DET GODE PITCH

Et pitch er din præsentation af din ide. Det skal være så skarpt, at det er relevant for alle interesserede. Og forhåbentlig gøre ikke-interesserede interesserede.

Dit pitch skal indeholde:  

  • Hvem du er
  • Hvilken værdi du skaber
  • Hvem kunderne er
  • Hvordan du tjener penge på dit produkt 

Din pitch bruger du i utallige sammenhænge. Grundidéen i dit pitch vil være den samme, men skal være målrettet den person, du taler med. Taler du fx med din bank, er det relevant at fortælle, hvordan du tjener penge. Taler du med en kunde, er det vigtigere at fortælle, hvordan du hjælper med at opfylde et behov + prisen og ikke mindst hvad det evt. giver kunden af værdi, hvis du fx som sundhedsrådgiver får sygefraværet til at falde blandt kundes ansatte. Taler du med en forælder i børnehaven, vil budgetmodeller og regnskab typisk ikke være relevant, men i stedet dit produkt og din passion.  

Langt de fleste gange, du pitcher din idé, vil være i en uformel kontekst, hvor du møder en potentiel kunde eller et menneske, der kan bringe dig og din idé videre til en kunde.

5 gode råd:

Hav et enkelt budskab

Vi bliver konstant bombarderet med informationer, og realiteten er, at vi kun kan huske en brøkdel af dem. Derfor skal du nøje udvælge det budskab, der er vigtigst for dit publikum.

Fortæl om 'hvorfor' før 'hvad'

Mennesker bliver grebet af din passion og den mening, du skaber, – altså dit ”why” - fremfor hvad du gør. Kom godt fra start i dit pitch ved at fokusere på, hvorfor du gør, som du gør og fortab dig ikke i teknikaliteter, processor osv.

Bliv inspireret af Simon Sinek, når han fortæller om, hvorfor Apple under Steve Jobs igen og igen lykkedes med deres brand, og hvorfor Martin Luther King står så stærkt i historien. Og ikke mindst hvordan du - selvom dit mål ikke er at revolutionere verden - med dine synspunkter eller din virksomhed kan blive inspireret af de store ledere i fortællingen om lige præcis din virksomhed.

Hør Simon Sinek: How great leaders inspire (youtube-link) 

Skab billeder og fortællinger

Det kan være svært at huske konkrete informationer. Til gengæld er det langt lettere at huske i billeder og fortællinger. Bind derfor dit pitch op på et fortællende billede, og kom gerne med noget, der overrasker dit publikum.

Skab dialog med dit publikum

En pitch bør ikke være en enetale, hvor du vil sælge og overbevise. I stedet kan et pitch udvikle sig til en samtale. Kunsten er at skabe dialog med dit publikum og på den måde få publikum til at forstå, hvordan dit produkt og din kunnen også er meningsgivende for dem.

Bliv inspireret af keynote speaker Sam Horn, som opfordrer til at aflive elevatortalen, som handler om mig mig mig. Lav i stedet en såkaldt ’elevator-forbindelse’, som får en krog i lytteren og gør dit produkt nærværende

Hør Sam Horns Ted Talk "Intrigue - How to Create Interest and Connect with Anyone" på Youtube (start 10.10-13.30) 

Brug din krop

Undersøgelser viser, at 55% af vores kommunikation er knyttet til kropssproget, mens 38% er knyttet til din stemme. Det betyder, at dine ord kun vægter 7% af al din kommunikation. Derfor skal du både have styr på det, du siger, og det, du signalerer med dit kropssprog. I begge tilfælde hjælper øvelse og en god portion passion, selvtillid og tro på dit produkt.

SÅDAN OPBYGGER DU ET PITCH

En disposition til et klassisk pitch, kan fx se sådan ud:

1. Start med en kort teaser

Start med en kort teaser om, hvad produktet er. Slå fra start fast, hvad du kan, og hvordan dit produkt skaber værdi. Og det på en måde, hvor man kan mærke din passion for dit produkt – altså dit why

Fortæl om dit produkt eller ydelses unikhed – hvor adskiller du dig fra dine konkurrenter på markedet? Måske har du en hel særlig og nytænkende idé, hvor du disrupter et helt marked? Det kan også være meget mere jordnært som fx at du er pålidelig, billigere, særlig kontaktbar eller noget helt andet.

2. Fortæl kort om hvem du er

Sæt ord på hvorfor du/dit team er de rigtige til at udføre din idé.

3. Vis en solid budgetmodel

Demonstrer hvordan du måler din virksomheds succes. Kom omkring omsætning, brugere, om kunder kommer tilbage og anbefaler produktet til andre? Præsenter også en kort analyse af, hvor du befinder dig i markedet lige nu, og hvad din strategi er for de næste par år. 

4. Slut af med kort at opsummere dit produkt igen

FÅ FEEDBACK

FÅ FEEDBACK

Start med at pitche din idé til dit netværk. Øv dig i at tage imod feedback. Selv om du ikke umiddelbart er enig i feedbacken, kan den være brugbar og hjælpe dig videre i arbejdet med din idé. Pitch din idé til folk, du ikke kender. Er folk uden for dit netværk villige til at høre om din idé, og synes de, at den er god, er det en indikation på, at du har fat i noget af det rigtige.

For at opsøge muligheder for at pitche din idé kan du fx tage på iværksætter- og branchemesser, deltage i pitching workshops, bruge dit netværk og komme i dialog med folk på gaden. Pitch ikke mindst din idé til potentielle kunder. Vent ikke til at alt er helt skåret til. Kom ud og prøv dig af på målgruppen.

FÅ FLERE RÅD TIL AT STARTE SOM SELVSTÆNDIG

LÆS MERE
top

Afspiller nu: