅR DET ER BEDST AT RINGE TIL OS
top